Trossamfund anbefalede tusindvis af muslimer at stemme rødt

Aarhus-moskeen Fredens Moské anbefalede ved eid-middag kort før folketingsvalget tusindvis af muslimer at stemme rødt. Ikke et eneste borgerligt parti blev inviteret til valgmøderne i Aarhus. I københavnsk moské har man også peget enkelte kandidater ud for moskégængerne. Det er udemokratisk, lyder kritikken fra Venstre.

Fredens Moské i Aarhus er et af de trossamfund, som har anbefalet muslimer at stemme på udvalgte partier, og samtidig inviteret til vælgermøde uden deltagelse af partier fra den borgerlige fløj. Arkivfoto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix. Mathias Svold

Tusindvis af muslimer fik kort før folketingsvalget en klar besked i en aarhusiansk moské: Stem på Enhedslisten eller Radikale Venstre. I en københavnsk moské blev moskégængerne tilsvarende anbefalet konkrete folketingskandidater, der ifølge moskeen tjente muslimer bedst. Det møder nu kritik fra flere sider.

Fredens Moské i Aarhus er et af de trossamfund, som har anbefalet muslimer at stemme på udvalgte partier. Moskeen har indgået i et særligt valgudvalg med andre foreninger i Aarhus Vest. Valgudvalget har indkaldt til vælgermøder, men bevidst valgte man at udelukke Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Stram Kurs. I stedet var kun Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten repræsenteret ved vælgermøderne.