Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Kvinder har ikke frit valg

Kvinders egne valg er ikke det eneste afgørende for, hvem der får lov at spille koncerterne – eller for den sags skyld lede virksomhederne eller fylde professoraterne.

188283278.jpg
Det kan godt være, at mænd og kvinder på papiret har lige muligheder, men i praksis er det ikke tilfældet, viser megen forskning. Foto: Shutterstock Fold sammen
Læs mere

Det er manglende respekt for kvinders frie valg at ville ændre den store kønsskævhed, som findes i f.eks. kulturlivet, skriver Amalie Lyhne i Berlingske 3/12. Men det forudsætter, at kvinders egne valg er det eneste afgørende for, hvem der får lov at spille koncerterne – eller for den sags skyld lede virksomhederne eller fylde professoraterne.

Hvis Amalie Lyhne nu var kommet til KVINFOs arrangement Vækstlaget forleden, som vi afholdt i samarbejde med CBS, så ville hun have vidst, at sådan ser det langtfra ud for dem, som forsker i det.

Henriette Laursen Fold sammen
Læs mere

En af oplægsholderne havde sendt helt enslydende CVer til professorer og lektorer på CBS. På den ene halvdel stod navnet Martin og på de øvrige Maria. Syv af de 15 respondenter, der havde modtaget Martins CV, vurderede, at Martin havde professorpotentiale, mens bare én ud af de 12, der havde modtaget Marias, vurderede, at Maria havde potentiale til at blive professor.

Undersøgelsen er blot den nyeste i en lang række, der viser, at mænd og kvinder ikke vurderes ud fra samme målestok, især når det gælder indflydelsesrige eller offentligt synlige funktioner – ledere, professorer eller f.eks. hvordan en rigtig rockmusiker ser ud.

Jeg er helt enig i, at Martin og Maria helt selv må vælge, om de overhovedet ønsker at være professor, chef eller for den sags skyld musiker med potentiale til at optræde på Forbrændingen i Albertslund. Men vi har solid dokumentation for, at valget ikke er frit, bl.a. fordi Martin og Maria også er afhængige af andres valg og deres forudfattede forventninger. Det er ikke nødvendigvis den bedst egnede, der får jobbet.

Ude af sync

Amalie Lyhne er også  ude af sync med de mange virksomheder, som har indset disse problemer og arbejder seriøst med at imødegå dem for at opnå mere diversitet og mangfoldighed i deres ledelser og bestyrelser.

En undersøgelse foretaget for nylig af McKinsey for Innovationsfonden viser bl.a., at teams, der har en mangfoldig sammensætning, præsterer bedre og skaber mere innovative løsninger, og at mere diversitet i virksomhedernes ledelser skaber bedre resultater på bundlinjen.

Som samfund har vi derfor også en interesse i at gøre det til et ægte frit valg for Martin og Maria og sikre, at alle talenter frit kan folde sig ud.

På en lang række andre områder blander offentlige myndigheder sig da også i den enkeltes valg, ofte helt uproblematisk og uden vrede indlæg i Berlingske. Alle har f.eks. lige mulighed for at tage en uddannelse. Men vi ved, at det halter med social mobilitet, og vi diskuterer derfor aldrig, om det er lige muligheder eller såkaldt resultatlighed, når forskellige offentlige indsatser understøtter, at udsatte klarer sig bedre i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

Heller ikke kampagner for at få mænd til at gå tidligere til lægen eller bevillinger til at få produceret flere film i provinsen bliver udlagt som manglende respekt eller problematiseret som uønsket resultatlighed.

Kritikken af arbejdet for at skabe reelt lige muligheder gælder tilsyneladende kun, når vi taler om køn og ligestilling.