Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ad fællesskabets vej

EU er ikke bare en institution, som vi skal kritisere efter forgodt­befindende, for vi er i høj grad selv medvirkende til, at store og afgørende beslutninger ikke altid er en mulighed.

Afghanske flygtninge kommer i land på den Græske ferie ø Lesbos. Knap 50 mennesker i en gummibåd sejlet over fra Tyrkiet. Alene i uge 23 kom der ca 2500 flygtninge til Lesbos. Fold sammen
Læs mere

I det europæiske fællesskab står vi i øjeblikket som et af 28 lande, der på den ene side er forskellige, men på den anden side er så dybt afhængige af hinanden, at vi hellere i dag end i morgen bliver nødt til at erkende, at vores plads er i centrum af det europæiske samarbejde.

Historien om euroens udfordringer og den græske gældskrise har vist, at EU er langt stærkere end sit rygte, fællesskabets vej har endnu en gang vist sig at blive konklusionen. Historien har fået mange debattører til tasterne. Senest har Asger Aamund under overskriften »Unionen er stendød« rettet stærk kritik mod EU-samarbejdet i Berlingske 17. juli.

Aamund har altid haft skarpe holdninger, men i det seneste indlæg er hans analyse forfejlet. Ganske vist har han ret i, at EU består af 28 forskellige stater. Men han glemmer, at forudsætningen for samhandel og økonomisk vækst, som både han og jeg prioriterer højt, er, at vi også har fælles standarder inden for samhandelsområdet – arbejdskraftens fri bevægelighed, fælles roamingregler og meget, meget mere.

For mig at se er der to mulige scenarier, når vi taler om fremtidens europæiske fællesskab:

1. At vi deltager aktivt som et kerneland i den politiske integration, der er nødvendig for det europæiske fælleskab. Hvis vi i Europa vil gøre os forhåbninger om at spille en stærk regional og global rolle i fremtiden og sikre vores befolkninger en høj levestandard, må vi alle bidrage til fællesskabet for at få gavn af det.

2. At vi, som Aamund selv foreslår, holder os til den økonomiske del af samarbejdet og lader en kerne af eurolandene danne både en egentlig politisk føderation samt sikre en velfungerende markedsplads til de nationer, der som Danmark har valgt at stå uden for – altså et EU i flere hastigheder, lidt som vi har nu.

VÆLGER VI DEN anden vej, baserer vi fremtidens europæiske fællesskab på et håb om, at de europæiske kernelande vil lade os lukrere på deres økonomiske fremgang, uden at vi selv bidrager. Når vi træffer beslutninger om fremtiden, skal vi ikke håbe, men tilstræbe sikkerhed.

Derfor glæder det mig, at finansminister Claus Hjort Frederiksen allerede viser vejen ved at give dansk tilsagn om hjælp til Grækenland, for historien om Grækenland handler i høj grad om solidaritet.

Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden er opmærksomme på, at EU er et samarbejde mellem 28 lande i Europa, som er kommet for at blive. Euroen har klaret både finans- og gældskrise inden for fællesskabets opsatte rammer, men ingen fællesskaber er gratis.

Derfor er EU heller ikke bare en institution, som vi skal kritisere efter forgodt­befindende, for vi er i høj grad selv medvirkende til, at store og afgørende beslutninger ikke altid er en mulighed.

VI HAR BRUG for Europa, men Europa har i lige så høj grad brug for os. Grundideen i det europæiske fællesskab er nemlig baseret på, at vi sammen kan finde den gyldne middelvej mod fremtiden.

Hver gang vi kritiserer EU, yder vi i lige så høj grad kritik af et eller flere europæiske lande. Det gælder i høj grad, når Aamund kritiserer EUs evne til at håndtere udenrigspolitiske problemstillinger som Jugoslavien-krigene, Putins ekspansion i Østeuropa og de store flygtningestrømme, som i øjeblikket lægger pres på EUs ydre grænser.

De tre problemstillinger er tydelige eksempler på, at nationale særinteresser har stået i vejen for afgørende beslutninger på EU-niveau, og dermed at EU mangler politisk integration.

I Danmark er vi eksempelvis selv medvirkende til, at løsningen på de store flygtningestrømme endnu ikke er fundet. Udfordringen er tydelig og kan kun løses i fællesskab. Oplægget er der, vi mangler bare at give vores opbakning. Det er altså tydeligt, at vi bør vælge den vej, hvor vi sammen med resten af de europæiske lande kan yde indflydelse på udformningen af fremtidens Europa.

AAMUNDS FORSLAG OM om et EU i flere hastigheder, altså et halvt fællesskab, må siges at være en risikabel vej at vælge i en tid, hvor de store dagsord-ener kræver fælles løsninger, som ikke bare kan træffes land for land. Hans forslag vil i høj grad udmønte sig i det, som han selv så hårdt kritiserer EU for at være: En økonomisk kæmpe og en politisk dværg.

Fællesskabets forudsætning har alle dage været, at den enkelte bidrager for at styrke den samlede position. Det er det stadig.

Ønsker vi en lys fremtid for vores børn med Europa i en stærk global rolle, som sikrer os høj leve­standard, skal vi vælge at bidrage, og vi skal vælge nu – for verden venter ikke på os!