Skidt nyt fra ghettoen

I landets ghettoområder er Morten Østergaard en helt. Det Radikale Venstre ottedoblede sin opbakning her. Det burde være godt nyt for integrationen, at de muslimske ghettoer endelig omfavner det vestlige demokrati, men sandheden er jo nok en anden.

»De muslimske ghettoer stemte ud fra, hvem der bedst viderefører omdannelsen af danskernes land fra et nationalt og homogent fællesskab til en kulturelt sammensat og dermed ikkesammenhængende nation, hvor end ikke folkestyret forener os, men blot understreger vore forskelle,« skriver Morten Messerschmidt. ANDREW KELLY

»Del jer efter anskuelse,« formanede radikale Viggo Hørup. Og det gjorde de så. Endda i dag. Endda helt ind i ghettoerne, hvor forlydendet fra valgdagen er, at Hørups gamle parti for alvor mobiliserede de muslimske vælgere.

Men deler de mobiliserede og mobiliserende da også anskuelse? Demokratisynet i muslimske kredse, hvor 37 pct. mener, at Koranen skal indgå i lovgivningen, er vel ikke udbredt radikalt? Men det var måske de 63 pct., der stemte? Synet på kvinder, køn og seksualitet synes heller ikke åbenlyst sammenfaldende mellem det traditionelt muslimske og Det Radikale Venstres regnbuefarvede flower power? Og Morten Østergaards nylige tilslutning til bandepakken, der forøger straffen i ghettoområder, er vel heller ikke ligefrem groet i hans nye valgrevir?