Indvandrervælgerne bliver flere og flere: De opfordres til at stemme »for mangfoldighed«

Gruppen af indvandrere og efterkommere med stemmeret er steget med en fjerdedel siden 2011, viser tal fra Danmarks Statistik. Særligt Radikale Venstre har kapret vælgere med indvandrerbaggrund. Den åbenlyse forklaring er, at man ikke stemmer på partier, der vil rive ens bolig ned, siger ekspert.

Radikale Venstre fik markant flere stemmer i de udsatte boligområder ved det netop overståede folketingsvalg. Her ses leder Morten Østergaard med et par vælgere med minoritetsbaggrund, da han stemte til folketingsvalget i Sundby Idrætspark på Amager. Asger Ladefoged

Onsdag 6. februar tog Radikale Venstres leder, Morten Østergaard, sin sovepose under armen og sov for et par dage på en sofa i Vollsmose i Odense.

Det skulle markere partiets opgør med omdømmet som »halal-hippier«, og det endte formentlig med at være medvirkende til de usædvanligt gode valgresultater, som de Radikale fik i Vollsmose, Gellerup i Aarhus og Tingbjerg i København. De tre steder voksede partiet med mellem 23 og 29,7 procentpoint og blev det største parti.