Liberal Alliances politiske ledelse har givetvis være forberedt på, hvordan partiets opgivelse af topskattelettelser ville blive modtaget. Det var forudsigeligt, at TV-klippene med de stålsatte øjne ville blive hevet frem og vist igen og igen.
Det var næsten for nemt. Man behøvede blot kratte overfladisk i arkiverne fra sidste år, hvor Liberal Alliance truede med at vælte Lars Løkke Rasmussens smalle Venstre-regering, hvis ikke den indfriede det ufravigelige krav om topskattelettelser på fem procent som en del af Løkkes 2025-plan.
Til Berlingske sagde Anders Samuelsen således 27. august 2016: ”Hvis LA ikke står fast på kravet om topskattelettelser nu, har vi ingen eksistensberettigelse som liberalt parti. Det her er også et afgørende øjeblik for os. Og det drejer sig ikke kun om de økonomiske effekter men også om værdipolitik.”
Et år senere, i Berlingske 14. august 2017, måtte Anders Samuelsen konstatere det, der for de fleste andre længe havde været temmelig indlysende: ”Vi har vurderet, at vi så bedre kan komme igennem med realitetsforhandlinger om skattelettelser generelt. Den erkendelse er jeg nødt til at tage som realpolitiker.”
--
Det hele var så forudsigeligt, at jeg selv på Facebook forleden kom for skade at konstatere, at der derfor ikke var nogen grund til at hæfte yderligere betragtninger og vurderinger på forløbet de seneste to år.
I lighed med Anders Samuelsen vil jeg gerne – dog i noget mindre skala – æde mine egne ord i mig igen.
--
I november 2016, inden Liberal Alliance trådte ind i regeringen, skrev nuværende kulturminister Mette Bock en vældig citeret kronik i Politiken. Heri argumenterede hun for, at vi stod midt i en ”demokratisk disruption”, hvor de gamle partier, som ikke havde evnet at forny sig indefra, ville blive afløst af nye partier i et langt mere ”personaliseret demokrati” som en tiltrængt oprusken til et ellers hensovende folkestyre, hvor man dårligt kunne kende forskel på partierne.
Mette Bock henviste direkte til LAs ufravigelige topskattekrav som et eksempel på en ny politisk kultur, de gamle partier og de politiske kommentatorer havde mere end vanskeligt ved at forstå:
”Kommentatorerne og de gamle partiers ledelser har været helt overbevist om, at der var tale om bragesnak, og at vi selvfølgelig ville rette ind i forhandlinglokalet.
Søren Pind har sågar kaldt positionen for ’politisk ekstremisme’. Han er substantielt helt enig i ønsket om at afskaffe topskatten, men at LA holder fast, er ekstremistisk. Løftebrud er åbenbart langt mere spiseligt og normalt.
De eneste, der forstår, hvad LA har gang i, er vore naboer på Christiansborg, Alternativet. De er lodret uenige i vores politik, men de forstår den politiske logik. Man siger, hvad man gør – og gør, hvad man siger,” skrev Mette Bock.
--
Hendes kronik var en civiliseret måde at formulere det på, som kommentatorer, politikere, journalister og lederskribenter sidste efterår mødte fra ledende LA-folk, hvis de tillod sig at betvivle viseligheden i den gonzo-taktik, Liberal Alliance havde anlagt om topskatten.
Jeg ved det, for jeg var en af dem, der mere end én gang mærkede LA-toppens vrede. Berlingske skrev således i flere tilfælde på lederplads, at topskatten burde væk, men at Liberal Alliances gidseltagning af en borgerlig regering næppe var vejen frem.
Reaktionerne var generelt (ofte i ganske rasende form) at den slags var udtryk for en gammeldags måde at tænke på, for en slags bedaget forståelse af politik, der nu var ville blive afløst af noget nyt og friskere: En ny politisk kultur, hvor man med idealerne i behold ville kæmpe – om så til døden, billedligt talt – for det man troede på. Undervejs skortede det ikke på både nedladende og hånende angreb på f.eks. V og K for at svigte borgerlige mærkesager og for reelt at føre en politik der betød, at det lige så godt kunne være Socialdemokratiet, der var ved magten. Den fik ikke for lidt.
--
Da Liberal Alliance trådte ind i regeringen og samtidig gav køb på det ultimative krav om topskattelettelser, blev mange derfor slået med forbløffelse. For gav LA ikke netop derved køb på idealerne?, spurgte en del, der undervejs i efteråret var blevet skældt huden fuld af LA-politikere for at være fortidsøgler, der ikke fattede, hvordan en ny tids politik ville blive. Svaret fra Liberal Alliance var nej; det havde åbenbart hele tiden været planen at bruge topskattekravet til at skaffe sig vej ind i regeringen. Nu kunne man virkelig komme til at trække Danmark i en borgerligt/liberal retning, også med hensyn til topskatten.
Så sent som på Folkemødet i Allinge i juni sagde Anders Samuelsen om efterårets skatteforhandlinger: ”Vi går efter en fuldkommen afskaffelse af topskatten.”
--
Når Liberal Alliance og regeringen nu alligevel opgiver at lette topskatten, fordi der simpelthen ikke er flertal for det, så er det derfor ikke alene et skattepolitisk tilbagetog. Undervejs satte LA betydeligt mere på spil: Man koblede sit ultimative topskattekrav til en fundamental forandring af den politiske kultur, en demokratisk disruption, hvis metoder den gamle kulturs ronkedorer blot ikke kunne se den geniale visdom ved.
Derfor er tilbagetoget også et farvel til en ny politisk kultur, der så alligevel aldrig kom. Tværtimod kunne LA-ledelsen passende overveje, om partiets handlemåde i fjor har øget respekten for politikerne – eller det modsatte?
Den gamle kultur, med LA ombord, sejler nu ud mod efterårets vigtige forhandlinger. Måske er det slet ikke så håbløst, som man i fjor måtte forstå på de liberale disruptere.
--
Del: