Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Erdoganistan

Yildiz Akdogan Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er spændende at observere Tyrkiet, hvor jeg boede de første år af mit liv. Igennem min rejse fra Istanbul til Samsun, Corum til Izmir og omegn, talte jeg med mange spændende mennesker. Rejsens formål var bl.a. at vise min datter mine rødder, men samtidig få indtryk af den aktuelle stemning – ikke mindst præsidentvalg 10. August.

Til min store overraskelse fyldte valget kun i medierne, og ikke på gaden.

Da jeg spurgte den unge smarte taxachauffør i Samsun om Erdogan vil vinde præsidentvalget, så han skeptisk på mig og mumlede ”Ja, naturligvis”. Reaktionen er velkendt. Det er ikke omkostningsfrit at være åbenlys Erdogan-kritiker – især hvis man gerne vil have et job i det offentlige. »Du kan være topkvalificeret, har du ikke en »mand« i systemet, er en del af »dem« så glem det,« fortalte en veluddannet kvinde i Istanbul.

Den ældre taxachauffør i Corum var knap så forsigtig. Med taxaen som hobbyarbejde, og begge børn bosat i udlandet, skulle han ikke forholde sig til nogens karriemuligheder.

»De (Akp) arbejder systematisk og hjælper hinanden. Jeg er selv muslim, men bryder mig ikke om deres metoder. Erdogan taler om os-dem. Mit politi, mit land, mit retsvæsen – det er ham, der skaber et parallelsamfund.«

I det Atatürk-tro Izmirområde er kritikken skarpest. ”Han får aldrig lov til at gøre Tyrkiet til et islamisk land, vi er Atatürks børnebørn” pointerer den ældre kvinde, som jeg falder i snak med på stranden.

På turistbådturene spilles der 10 års-marchen for republikkens dannelse, og personalet synger og flager stolt. »Vi viser Akp, at de ikke kan tage vores identitet fra os,« siger en af de lokale, da jeg kigger overrasket.

I tråd med Atatürks ånd ses identitet som »tyrkisk«. Og paradoksalt nok forsøgte Akp i starten af 00’erne at åbne denne identitet til også at rumme andre minoriteter som f.eks. kurder, tjerkesser mm. men forsøget var snarere et skalkeskjul for styrkelsen af en muslimsk identitet.

Netop den muslimske identitet – med Osmannerriget som omdrejningspunkt - er ikke til at overse. Der sker målrettede restaureringer af især de historiske bygninger og seværdigheder fra perioden, ligesom de mest populære TV-serier foregår på den tid. En tredje (prestige)bro, der skal forbinde Istanbul med øst og vest, bærer en kontroversiel Sultans navn.

Identiteten mod det mere muslimske ses også i de mange cafeer med osmaniske navne, det offentlige rum med udsmykninger fra tiden, utallige nye prægtige moskeer på ræd og række. Fra busterminalen i Ankara til lufthavnen, talte jeg 15 moskeer efter knap 20 minutter. En observation jeg delte med en bekendt, der drilsk spurgte, hvor mange skoler jeg så. Hun købte ikke mit argument om, at det var en naturlig del af kulturen, men argumenterede for at det var Erdogans måde at hjernevaske folk på, da moskeer har stærke signalværdier.

Ovennævnte er blot »løse« samtaler med forskellige folk, men det giver dog ét billede – måske af »Det nye Tyrkiet«, som er Erdogans valgslogan. I øvrigt et interessant slogan når samme Erdogan har ledet landet – oftest med absolut flertal- i knap 12 år. Meget tyder på, at han bliver landets næste præsident, ikke mindst pga. det tragikomiske alternativ.