Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jernhesten lever

En af de bedste romaner, jeg nogensinde har læst, er »Atlas Shrugged« af den russisk-amerikanske forfatter Ayn Rand. Jeg er ikke alene i min bedømmelse. En undersøgelse foretaget af Library of Congress i 1991 viste, at »Atlas Shrugged« var den næstmest indflydelsesrige bog blandt amerikanske læsere – kun overgået af Bibelen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Romanens heltinde er vicedirektøren Dagny Taggart, som kæmper for at holde gang i Tag­gart Transcontinental, et hæderkronet jernbaneselskab, som hendes far skabte, og som hendes bror, James Taggart, nu er ved at køre i sænk – godt hjulpet på vej af de middelmådige politikere og forretningsfolk i samfundets elite, som han omgås. James Taggart og hans omgangskreds skjuler deres middelmådighed bag politisk korrekthed og krav om, at staten beskytter gamle og svage virksomheder mod konkurrence fra nye iværksættere. Den politisk korrekte elite mødes til cocktailparties og drinks på dyre hoteller, mens Dagny Taggart og hendes omgangskreds af iværksættere kæmper for at holde samfundets produktion i gang ude i felten.
»Atlas Shrugged« har solgt overraskende godt i år på trods af, at bogen udkom helt tilbage i 1957. Og Ayn Rands roman er da muligvis også mere aktuel end nogensinde i disse tider, hvor middelmådige direktører nyder godt af hjælpepakker for de politisk korrekte, mens virkelige iværksættere (som vel næsten pr. definition er politisk ukorrekte) sulter efter startkapital.

Ayn Rands valg af et jernbaneselskab som omdrejningspunktet for »Atlas Shrugged« kunne ikke have været mere passende. Jernbanen var helt central i den moderne amerikanske kapitalismes fødsel og ekspansionen mod vest i 1800-tallet. Datidens iværksættere var jernbanebaroner som Cornelius Vanderbilt og James J. Hill.  »Jernhesten«, som indianerne kaldte lokomotivet, symboliserede disse mænds ukuelige vilje til fremskridt og opgør med status quo.

I dag ser mange europæere – og amerikanere for den sags skyld – Europas moderne net af hurtigtog som et forbillede for USA. Og man behøver da også bare at køre en enkelt tur med Amtrak – det statsstøttede togselskab i USA – for at føle sig hensat til 1950erne.

Forklaringen er selvfølgelig, at amerikanerne siden 50erne har taget bil og fly i stedet for tog, når de rejser. Det er ganske enkelt ikke rentabelt at transportere mennesker med tog i USA. Passagertog er heller ikke nogen god forretning i Europa. Men i Europa er tilskuddene til passagertog så store, at togene bliver ved med at køre.

Problemet er bare, at passagertog jager godstog væk fra skinnerne. Ifølge en analyse fra tænketanken Cato Institute foregår 37 procent af al godstransport i USA via tog og 29 procent via bil eller lastbil. I Europa – hvor skinnerne er fyldt med statsstøttede passagertog – står jernbanerne kun for 17 procent af godstransporten, mens hele 73 procent bliver sendt ud på landevejene.

Og godstog er en rigtig god – og miljørigtig – forretning. For eksempel bruger tog næsten ti gange mindre energi end lastbiler pr. ton pr. kilometer. Verdens næstrigeste mand, Warren Buffett, satte en tyk streg under det faktum, da han for nylig investerede 34 milliarder dollar i godstogsselskabet  Burlington Northern Santa Fe. Buffett lød som Vanderbilt, Hill og Dagny Taggart, da han begrundede investeringen: »Det er en total satsning på USAs økonomiske fremtid.« 

Det er godt at se, at kapitalismen – og jernhesten – stadig lever til gavn for både pengepungen, miljøet og USA.