Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
En enkel ledelsesbeslutning på spillestedet Forbrændingen i Albertslund gav i sidste uge PR-værdi for millioner. På Forbrændingen har man nemlig besluttet udelukkende at hyre kvindelige musikere i hele 2019. I flere år har kønsfordelingen været skæv i mændenes favør, og derfor skal de nu helt holdes ude.
Udover at være rendyrket diskrimination, hvilket jo er kontroversielt nok i sig selv, er der den lille detalje ved sagen, at Forbrændingen hvert år modtager over en million kroner i kommunalt tilskud. Der er altså ikke blot tale om diskrimination af mænd, der er tale om offentligt sanktioneret diskrimination af mænd.
Men som det hedder sig i feministiske kredse: Hvis vi bare sidder med hænderne i skødet og venter på, at ligestillingen skal komme af sig selv, så skal vi jo vente i 100 år.
Det er sådan set fuldstændig korrekt, men så er man også nødt til at gøre sig klart, hvad man egentlig mener med ligestilling, og hvad målet er.
Forbrændingens radikale initiativ er interessant, fordi det så tydeligt symboliserer det helt centrale skisma i ligestillingsdebatten: lige muligheder versus resultatlighed.
Oprindeligt handlede kvindekampen om lige muligheder: At kvinder og mænd er lige meget værd, har samme potentiale og derfor bør have samme muligheder i livet. Køn må ikke være en begrænsning for noget som helst. I Danmark i dag har vi heldigvis opnået lige præcis dét. Kvinder og mænd har lige muligheder, og der er ikke noget, man ikke kan, blot fordi man er kvinde.
Der er absolut intet, der indikerer, at Forbrændingen hidtil har lagt hindringer i vejen for kvindelige musikere – tværtimod.
Men for nutidens feminister er lige muligheder ikke nok. De vil også have resultatlighed. Mænd og kvinder skal ikke bare have de samme rettigheder og de samme muligheder for at opnå det, de gerne vil – de skal også bruge disse muligheder til at træffe de samme valg. De skal ville det samme og gøre det samme.
Målet er noget, der nærmer sig en fifty-fifty-fordeling overalt i samfundet (eller det vil sige: overalt, hvor der er rart at være – det gør tilsyneladende ikke så meget, at mændene er overrepræsenteret i fængslerne, blandt de hjemløse og i selvmordsstatistikkerne). Mænd og kvinder skal tage lige meget barsel, arbejde lige meget, tjene lige meget, være repræsenteret fuldstændig ligeligt i politik og erhvervsliv. Kvinder og mænd skal modtage lige mange priser til kulturelle prisuddelinger, og der skal være lige mange kvindelige og mandlige kunstnere på Roskilde Festival – og på Forbrændingens scene.
Mænd og kvinder skal ikke bare have de samme rettigheder og de samme muligheder for at opnå dét, de gerne vil – de skal også bruge disse muligheder til at træffe de samme valg. De skal ville det samme og gøre det samme.Amalie Lyhne
Denne ligestillingsopfattelse er blevet så dominerende, at den ikke kun bliver udtrykt af feministiske meningsdannere – den ligger også som en uudtalt præmis under køns- og ligestillingsdebatten som sådan og endda i den ellers ideelt set objektive journalistiske dækning af ligestillingsområdet. Hver eneste artikel, der omhandler den ulige kønsfordeling på chefgangene, i bestyrelserne og i lønstatistikkerne, bygger på præmissen om, at det er forkert. Det burde ikke være sådan.
Men hvorfor egentlig ikke? Når nu forskellene er et udtryk for kvinders frie valg, er det da fuldstændig ligegyldigt. Der er andre ting i livet end penge, prestige og karriere, og undersøgelser peger faktisk på, at kvinder i forhold til mænd generelt har flere forskellige livsmål. Derfor er for eksempel valget om at gå benhårdt efter en topledelsespost eller en kunstnerisk karriere – igen: generelt – mindre attraktivt for kvinder end for mænd, fordi et sådant valg jo uvægerligt koster på andre områder af livet.
Det er jo rigtige kvinder af kød og blod, der får statistikkerne til at se ud, som de gør: Kvinder, som har truffet nogle valg, der for eksempel giver dem en mindre indkomst, end de kunne have fået.
At arbejde for resultatlighed er i bund og grund en voldsomt arrogant tilgang til andre menneskers frie valg. Det er et udtryk for, at vi kvinder igen – i 2018 – bliver opfattet som for dumme til at kunne træffe fornuftige beslutninger i vores eget liv. At de af os, der har valgt at prioritere børnene en hel del højere end karrieren, i virkeligheden ville efterstræbe noget helt andet, hvis blot vi var klogere, bedre kunne overskue konsekvenserne af vores valg og ikke var så hjernevaskede af vores opdragelse og patriarkatets forventninger til os. Altså den gode gamle falske bevidsthed.
Resultatlighedens bannerførere – som alle er karrieremennesker – ejer simpelthen ikke fantasi og frisind nok til at forestille sig, at nogle kvinder kunne ønske sig et andet liv end det, de selv lever.