Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Da regeringen sidst var borgerlig, fik jeg med jævne mellemrum henvendelser fra borgerlige politikere, som var rasende over ikke alene Berlingskes dækning af de utallige trakasserier i blå blok, men også mine og avisens synspunkter om alt det, der gik galt under Løkke-regeringerne.
Liberal Alliances træklatring, eksempelvis, og den gensidigt ødelæggende interne strid mellem især LA og Dansk Folkeparti, som kostede begge partier dyrt ved valget i 2019. Det er vel fair at sige, at prisen for DFs vedkommende var så høj, at Mette Frederiksen efterfølgende kunne indtage Statsministeriet.
Jeg har set nøje efter, hvor det bevægede sig hen denne gang: Er der tegn i sol og måne på, at de borgerlige partier har lagt strid og kævl bag sig, og at de vil kunne arbejde bedre sammen i en ny valgperiode, hvis der kommer et ikkerødt flertal? Det er jo forudsætningen for, at en borgerlig regering overhovedet giver mening: Den skal virke. Det gjorde den ikke i 2015-2019. Alt for lidt blev gennemført.
Op til valgudskrivelsen har der været jærtegn, som kunne tyde på en vis vilje til at bygge bro mellem de borgerlige fraktioner og partier. Tænk blot på det foto, seks borgerlige partiledere fik taget på dagen for valgudskrivelsen, hvor de drak kaffe med hinanden (Inger Støjberg dog Cola Zero) for ligesom at signalere forbrødring, før det gik løs.
Man bemærkede også, at Lars Løkke Rasmussen ikke var til stede. Men det er en helt anden snak, som man kan læse om i mit borgerlingske-nyhedsbrev fra i søndags.
Har der ikke også over de seneste måneder været knap så bastante signaler fra Nye Borgerlige og Pernille Vermund til en blå statsminister? Og Inger Støjberg har jo knap en politik, men mest sin selverklærede snusfornuft, og lød længe til at ville være yderst fleksibel i en forhandlingssituation med blåt flertal efter valget.
Og så begyndte det hele at gå op i limningen, nærmest simultant med valgets udskrivelse.
Meningsmålingernes tyranni
Måske skyldes det, at blå blok af flere forskellige grunde har haft vigende meningsmålinger de seneste uger. Søren Pape Poulsens trakasserier, personlige og til dels politiske, spiller nok en vigtig rolle, men også Socialdemokratiets effektive valgmaskineri og dygtige iscenesættelse af Mette Frederiksen som nationens frelser.
Siden august har de fleste målinger forskudt sig i rød retning, og det er meningsmålingernes tyranni: Når vælgerne siver, bides partierne, og som Berlingskes politiske kommentator Bent Winther i weekenden konstaterede i sin analyse, bliver der virkelig bidt til. Alle forsøger at stemmemaksimere:
Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne vil nu ikke støtte en blå statsminister, som vil fjerne topskatten og kræve offentlig nulvækst. Morten Messerschmidt er klatret op i sit helt eget energipopulistiske træ med kravet om hjælpepakker for 20 milliarder kroner til danskerne på grund af inflation og energikrise.
Og Nye Borgerlige – er de overhovedet til at tale med i en forhandling om et fuldstændigt asylstop?
Fire krav til de borgerlige
Omvendt kan man sige, det er naturligt, at de borgerlige partier lige nu markerer deres forskelle. Det er jo det, en folketingsvalgkamp går ud på. Afgørende er det derfor, at den borgerlige flok på seks-syv-otte blå partier, alt efter hvor mange der kommer ind, og om man kan henregne Løkkes Moderaterne til flokken, kan finde ud af at finde sammen om et fælles grundlag på nogle få, men vitale områder:
1. Den grundlæggende økonomiske politik. Skat, velfærd, den offentlige sektors størrelse og private velfærdsalternativer: Her skal de borgerlige kunne »bygge bro«, som de selv siger det, henover deres meningsforskelle. Ellers er en borgerlig regering dødsdømt, som Løkkes VKLA-regering reelt var det fra dag et.
2. Krisepolitikken. Her skal de borgerlige partier også kunne præsentere et ansvarligt alternativ til rød bloks evige lyst til at sende målrettede pakker ud i samfundet til udvalgte grupper. Hvor er den næste Schlüter?
3. Udlændingepolitikken. Hvis de borgerlige skændes om udlændinge- og integrationspolitikken, medvirker de til, at borgerne anser Socialdemokratiet for at være fuldt ud lige så troværdige på området. Det kæmper S hårdt for – se politisk ordfører Rasmus Stoklunds melding om, at der ikke rigtigt er forskel på Danmarksdemokraterne og Socialdemokratiet i udlændingepolitikken.
4. Klimapolitikken. Igen er der brug for et klart, borgerligt alternativ, som sikrer en grøn omstilling uden at ødelægge den vækst og velstand, som jo er en forudsætning for, at den grønne omstilling overhovedet kan finansieres. Venstres forslag om at sælge Ørsted er i den forbindelse interessant. Men kan man enes om for eksempel sådan en vej?
Svaret leveres snart. Måske allerede inden 1. november, men ellers hurtigt derefter, hvis ellers det bliver aktuelt.
Husk at følge med i Valgstrømmen
Lad mig til sidst i mit nyhedsbrev minde dig om, at du bør følge med i Berlingskes holdningsliveblog Valgstrømmen, hvor en stribe kommentatorer, heraf mange med indsigt i, hvad der foregår hos de borgerlige, gør dig løbende klogere på, om partierne i blå blok nærmer sig hinanden, eller fjerner sig fra hinanden.
Valgkampens indledning har mest budt på det sidste.
Don’t Fight It, Feel It
Det kan godt være, at det britiske orkester Primal Scream ikke havde blå blok i tankerne, da man midt i klimaks af 1990ernes ravekultur udgav mesterværket »Screamadelica« med det givetvis ikke helt upåvirkede hit »Don’t Fight It, Feel It«.
Men jeg tager alligevel budskabet med ind i valgkampen med et venligt nik til de borgerlige partier. Værsgo’ :-)
