Ceremonien begyndte med en fremførelse af William Blakes digt »Jerusalem«. Vi fik at vide, at digtet er en klage over det smukke, landlige Englands forvandling til hæslige, golde og giftige landskaber domineret af »mørke, sataniske fabrikker«, og et håb om, at en fremtidig omvæltning - en revolution - vil udslette de onde fabrikker og genoprette det harmoniske - kommunistiske - samfund. Digtet skulle altså udtrykke en tidlig socialisme, som hele ceremonien derefter illustrerede.

Hvis organisatorerne virkelig har troet, at dette var Blakes mening med digtet, er de langt fra alene. Men de tager fejl. For digtet handler overhovedet ikke om industrialisering eller om onde kapitalister, der bygger »sataniske fabrikker«. Blake var ikke var en politisk tænker, men en mystiker, og heri ligger nøglen til digtets mening.

Han var overbevist om, at han var kaldet til at forny verden, hvormed han ikke mente den ydre, stoflige, men den indre, metafysiske og sjælelige, der for ham var uendelig meget vigtigere. Han så sig som forløberen for Kristi genkomst med sit budskab om en ny og nødvendig frelse for en åndeligt fortabt menneskehed.

I digtet Jerusalem spørger Blake, om »Guds hellige lam« måske engang var set på »Englands dejlige enge«. Et gammelt sagn hævdede det, og Blake ville gerne tro det, for det ville gøre England til Guds udvalgte land. Derpå kommer så den berømte vending: »Og blev Jerusalem bygget her blandt disse mørke, sataniske fabrikker«.

Formuleringen er underlig: hvad skal det sige, at Jerusalem måske blev bygget? Da Kristus var i England første gang? Men så er vi jo årtusinder forud for nogen som helst konkrete »mørke fabrikker«.

Det er som sagt heller ikke det, der er tale om. I et brev til biskoppen af Durham forklarer Blake selv, hvad han mente med det dunkle digt. Det var et kald til åndelig fornyelse, og hvad var i Blakes øjne den stærkeste kraft, der stod i vejen for denne fornyelse? Det var den engelske statskirke, især dens konservative elementer, der stod for kirkens tætte tilknytning til statsmagten. Kirkens ledere burde være åndelige førere, men var i stedet politiske opportunister og magtliderlige pengepugere. Fordi kirken var del af det statslige magtapparat, var det muligt at gøre fornem og meget jordisk karriere i den.

Kirken befæstede sin sociale magt ved sin magtfulde rolle i uddannelsesvæsenet, især på de to universiteter i Oxford og Cambridge. Det er disse og især deres teologiske dele, som på Blakes tid var blandt de vigtigste, som er de »mørke, sataniske fabrikker«, nemlig fabrikker, der producerer åndelige pygmæer og hyklere. Ordet, der oversættes fabrik, er »mill«, som ganske rigtigt betyder mølle eller spinderi, men som i overført betydning som her også kan betyde en ideologi, der kværner videre i al uendelighed.