Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Dybbøl Mølle som symbol på Danmark

Fælles kulturel baggrund. De fredelige billeder af Danmark hænger sammen med dybe træk i vores kultur. De gensidige bånd mellem danskerne har historisk været civile, ikke ideologiske. Det har skabt grundlag for et frit fællesskabs­liv.

Dybbel Mølle - et nationalt symbol på flere ting. Arkivfoto: Palle Hedemann Fold sammen
Læs mere
Foto: PALLE HEDEMANN

I sidste måned var jeg på familieferie på Als, og vi skulle selvfølgelig se slagmarkerne på Dybbøl Banke, hvor det mest berømte slag i danmarkshistorien fandt sted. Men når man står der, på et af de mest betydningsfulde steder i Danmark, griber man sig selv i at glemme slagmarken og i stedet fatte interesse for Dybbøl Mølle, der står lige ved siden af. Eller sagt tydeligere: Møllen er forbundet med krigen i 1864. Møllen er et tegn. Hvad betyder det?

Det er et velkendt nationalsymbol på modstand og udholdenhed. Møllen er gentagne gange blevet skudt i sænk, men bygget op igen. Drachmann skrev et digt om møllen: Den står fast, repræsenterer ære, ret og hjertelighed. Og så er møllen smuk, som den står der i det blege lys en dag i februar.

Men møllen betyder også noget andet, som man bliver klar over, når man står på slagmarken. Hvordan fungerede møllen, hvad tjente den til? Den malede korn, var altså forbundet med produktion af brød, et middel til at sikre levevejen. Møllen går også i arv og markerer en kontinuitet, slægters gang, og så peger den på bonden og det danske sind: Ved jorden at blive, det tjener os bedst.

Krigen siges at være al kulturs fader, men måske er det snarere den prosaiske hverdag – kornets vej fra marken over møllen og bageriet til bordet, hvor menneskemundene mættes. Kultur er jo vaner.

I andre lande er de store sejre på slagmarken, borger­krigene eller de glorværdige revolutioner højdepunkter i historien, der sætter skel mellem før og efter.

Men højdepunkter kan være svære at »komme over«. Det er noget, man søger tilbage til, enten for at prale eller for at skamme sig. Ikke i Danmark, nej, selv om det vist er blevet kutyme hos enkelte kunstnere at skamme sig over fædrelandet. Hvis Danmark var en person, ville man kunne sige, at denne person var et ret harmonisk menneske. Der er ikke noget uforløst i historien, et traume eller en tabt guldalder, man hele tiden stirrer tilbage på.

I andre lande er der langt højere bjerge, i fysisk og overført forstand, men her i det flade land går livet sin gang i et roligt tempo og i stor folkelig samhørighed, beskedent, jordbundent, fredeligt. Er det ikke, hvad den smukke mølle fortæller? Møllen er venskabelig, fortrolig, og så drejer den langsomt, som et symbol på tiden, der går, på den harmoniske udvikling, som er danmarkshistorien. Her er ingen bratte brud.

I fortællinger hører man om møllens kværn, der maler billeder af livets gang. I andre lande er det frost- og dødsbilleder. Tænk på skyttegravene i Verdun, som vi mindes her 100 år efter det umådelige blodbad i Første Verdenskrig. Men i Danmark kædes møllen, i form af kornkværn, sammen med frugtbarhed, med fredens og lykkens tid. Johannes V. Jensen har i »Kongens fald« udødeliggjort fortællingen om jættepigerne Fenja og Menja, der maler på Grotte, den store stenkværn.

I Danmark er det ikke Menja, der står ved kværnen og maler billeder af destruktion og undergang. Nej, det er Fenja, der svinger Grotte i Nordpols­natten og maler skønne billeder af frodige agre, skinnende skyer, kløver, gule og hvide blomster, blå bølger, grønne skove fulde af sangfugle, kærlighed og lyse nætter, solhverv og blikstille på havet, som det hedder i romanen.

De skønne og fredelige Danmarksbilleder kan også ses i nationalsangene. Der er langt højere bjerge i andre lande, hører vi hos Grundtvig, men »dansken har hjemme, hvor bøgene gro«. Eller hør Oehlenschlägers sang om det yndige land med brede bøge, strand og hav og prøv så at sammenligne med den franske nationalsang om revolutionen med appellen om at gribe til våben, så blodet kan gennemvæde markerne, eller den britiske om at herske over verdenshavene, eller den tyske: »Deutsch­land Über Alles«.

DE FREDELIGE BILLEDER af Danmark hænger sammen med dybe træk i vores kultur. De gensidige bånd mellem danskerne har historisk været civile, ikke ideologiske. Det har skabt grundlag for et frit fællesskabsliv, der i høj grad har karakter af at være uformelt og hverken totalitært eller aggressivt selvhævdende. Den nationale loyalitet bygger nemlig på samhørighed i samfundslivet, på medborgerlige relationer og kulturel identitet.

Hvis der er noget, kulturminister Bertel Haarder bør have med i sin kulturkanon, så er det netop dette: Det stærke civilsamfund, der historisk skyldes de mange civile bevægelser. Andels-, idræts-, højskole-, frikirke-, friskole-, husmands-, arbejder-, foredrags- og oplysningsbevægelser har alle været med til at skabe grundlaget for det frivillige foreningsliv, der gør sig gældende i dag.

I Danmark har vi været forskånet for voldelige kampe mellem klasser og etniske grupper, vi har ikke haft nogen sprogstrid eller religionsstrid af betydning, og selv magthaverne har stort set altid været accepteret og nogle gange endda elsket af folket. Danskernes fælles kultur og historie, der ifølge historikere som Adam Wagner rækker adskillige hundreder år tilbage, har fremmet en loyalitet, som er grundlaget for det liberale medborgerskab. I Danmark har fremmede tillid til hinanden.

SVAGHEDEN VED EN homogen befolkning med stærk sammenhængskraft er imidlertid, at man tager det hele for givet. Man er sårbar over for masse­indvandring, som ødelægger tillidskulturen. Det er også pudsigt, at argumentet om, at nationale kulturer er historiske, ofte bruges som led i et forsøg på at dekonstruere det nationale: At nationer er »tilfældige«, »forgængelige«, »foranderlige«, måske endda »konstruktioner«.

I virkeligheden er det historiske argument stærkt. At der findes en kontinuitet – at noget er vokset frem, snarere end konstrueret – viser jo noget om, hvor meningsfulde og unikke nationale kulturer er. Og så er der noget andet, der er påfaldende. Synspunktet, at der ikke findes nationale kulturer, trives ofte i lande, hvor den folkelige nationale kultur er allerstærkest. I de homogene nationalstater tror mange, at man har overvundet den etniske og kulturelle nationalisme. Sandheden er snarere, at den her har sejret. Den har sejret i en grad, så man ikke længere lægger mærke til den. Den nationale kultur er en slags usynlig baggrund.

På samme måde er Dybbøl Mølle bare en mølle, men også noget mere. Det varmer at tænke på dette, når man skutter sig i kulden en vinterdag på Als.