Ellemann tog for alvor føringen mellem de to blå kandidater.
Kl. 22:00
Magtbalancen er tippet mellem de to statsministerkandidater i blå blok. Både når det gælder meningsmålingerne, troværdighed og nu også evner i en debat, er Jakob Ellemann for alvor rykket fra Søren Pape.
Pape lå ellers til at være den mest oplagte statsministerkandidat mellem de to inden valget for alvor gik i gang, men de seneste møgsager omkring Søren Papes person har svækket hans troværdighed. Det viser sig nu i målinger, hvor både de konservative som parti og Pape som person står svækket.
Til gengæld har Jakob Ellemann-Jensen fundet et nyt og overbevisende gear frem til valgkampen, og i aftenens debat klarede han det bedst af de tre kandidater. Han var personlig og havde overskud og turde give svar med perspektiv. Ikke mindst Ellemanns indledning, hvor han tog et opgør med det arrogante og lidt stive image, som ellers har klæbet til ham.
Lige som statsminister Mette Frederiksen har erkendt, at hun må finde en mere smilende version frem til valgkampen, ser det ud til at Ellemann har været igennem samme proces. Og det klæder ham. Både politisk og personligt.
Mette Frederiksen bliver nødt til at anerkende, hvad der er årsagen til den nuværende økonomiske krise
Kl. 21:18
Igen under debatten forlød det, at grunden til den hyperinflation, vi er ramt af lige nu, skyldes krigen i Ukraine. Det kommer udefra, sagde statsministeren. Men ugebrevet The Economist er uenig med vores statsminister.
»Den ekstraordinære udfordring som pandemien udgjorde, førte til ekstraordinære tiltag, der hjalp med at udløse dagens inflation: vilde regeringsstimulanser og redningsaktioner, midlertidigt skæve mønstre for forbrugerefterspørgsel og lockdown-relaterede forstyrrelser i forsyningskæder.«
Bladet siger, at de inflationsimpulser, som den politiske håndtering producerede, siden fik en turbomotor på af krigen i Ukraine og den resulterede i energikrise.
Ansatte ved den amerikanske centralbank har begået en analyse, der kommer til det samme resultat.
Statsministeren ville alene vinde ved at anerkende, at den enorme politiske disruption under pandemien naturligvis har bidraget til den nuværende situation.
Kald Mette Frederiksens bluff – tilbyd statsministeren en samlingsregering
Kl. 21:11
Vi synes alle at have ædt fortællingen om en bred regering. Det er jo sådan mest en idé født af tidl. statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som statsministeren så har adopteret.
En bred regering kræver, må vi forstå, mindst to partier af forskellig farve – og så er alt godt, om end det burde være et krav, at farven på partierne ikke må være helt ubestemmelig, hvilket så i princippet burde udelukke Moderaterne, men det gør det åbenlyst ikke.
Nuvel, nogen burde kalde statsministerens bluff. Statsministeren har begrundet den brede regering med et behov for, at flere over den politiske midte tager et medansvar for at løse alle de mange kriser, som statsministeren ser og taler op.
Mette Frederiksen synes, ved vi i dag, ikke, at coronakrisen var stor nok til en samlingsregering. Her kunne vi nøjes med Mette Frederiksen i solokørsel assisteret af hastelove. En bred regering er omvendt et misfoster, som vi kun har prøvet med SV-regeringen i 1978-1979.
Nu er det pludselig svaret på alt. Hvis statsministeren virkelig var bekymret, ville hun invitere til en national samlingsregering som under Anden Verdenskrig.
Alle kriserne er måske tilsammen for små til en samlingsregering, men lige præcis store nok til et bredt regeringseksperiment.
Burde vi ikke diskutere logikken i Frederiksens og Løkkes logik?
Kan Mette Frederiksen lytte?
Kl. 21:03
I statsministerdebatten på TV 2 skulle de tre statsministerkandidater beskrive sig selv som ledere med tre ord.
Både Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen valgte »lytte« som et af deres tre ord. Lytte til eksperter. Lytte til gode folk omkring sig og ikke altid tro, at man selv ved bedst.
Og det ord – den egenskab – »lytte« var sjovt nok ikke lige et af de ord, der faldt Mette Frederiksen ind. Der kan man bare se.
Hvad laver sygeplejersker ved skærmen?
Kl. 21:00
Here we go again. Statsministerkandidaterne vil have sygeplejerskerne til at holde de syge i hånden og ikke en mus, der styrer en skærm.
Men hvad laver de sygeplejersker ved skærmen? Taster de vigtige informationer ind, som en specialist senere kigger på, eller spiller de syvkabale?
Meget kritik af »overadministration« bygger på en naiv opfattelse, hvordan man bedst gør syge mennesker raske.
Mette Frederiksen begyndte med Kristian Thulesen-Dahl, og han er i dag havnechef i Aalborg
Kl. 20:54
Socialdemokratiet vil nu gennemføre skattelettelser. Jo, du læste rigtigt.
Meldingen kom lige tilpas før aftenens debat på TV 2 mellem de tre statsministerkandidater: Mette Frederiksen, Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen.
Meldingen bekræfter, hvad Mette Frederiksen-strategien er gået ud på fra starten: Neutralisér alle holdninger, hæld cement i alle uenigheder. Hun begyndte med Kristian Thulesen-Dahl i 2015/16, og han er i dag havnechef i Aalborg.
Mette Frederiksen, statsministeren der har hævet skatterne op mod 40 gange på tre år, vil nu gennemføre de skattelettelser, hun indtil denne weekend har ment ville ødelægge velfærdsstaten.
Hvis jeg var S-rådgiver ville jeg være nervøs for, at et af valgets afgørende spørgsmål – statsministerkandidaternes troværdighed som ledere – kan blive et problem for Mette Frederiksen lige nøjagtig her.
Mette Frederiksens hårdhed
Kl. 20:37
»Jeg kan være for hård,« sagde Mette Frederiksen i TV 2s statsministerkandidatdebat.
En tankevækkende selverkendelse, som vi skulle helt frem til et nyvalg før faldt. »For hård«. Som om det er undskyldeligt, hvis bare man erkender det. Gående hånd i hånd med at ville være »børnenes minister« og være den, der undskylder til Godhavnsdrengene.
Valget skal handle om »danskernes tryghed,« siger statsministeren. Men når en statsminister har gjort sin medfølelse til et særligt kendetegn ved sit politiske program, så bliver jeg utryg, når samme statsminister erkender sit anlæg for »hårdhed«.
Klog socialdemokratisk helgardering
Kl. 20:30
Det er en meget klog helgardering, som Socialdemokratiet har foretaget i dag. I et nyt skatteudspil lægger partiet op til at bruge fire milliarder kroner på at hæve beskæftigelsesfradraget.
Med udspillet gør partiet sig mere interessant for blå vælgere og giver bedre muligheder for, at et samarbejde med Lars Løkke og Moderaterne kan komme op og stå. Noget, der er vigtigt for regeringspartiet, da Radikale Venstre styrtbløder og da det er for stort et sats at tro på et rødt flertal med S, SF og EL alene.
Og Socialdemokratiet risikerer ikke meget ved at ændre politisk kurs viser nyere historie.
Op til sidste valg drejede Mette Frederiksen Socialdemokratiet skarpt til højre, mange vil mene det yderste højre, i blandt andet værdi-, rets- og udlændingepolitiken, uden at det havde nogle konsekvenser vælgertilslutningsmæssigt eller for samarbejdet med resten af blokken.
Logikken var: Hvor skal de andre røde partier ellers pege hen? Og hvor skal de røde vælgere gå hen? Og det virkede. Som den nuværende tilslutning til S viser, så er vælgerne og de røde partier parate til at strække sig langt: så langt at Rwanda-plan, hjemsendelser til Syrien, og andre mærkesager, der normalt ville få en rød vælger til at korse sig, kan overses. Og her vil besparelser på de forhadte jobcentre for at give skattelettelser til borgere, der er trængte ikke være et kardinalpunkt.
Tyve minutter inde er man ikke nået til at tale om politik. Hvad skal en stakkels vælger stille op?
Kl. 20:29
Der er noget dystopisk over den måde, TV 2 med alle virkemidler går efter at få en politisk debat mellem de tre officielle statsministerkandidater til at ligne et hvilket som helst andet game show i fjernsynet.
Det understøttes af det trøstesløse visuelle udtryk: både kulissen og de tre lederaspirerendes outfits er holdt strengt i dyster Danske Bank-blå.
Tyve minutter inde er man ikke nået til at tale om politik. Hvad skal en stakkels vælger stille op med sin hjerne?
TV 2 laver statsministerduel som var det X Factor
Kl. 20:17
De tre kandidater til statsministerposten, Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen, er netop gået på scenen til aftenens duel på TV 2.
Stemmen i introen, underlægningsmusikken og den friske opdeling i let fordøjelige runder, lyder som noget fra et reality show.
Det er fint at følge med tiden – ingen ønsker sig tilbage til fordums mikronfonholderi og alenlange enetaler fra kedelige mænd med slips. Men at iscenesætte debatten som var det X Factor er simpelthen ikke værdigt.
Flade Pape-power-batterier
Kl. 19:51
Megafon har søndag aften bragt en ny meningsmåling, hvor K, ovenpå Søren Papes miserable start på valgkampen, nu kun får 10,5 procentpoint i vælgeropbakning.
Målingen, der er lavet for TV 2 og Politiken viser dermed, at »Pape-Power«- batteriet nu ser noget fladt ud mht. energi, der kan overbevise vælgerne.
K toppede ellers 25. august i en Epinion-måling, der viste vælgeropbakning på 16,7 procentpoint i ugen efter, hvor Pape erklærede sig som statsministerkandidat. Men Ifølge Megafon har han altså smidt godt en tredjedel af vælgerne igen på kun fem uger.
Eneste trøst for K er, at Venstre i samme måling åbenbart er gået i stå, og slet ikke formår at samle K-stemmer op.
Frie Grønne står ikke til at få mange stemmer, men på FB er partiet konger
Kl. 19:12
TV 2 har undersøgt, hvor mange penge 11 af de 14 opstillede partier, har brugt på at reklamere på Facebook og Instagram fra 5. juli til 2. oktober. Opgørelsen ser sådan her ud:
–
1. Socialdemokratiet: 265.879 kroner på 173 annoncer
2. Frie Grønne: 143.519 kroner på 87 annoncer
3. Venstre: 134.083 kroner på 71 annoncer
4. Dansk Folkeparti: 111.709 kroner på 127 annoncer
5. Det Konservative Folkeparti: 97.750 kroner på 71 annoncer
6. Liberal Alliance: 84.000 kroner på 48 annoncer
7. Enhedslisten: 30.422 kroner på 11 annoncer
8. Alternativet: 25.311 kroner på 21 annoncer
9. Socialistisk Folkeparti: 13.033 kroner på 21 annoncer
10. Nye Borgerlige: 5546 kroner på 10 annoncer
11. Radikale Venstre: 400 kroner på 1 annonce
–
Og det stikker jo umiddelbart ud, at Frie Grønne mænger sig i toppen med de to store partier, der lægger billet ind på statsministerposten.
Noget der ikke er et øjebliksbillede, som man kunne læse i denne avis fredag.
Så hvor har de pengene fra?
Jo, i april måned, fik Sikandar Siddique prisen Human Act Award, for »sin målrettede indsats mod klimaforandringer, racisme og ulighed«. Med prisen fulgte 630.000 kroner, som blev leveret videre til Frie Grønne. Det kan man læse i Ekstra Bladet.
Den glade giver er fonden Human Act, som Civilstyrelsen har indberettet til Bagmandspolitiet, på grund af mistænkelige forhold i driften blandt andet i forbindelse med store lån til Iran.
Tak for kaffe, siger jeg bare.
Sikkert som amen i kirken
Kl. 19:08
Man kan næsten sætte sit ur efter det. Så snart valgplakaterne kommer op, kommer kreative, destruktive kræfter ud af hullerne med tusch i hånd. Klar til at tegne Hitler-overskæg, briller og det, der er værre på de opstillede kandidaters plakater.
Senest har Radikales Samira Nawa oplevet at få udstyret en af sine valgplakater med det grimme ord »Perker«. Ligesom Moderaternes Jakob Engel-Schmidt har fået noget rødt krimskrams i ansigtet på en valgplakat i Birkerød.
Det har affødt en del reaktioner, der peger i alle mulige retninger. Nogle finder det forventeligt, da de er trætte af valgplakaten som koncept. Men sandheden er jo bare, at vi ved, at de virker.
Andre mener, at det kun er en fordel for kandidaterne at kunne høste sympati for at blive tegnet i ansigtet – måske særligt når det er racistiske skældsord. Uanset hvad, så er det selvfølgelig en uskik at udøve hærværk, og det er næppe rart at se sit ansigt maltrakteret af en vred fulderik efter en lørdag nat.
Sandheden om Søren Pape
Kl. 18:25
Søndagens Jyllands-Posten er med Søren Pape på forsiden kommet »på sporet af den rigtige historie om Søren Pape«.
I en annonce for to måneder siden i Skive Folkeblad fortalte Søren Pape, at han voksede op »på en af de gårde, man kunne leve af dengang«. Tre hele sider, og interviews med folk, der har kendt Pape altid. Senere i J-P, forstår man, at de elsker ham, og at i dag er »landbrugene større, maskinerne voldsommere og de små husbønder færre i antal«. Hvilket får journalisten til at konkludere, at virkeligheden altid er »lidt mere furet og kantet, end vi blev den lovet«. Sørgeligt sandt.
Men, hvem holdt ikke sit løfte? Pape, der bærer sit barndomshjem i sit hjerte, eller J-P, der ikke er kommet på sporet af noget som helst?
Statsministerens logiske slutninger, retorik og forklaringer forvirrer
Kl. 17:23
Noget af det mest udfordrende ved den siddende statsminister, er hendes lidt alternative virkelighedsopfattelse. Og dermed siger jeg ikke, at statsministeren lyver, for hun kunne jo være bibragt denne opfattelse. Men hun bevæger sig ofte i et territorium, hvor jeg i hvert fald forvirres over hendes logiske slutninger, retorik og forklaringer.
Et godt eksempel på dette var, da hun i den forgangne uge flere gange sagde, at hun havde taget fejl vedrørende, at vores hverdag måske aldrig ville blive den samme igen efter pandemien. Det blev nævnt både ved afrundingen af åbningsdebatten og til Kåre Quist i programmet mød statsministeren på DR, hvor hun sagde: »Det viste sig heldigvis at være en fejl, fordi vi har været så gode i Danmark til at slå pandemien ned.«
Altså hverdagen er vendt tilbage, fordi et diffust »vi« angiveligt har slået pandemien ned. Og det er her forvirringen er total. Og her, hvor der melder sig spørgsmål til statsministerens virkelighedsopfattelse.
For udmeldingerne falder sammen med offentliggørelsen af tal fra SSI, der beretter om hundredvis af indlagte og skyhøje positivprocenter her under valgkampen. Hver femte testede i Region Midtjylland er for eksempel positiv for covid-19.
Det er efterår og så kører bussen med sæsonvira som bekendt.
Og de fleste af os kan da også huske, hvor enorm bølgen var, da myndighederne den 26. januar i år for anden gang aflyste pandemien og restriktionerne. Det var i den tid, hvor der var 50.000 smittede dagligt.
Så hvad mener statsministeren egentlig? Og hvordan er hun kommet frem til den opfattelse? Det ville jeg så gerne vide.
Hun er Danmarks Meloni. Pape er hendes Berlusconi. Og Ellemann hendes Salvini
Kl. 16:07
Socialdemokraterne må finde en måde at takke Aja Chemnitz (sjemnits, som de sagde på TV 2 News) på, fordi hun tog en kanin – eller skulle vi sige snehare – op af hatten og dermed ramte den første af Mette Frederiksens konkurrenter: Stakkels Søren Pape Poulsen.
Fra nu af kan alle huske det med Afrika på is. Han kan ikke slippe af med det. Jo mere han forsøger, jo værre. Det var værre end at sige »eskimois«.
Man kan ikke unscramble eggs.
Jakob Ellemann-Jensen har også en sag, så også han falder, og det er på grund af hans trang til bacon. Det er ikke særlig grønt. Kan bacon fælde ham? Han har bekendt, at han ikke spiser det hver dag.
Nu er der kun én tilbage: Danmarks Giorgia Meloni, altså Inger Støjberg. Hende kan de ikke finde noget om, for alle ved det hele. Selv det, at hun engang var kæreste med Jens Rohde, og at hun drikker cola.
Det første er en brist, men få husker vel, hvem han er, og bacon er værre end cola. Hun bliver de blås leder, Pape hendes Berlusconi (ja, det er en dårlig sammenligning) og Ellemann hendes Salvini (dårligere sammenligning).
Sikandar Siddique kan stadig nå at blive køkkensælger
Kl. 15:30
I Groft sagt skriver David Holt Olsen om, hvordan Sikandar Siddique – Danmarks Malcolm X – faktisk kunne være endt som køkkensælger i Glostrup i stedet for leder af partiet Frie Grønne.
Historien handler om, at Siddique i 2017 investerede i et køkkenfirma, som gik konkurs, og at Siddique efter planen skulle have haft et showroom i Glostrup. »Tænk sig, hvis det køkkenfirma ikke var gået fallit,« drømmer Holt Olsen.
Til det vil jeg bare sige, at vi stadig kan nå at se Siddique lange låger over disken. I hvert fald hvis de seneste meningsmålinger for Frie Grønne holder stik:
5. oktober, Epinion, 0,7 %
5. oktober, Megafon, 0,3 %
6. oktober, Gallup, 0,5 %
7. oktober, Voxmeter, 0,3 %
Hvem har ude i virkeligheden mødt en fra Moderaterne? Hvordan ser den slags ud?
Kl. 14:49
Nye Borgerlige står til at få 9 mandater. Moderaterne 6 eller 7. Danmarksdemokraterne 14. Liberal Alliance 10. Enhedslisten vil få 13.
Spørgsmålet er, hvem alle de nye folketingsmedlemmer vil blive, og når Danmarksdemokraterne har opbrugt tidligere DFere, hvor skal de så få resten fra?
Enhedslisten har ikke det problem: Der er universitetsfolk og gymnasielærere nok til både dem og SF, men hvem har ude i virkeligheden mødt en Moderat? Hvordan ser den slags ud?
Det skal blive spændende efter 1. november at møde omkring 30 nye blå, borgerligt-grønne, indvandrerstrammende folketingsmedlemmer.
Vi skal lære mange nye navne at kende. Og mon nu også Vermund, Løkke, Inger og Vanopslagh kan holde styr på alle disse uprøvede? Efter d. 1. november vil der så være et helt hold erfarne Venstremænd og Radikale, der skal ud og søge arbejde.
I Sverige kigger man med gru på Dansk Folkeparti – og vil undgå samme fejl
KL 13:25
Sverige har for en måned siden overstået valg til Riksdagen, kommunerne og regionerne. SD med DF som deres forbilleder blev Sveriges andenstørste parti med 20,5 procent i Riksdagen. Det ligner umiskendeligt det danske valg i 2015. Og i dag distancerer SD sig fra DF og vil tage ved lære af deres fejl.
Svenskerne peger på, at DF ikke gik i regering som andenstørste parti i 2015 var den egentlige grund til nedturen. Mette Dencker peger også på 2015-valget som DFs største fejl ved at afstå fra at gå i regering.
Til Riksdagsvalget i 2018 skulle alle partier vise et sted frem, som symboliserer deres Sverige. Den svenske SD-leder, Jimmie Åkesson, tog til Hvidovre, hvor DF sad på viceborgmesterposten. Her var hans Sverige.
Men i år da DFere ville hjælpe i den svenske valgkamp, ville SD’erne ikke svare på deres mails. Eksperter peger blandt andet på SD ikke vil associeres med Messerschmidts skandaler, og at »DF håller på att. rämna sönder«. AT vise sig frem med DF ville være at vælte SD’s kampagne omkuld.
Så hvad kan SD lære af DF?
Undgå politiske skandaler og splittelse internt
Finde nye ben at stå på, når der kommer konkurrenter på udlændingepolitikken
Tage ansvar og gå i regering
Peter Kofod giver også SD sit råd med på vejen til Dagens Nyheter: at enes i partiet.
Claus Hjort mangler – sjovt nok
KL 12:00
Der er mange ord i en valgkamp, og sammen fortæller de en historie om, hvad valgkampen handler om. Hvis man tager kandidattest, hører taler og debatter, så handler valget om hospitalsvæsenet, inflation, miljø og klima, forsyning, skat, Putin, sikkerhed og psykiatri. Og så statsministerens facon. Så hvad handler valgkampen ikke om?
Ja, uanset hvor man ser hen, så mangler Claus Hjort Frederiksen. Han var ikke en af de mangeårige MFere på vej på pension, der blev nævnt af statsministeren under hendes tale ved folketingets åbning den 4. oktober. Sjovt nok.
Og det forhold, at staten i den forgangne valgperiode har søgt et folketingsmedlems immunitet løftet, for at tiltale ham for landsskadelig virksomhed i en sag, der slet ikke ses magen til noget sted i vores egen historie eller vores nabolandes historie, er fraværende i debatter, kandidattests og spørgsmål til partiformændene. Og det samme er det forhold, at Folketinget for første gang valgte at afvise anmodningen om at løfte immunitet, en ret tinget er udstyret med for at afværge politisk chikane eller forfølgelse.
Sagen er i sig selv et vidnesbyrd om et brudt tillidsforhold på Slotsholmen og en dyb dysfunktion i toppen af staten, som udtrykt blandt andet ved den sønderlemmende kritik, som en række tidligere departementschefer, professorer og andre har rettet i sagen. Men ofte siger de ord, der mangler, også mere om en sammenhæng eller en kreds af personer, end de ord der bliver sagt.
Ud at køre
KL 11:12
Som Michael Kristiansen skrev i går, må Mette Frederiksen ikke kunne tro sit held over Blå bloks valgstart. Splittelsen er allerede eskaleret, Pape ydmyget af Støjberg osv.
I dag fortsætter det. LA’s formand Vanopslagh melder sig i koret omkring krav til en ny borgerlig regering – her melder han, at det forkætrede logningssystem skal afskaffes. Det er altså det, at politiet kan tjekke mobiltelefoner – mod dommerkendelse – efter en forbrydelse er begået, for at kunne se, hvor den mistænkte har opholdt sig.
Her udtaler partilederen følgende om logning: »Jeg tror, det er, fordi politiet siger til dem (politikerne), at det er rart, og det vil de gerne have«. Og genialiteten udvides: »Der er andre EU-lande, der ikke har en ulovlig logning af teledata. Altså, jeg har ikke set nogen beviser på, at de af den grund er dårligere til at opklare kriminalitet, end Danmark er«.
Man kan tænke sit. For eksempel at i sager om alvorlig kriminalitet anvendes logning ofte – i min tid som justitsminister inden for de alvorligste kriminalitetstilfælde over 40 procent af domfældelserne. Det indgår ofte i opklaring af mord, voldtægter og bandeforbrydelser.
Det kan naturligvis være tilfældigt. Men man skal være naiv for at tro det. Og at nægte det som et indicium i en bevisførelse er skørt. Og betænk alternativet? Danmark er et af de lande med få politifolk i forhold til befolkning – en fjernelse af logning vil betyde et enormt behov for mange flere politifolk. Der røg så økonomien ift. den offentlige sektor.
Skørt.
Modige Mona Striib – erklærer krig mod tåbelige myter om den offentlige sektor
KL 10:15
Man kan starte med at undre sig. Hvordan det være, at det ikke er politikerne, som åbner debatten om, at der skal prioriteres i den offentlige sektor.
Når en Søren Pape Poulsen (K) i en økonomisk plan foreslår, at der faktisk kan effektiviseres og spares i den offentlige sektor, mødes det med en kampagne fra regeringspartiet – påstanden skal slås i jorden. De Konservative fortjener kritik for at ikke være præcise, men at sætte deres lid til en grønthøster.
Mona Striibs pointe er ikke at spare penge, men foretage prioriteringer omkring eksempel pleje af mennesker, som genoplives eller holde i live i årevis, selvom behandling er udsigtsløs.
»Hvis den livsforlængende behandling betyder, at man kun kan passes tre måneder i en seng, fordi man ikke kan andet, synes jeg, at man skal stoppe tre måneder før,« siger FOA's formand, Mona Striib.
Man skal ikke misbruge Mona Striibs udtalelser, men det er budskab til alle partier om lade være med at være så firkantede. Rød blok skal lade være med at lade som, at intet kan gøres bedre i sundhedssystemet. Blå blok skal lade med at lade som, at man ikke skal være præcis om, hvor man skal gøre det bedre.
Regeringen hiver penge ud af hænderne på de fattigste
KL 08:40
Danmark er stadig et af verdens mest lige lande, men siden 90erne er uligheden steget en smule. Det har især borgerlige regeringer tit fået på puklen for, men i et borgerligt perspektiv gør det ikke spor, at de rigeste – for eksempel dem, der skaber virksomheder, arbejdspladser og fremdrift – får lov at beholde lidt flere af deres egne penge, så længe væksten kommer alle i samfundet til gode. Så længe de fattigste også bliver rigere.
Netop sådan har den stigende ulighed også set ud i de senere år. Men ikke under den nuværende regering: Nu er stigningen i uligheden i stedet drevet af store fald hos de laveste indkomstgrupper. Hver gang man hører det siddende røde flertal tale om ulighed og solidaritet med de fattigste, driver hykleriet simpelthen ned af væggene.
De Radikale: 110 procent idioti
Kl. 21.25
Først slettede De Radikale retssikkerhed og ordentlighed på listen over mærkesager, da de efter Granskningskommissionens rapport lod Mette Frederiksen slippe med et halvt mistillidsvotum og fortsat radikal støtte efter valget.
Nu er det så en anden gammel mærkesag, som partiet lægger på hylden: Rationalitet.
De Radikale går simpelthen til valg på et klimaudspil med titlen »110 % grønt Danmark«.
Så bliver det ikke meget dummere.
»Tvivlerpartiet« er et kæmpestort folkeparti
KL 21:03
Det store folkeparti »Tvivlerpartiet« ville blive en kæmpe magtfaktor, hvis det meldte sig på stemmesedlen. Hver femte vælger tvivler på, hvor de skal sætte deres kryds. Ifølge Kristeligt Dagblad er det ved dette valg også i høj grad dem med størst interesse i politik, der ikke ved, hvor krydset skal sættes.
Der er noget grundlæggende paradoksalt ved dette, da der ikke i årtier har været så stort et antal opstillede partier. Men en forklaring kunne findes i, at der er et betydeligt overlap af politiske mærkesager og holdninger blandt de opstillede partier.
