Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mundsvejr

Det er nu engang sjovere at være sammen med folk, der er for meget end at være sammen med folk, der er for lidt: De vurderende typer, der med et tavst, overbærende smil betragter andres retoriske anstrengelser, vil en dag gå bort i rungende stilhed.

Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For nylig var jeg ude at gå en tur med min ældste datter, da vi mødte en nabo, og jeg rutinemæssigt gav mig til at brokke mig over sommervejret. »Man skulle tro, at vi efterhånden havde opsparet nogle solskinstimer her til lands,« sagde jeg betydende og lo. Efter min mening en rigtig fin samtale. Bagefter blev jeg irettesat af min datter. Hun lod mig vide, at det var fuldstændig no-go at tale om vejret, en total kliché.

»Hvad taler de så om?« spurgte jeg.

»Noget andet« lød det.

»Vejret går for at være uvæsentligt. Du er ikke landmand.«

Den besked gjorde indtryk. For i årevis har jeg knevret om vejret, når jeg har ventet foran elevatorer, kaffemaskiner, toiletter og kasselinjer sammen med folk, jeg kendte både halvgodt og helgodt. Og jeg tror ikke et sekund på, at de hellere ville tale om noget væsentligt.

I filmen En fisk, de kaldte Wanda (ja, så gammel er jeg), siger John Cleese, at en brite altid er bange for en alt for ærlig udlændings svar på spørgsmålet »How do you do?«

Sådan tror jeg ikke, at briter er alene om at have det. Jeg kan ikke komme i tanker om nogen, der klokken 8 om morgenen, mens de venter på, at deres lungo-kaffe brygger færdig, gerne vil have spørgsmålet stukket ud:

»Og hvordan går det så egentlig med dit ægteskab? Kan I få det til at fungere efter så mange år?« Eller:

»Hvad får du egentlig i løn? Det er bare for at have noget at sammenligne med.«

Sagen er, at det ikke er en rigtig samtale, man skal i gang med, men blot en hyggesnak, der skal holde den gående. Men sagen er også, at snakken er vigtig for ens mentale velbefindende på arbejdspladsen.

Der er ikke noget småt over det. Inspireret af den græske krises brofinansiering – et hurtigt lån mellem to kæmpe redningspakker ­– burde man måske rettelig kalde småsnak for brosnak for at indfange snakkens midlertidighed uden at kompromittere dens væsentlighed.

Og jeg har svært ved at se, hvorfor vejret ikke kvalificerer. Det påvirker alle, alle har en mening om det. Jo, jo, man kan selvfølgelig spørge til folks ferie, men kun i kort tid; allerede en måned efter afholdelsen virker det underligt. Og nej, man kan ikke spørge til folks arbejde hver gang; det virker manisk. Ej heller kan man efter min mening bare kigge ned i sin smartphone, det er simpelthen for sølle. Så hellere ævle løs som pigen i Stine Pilgaards Lejlighedssange:

»Jeg er en nervøs Duracellkanin, der oplades automatisk af andres tavshed. Mine ord stiller sig i kø, ucensurerede hopper de rundt på tungen.«

Det er nu engang sjovere at være sammen med folk, der er for meget end at være sammen med folk, der er for lidt: De vurderende typer, der med et tavst, overbærende smil betragter andres retoriske anstrengelser, vil en dag gå bort i rungende stilhed.

Desuden må selv de argeste modstandere af småsnak vel medgive, at der gives situationer, hvor det kan være en god ide at sænke smartphonen og få tungen på gled. Det kan jo være, at det er ens chef, man støder på i elevatoren. Så gider man ikke virke som en fedterøv.

Hellere fremstå kritisk og observant i forhold til sine omgivelser. Sådan da. Jeg vil anbefale, at man prøver med vejret. Det er som regel noget møg, og det er ikke virksomhedens skyld.