Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvorfor vil offentlige institutioner være størst, men ikke bedst?

»På papiret er der sat en stopper for offentligt vokseværk, men i stedet er der opstået en meningsløs magtkamp mellem offentlige institutioner om at blive størst for færrest skattekroner. Størst, ikke bedst. Den kamp er en hæmsko for at skabe et samfund, hvor tilfredshed går forud for slagsmålet om sidste skattekrone.«

For et år siden startede jeg egen virksomhed med et mantra om, at jeg ikke ønskede at være størst, men derimod bedst på mit område.

Mit mantra kommer på en rutsjetur, når man sammenligner med den offentlige sektor. På papiret er der sat en stopper for offentligt vokseværk, men i stedet er der opstået en meningsløs magtkamp mellem offentlige institutioner om at blive størst for færrest skattekroner. Størst, ikke bedst. Den kamp er en hæmsko for at skabe et samfund, hvor tilfredshed går forud for slagsmålet om sidste skattekrone.

Lad mig give nogle eksempler, der på det seneste har fået os til at miste tilliden til den offentlige forvaltning og den politiske ledelse. Hvis man skal sende et brev fra dag til dag, koster det 27 kroner. Det kostede blot ni kroner for få år siden. Mantraet lader her til at være, at postvæsnet er mere konkurrencedygtigt, hvis prisen sættes op. Samtidig døjer PostNord med et milliardunderskud, der faldt som en bombe, fordi den ansvarlige minister ikke informerede forligskredsen i tide. Hvorvidt det skyldtes ministerens fadæse eller en fejlfabrikation i embedsværket, kan jeg ikke afgøre. Jeg kan blot konstatere, at hvis jeg var direktør i et firma, der tredoblede prisen og ikke underrettede bestyrelsen om et milliardunderskud, ville kunderne flygte, og jeg ville få en fyreseddel på gråt papir.

En anden offentlig institution, der driver i selvmodsigelsens spor, er Skat. Den offentlige virksomhed, der skulle inddrive penge til vores fælles goder, har ved en fejl udbetalt 12,3 milliarder kroner til en international svindler.

Det lyder som en dårlig vittighed, der ikke bliver bedre, når man sammenligner med andre offentlige institutioner. Man ringer forgæves til politiet ved indbrud. Universiteter uddanner til arbejdsløshed. Der er ventetid på akuttelefonen. Forsvaret kæmper mod excel. Jeg kunne nævne flere, og for hvert eksempel undrer jeg mig over, hvorfor ingen siger, »økonomi eller ej, vi vil være bedst til det, vi laver!«

Løsningen er bedre ledelse, lyder det politiske svar. Der lyder næsten spirituelt, at bedre ledelse skaber rum for faglighed, sætter fokus på kerneopgaven og skaber sammenhæng. Men det, der er brug for, er et mentalt spark, hvor hver offentlig institution sætter sig for, at kvalitet ikke handler om flere penge, men om at få det bedste ud af de penge, der er.

Mange borgerlige vil hævde, at udlicitering er vejen frem. Der er dog statsligt patent på de grundlæggende funktioner, der skal binde vores samfund sammen. Men det hindrer ikke en offentlig institution i at blive bedre hver dag og skabe mere tilfredshed.

Hvis det offentlige beslutter sig for et nyt mantra, hvor kvalitet går forud for kvantitet, kunne udfordringen med mindre budgetter overkommes ved at søge alternative finansieringsformer. For når der alligevel er fejl i skatteopkrævningen, er det jo ikke rentabelt at læne sig op ad de offentlige finanser.