Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad er der galt med blokpolitik?

Per Grønning: Også i denne valgkamp udsættes vi som vælgere for en række politikeres både besynderlige og lettere bizarre udtalelser. Vi har længe hørt om, hvordan regeringen forsøger at »spare« sig ud af den økonomiske krise på trods af, at der er budgetteret med et statsunderskud på over 80 mia. kr. næste år - i et land der allerede har verdens største offentlige sektor og derfor også betaler verdens højeste skatter og afgifter. Gad vide, hvordan det hele ville se ud, hvis man ikke »sparede«?

Per Grønning, Projektleder Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Og så henstår det som et mysterium, at nogle, samtidig med at de udtrykker stor bekymring over antallet af ledige, anser det for en fantastisk idé, at de, der allerede har arbejde, skal arbejde noget længere hver dag. Hvordan kommer flere i arbejde ved det?

Næsten deprimerende synes jeg dog, at det er, når vi her på det seneste har måttet lægge øre til flere ledende politikeres udmeldinger om det forfærdelige ved, at der føres »blokpolitik«.

Om det er manglende respekt for vælgerne, der får politikere til at så tvivl om, at den største »blok« har en vælgergiven ret til at regere, eller om det er nedladenhed over for vælgernes ret til løbende at følge med i, hvem der har ansvaret for de love og regler, der vedtages, er svært at vide. Måske er det bare en fundamental manglende lyst til at tage ansvar, der får nogle politikere til at mene, at vi som vælgere skulle være bedre tjent med den rødgrød, der ville komme ud af en konstant søgen efter konsensus som erstatning for politiske beslutninger, der træffes af de folkevalgte på basis af de holdninger, idealer og løfter, vi som vælgere har haft som grundlag for at vælge dem.

Der er ikke noget unaturligt i, at de socialistiske partier er samlet i »rød blok«. Læser man deres partiprogrammer, har de ikke mange fællesnævnere med partierne i »blå blok«. Der er derfor heller ikke noget unaturligt ved, at de arbejder mere inden for grupperingerne, end de gør i fællesskab. Og der er slet ikke noget unaturligt ved, at nogle beslutninger alene træffes af flertallet.

Det eneste parti, der for alvor har noget at vinde ved at fremholde det falske billede af, at der føres for megen »blokpolitik«, er de Radikale. De gør det ikke, fordi det er rigtigt. De gør det, fordi de selv kan få større indflydelse ved skiftevis at forsøge at lave noget sammen med to blokke. Det får vi ikke bedre løsninger af, men de Radikale får større indflydelse.

Når ni politiske partier stiller op til folketingsvalget, er det helt urimeligt, at vi som vælgere skulle finde det hensigtsmæssigt, at de efter valget skulle blande sig i én stor forbrødring. Hvis de virkelig mener det alvorligt, ville det være mere rimeligt, at flere af partierne fusionerede før valget.