Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Skal der være rimelighed til, må Præstegaard fjernes som topchef i ATP

Det er, som om ATP-bestyrelsen, der er præget af magtfulde personer fra fagbevægelsen og erhvervsorganisationerne uden nogen særlig finansiel indsigt, ikke har stillet sig et ganske bestemt spørgsmål. Nemlig spørgsmålet om, hvorvidt det at være en oplagt kandidat til stillingen som topchef i ATP er det samme som at være formelt kvalificeret til jobbet.

Martin Præstegaard ville aldrig kunne været blevet topchef i Danske Bank eller PFA. Nu skal han bestyre 750 milliarder i ATP. Det er svært at forstå. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sært. Man skulle tro, at der ville have været fest i ATP-huset i Hillerød forleden, da vores alle sammens pensionsgigant, der forvalter 947 milliarder kroner af danskernes opsparing, satte navn på den næste topchef.

En flad pressemeddelelse, nul pressemøde og ingen tilbud til pressen om at interviewe hverken den kommende ATP-chef eller ATPs bestyrelsesformand, økonomiprofessor Torben M. Andersen, var den bizarre kommunikation, som indrammede den markante nyhed. Der er nok at undre sig over.

Man kan begynde med det banale, nemlig ATPs aldeles manglende interesse for at præsentere den nye topchef for opsparerne – altså stort set alle danskere.

Der er tradition for, at ATPs topchef tager aktiv del i samfundsdebatten om pension, investering og erhvervslivets samfundsansvar. Det gjorde Lars Rohde, Carsten Stendevad og Christian Hyldahl, hvilket affødte respekt og anerkendelse.

ATPs nuværende topchef, Bo Foged, kom lidt hovedkulds ind i jobbet, da Hyldahl i 2018 på grund af diskussion om hans rolle i udbytteskandalen valgte at gå, men Foged har eksempelvis advaret mod et grønt investeringskapløb. Lad os da lære kanutten at kende.

Indtil nu har jeg behændigt undgået at nævne Marin Præstegaard navn, for hvorfor skulle man det, når ATP ikke synes, at udnævnelsen er noget særligt?

Martin Præstegaard, som er tidligere departementschef i Finansministeriet, var hele tiden et oplagt bud på ATPs næste topchef alene i kraft af, at han siden september 2019 har været viceadministrerende direktør i ATP og finansdirektør. At han er den oplagte interne kandidat er ingen god begrundelse for at skærme ham eller ATP for kritiske spørgsmål.

Det første spørgsmål er, hvorfor Martin Præstegaard ikke tiltræder stillingen som ATPs administrerende direktør med det samme, når han alligevel er i huset? Hvis Præstegaard er kvalificeret til være ATP-chef nu, er han det også om tre måneder.

Det næste er, hvorfor Bo Foged, der skal tiltræde som finansdirektør i Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) 1. juli, kan blive ved med at rende rundt ude i ATP. CIP lever af at finde investorer, som vil investere i store vindprojekter og andre energiprojekter. En af disse investorer er ATP, der har kastet 250 millioner dollar i en vækstmarkedsfond hos CIP.

Man skal ikke være professor for at se det dybt problematiske i, at CIPs kommende finansdirektør render rundt som øverste ansvarlige for ATPs investeringer i netop CIP. Det er i forvejen utilstedeligt at lade en afgående direktør på vej til et andet topjob i samme eller en beslægtet branche blive siddende i mange måneder. Bo Foged bør sendes på græs.

Og så kommer vi til det sidste kritiske spørgsmål.

Det er, som om ATP-bestyrelsen, der er besat af især magtfulde personer fra fagbevægelsen og erhvervsorganisationerne uden nogen særlig finansiel indsigt, ikke har stillet sig det spørgsmål, om det at være en oplagt kandidat til stillingen som topchef i ATP er det samme som at være formelt kvalificeret til jobbet.

Vi ved, at Martin Præstegaard på grund af særloven om ATP lige præcis kan godkendes af Finanstilsynet som egnet – »fit & proper« i finanstilsynslingo. Det centrale er imidlertid, at Martin Præstegaard aldrig nogensinde var blevet godkendt af Finanstilsynet til at være topchef i en hvilket som helst anden finanskoncern i Danmark, om vi så taler Danske Bank, Nykredit, PFA eller Arbejdernes Landsbank. Og så har vi ikke en gang skelet til, at Præstegaard har nul investeringserfaring i modsætning til de seneste tre forgængere.

Man kan derfor godt forstå, hvis der er dyb vrede og frustration i finanssektoren og erhvervslivet over udnævnelsen af Martin Præstegaard. Og det er der.

Martin Præstegaard er ikke i nærheden af at leve op til Finanstilsynets krav til private banker og pensionskasser om, at en topchef i en systemisk vigtig finansiel institution som rettesnor skal have ti års relevant erfaring.

Når Præstegaard lander i topjobbet i ATP til sommer, vil han have to år og ti måneders erfaring fra ATP. Og man kan stadig ikke tælle til ti, hvis man medregner fem år og en måned som departementschef i Finansministeriet.

Og det er ikke blot ATP, som på grund af en lav barre for topchefens kvalifikationer i særloven for ATP ignorerer de almindelige fit & proper-regler. Nationalbankdirektør Lars Rohde er nærmest i et slags åbent oprør med reglerne og gav dem en flyvende fuckfinger, da han hentede Signe Krogstrup ind som nationalbankdirektør i 2020.

Krogstrup ville være kylet på porten af Finanstilsynet, hvis nogen havde indstillet hende til bankdirektør i en hvilken som helst dansk bank, herunder i de mikroskopiske Stadil Sparekasse og Fanø Sparekasse. Signe Krogstrup havde ved sin udnævnelse nul operationel bankerfaring.

Imens sidder man ude blandt hovedaktionærerne og bestyrelserne i den danske finanssektor og ser den ene dygtige person efter den anden blive hældt ned ad brættet af Finanstilsynet.

Jacob Aarup-Andersen, i dag topchef i ISS, blev i 2018 af Finanstilsynet afvist som uegnet til at stå i spidsen for Danske Bank trods en alenlang karriere i den danske og internationale finansverden.

Det tog måneders prokrastinering i Finanstilsynet at godkende Tonny Thierry-Andersen som koncerndirektør i Nykredit, selvom han i mange år havde siddet i direktionen i Danske Bank.

Og så er der senest historien fra pensionsgiganten, hvor det forlyder, at PFA-direktør Camilla Holm var den interne kandidat til at afløse Allan Polack som topchef i PFA. Også Camilla Holm fik angiveligt det røde kort af Finanstilsynet, selvom hun i syv år havde været topchef i Totalkredit og før dette underdirektør i Nykredit Asset Management.

Fit & proper-reglerne har i årevis udløst skarp kritik, herunder også fra Robert Mærsk Uggla. Mærsk Holding, hvor Uggla er administrerende direktør, er hovedaktionær i Danske Bank.

Konklusionen er klar.

Hvis der er nogen rimelighed til, fjerner man i morgen Martin Præstegaard som kommende topchef i ATP og finder en kandidat, som kan leve op til Finanstilsynets krav til topfolk i bankerne og de store private pensionskasser.

Den næstbedste løsning er, at politikerne uden ophold reviderer loven om ATP og Nationalbanken, så der gælder samme hårde regler for alle fremover. Væk med fløjlshandskerne over for Nationalbanken og ATP. Og så må man leve med, at Præstegaard fik jobbet på en badebillet.

Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervsredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.