Ingen havde sikkert nogensinde hørt om Pavel Felgenhauer – indtil forleden dag. Vi var formentlig mange, som i et kort øjeblik håbede eller bad til, at meldingerne om fremskridt i fredsforhandlingerne mellem Ruslands og Ukraines regeringer blot var et lille løfte om, at krigen i Europa måske ville stoppe lige om lidt.
»Vi hjælper ingen, hvis vi stikker os selv blår i øjnene, og det gør vi, hvis vi tror på en snarlig afslutning af krigen i Ukraine,« sagde Pavel Feigenhauer til Berlingske. Han er en af Ruslands førende militæranalytikere.
Krig er ikke længere noget abstrakt. Krig er tragisk konkret.
Det samme gælder nødvendigheden af en militær oprustning herhjemme. Og hvis vi ikke allerede har fattet det, så er oprustning mere end en masse milliarder i det nationale kompromis om forsvars- og sikkerhedspolitikken. Oprustning i den størrelsesorden er krigsøkonomi – omend stadig i en overskuelig skala – som rækker ind i alle hjørner af samfundet, økonomien og erhvervslivet.
Vi har bare aldrig prøvet det, fordi vi var besat under Anden Verdenskrig og neutrale under Første Verdenskrig – og lod amerikanerne garantere vores sikkerhed gennem hele Den Kolde Krig.
Det handler ikke om penge
Nationalbankdirektør Lars Rohde er foreløbig den, som klarest har formuleret den udfordring, som oprustningen konkret skaber. Den handler ikke om penge.
»Hvis man gennemfører en værnepligt og tager 20.000 unge ud af arbejdsmarkedet, kan det give et lønpres, som vi så det i 2007 og 2008 med en efterfølgende nedtur til følge,« sagde Rohde til Berlingske onsdag, da han præsenterede sin nye vurdering af udsigterne for dansk økonomi i lyset af krigen i Ukraine.
Det mest akutte problem, som oprustningen af det danske militær skaber, er mangel på hænder, ikke penge. Rohde nævner tallet 20.000 værnepligtige. Den borgerlig-liberale tænketank CEPOS har beregnet, at hvis den samme andel af Forsvarets udgifter skal anvendes på løn i fremtiden som i dag, skal der skaffes 13.000 ekstra sæt hænder til Forsvaret. Der er i dag cirka 20.000 ansatte i Hæren, Flyvevåbnet og Flåden, hvoraf de 15.000 bærer våben.
Man skal hertil selvfølgelig lægge 13.000 aktive hjemmeværnsfolk til, men er de klar til at betjene Stinger-missiler, antitankmissiler, granatkastere og alle de andre våben, som nu er kastet ind i forsvaret for Ukraine?
Dyrebar tid er spildt
Desværre er der allerede spildt dyrebar tid på den helt forkerte diskussion, når det gælder oprustningen.
Det nationale kompromis har således fra forskellig side udløst kritik for uansvarlig finansiering af den militære oprustning. Blandt de mest støjende har været Børsens chefredaktør og tidligere finansminister, Bjarne Corydon, som så aftalen som et udtryk for den »narkomaniske« hang til at bruge løs af de offentlige finanser.
Bjarne Corydon burde erkende, at han har taget fejl, og at han har bidraget til at skabe splittelse, hvor der burde være samling.
Budgetloven, som Corydon selv stod bag, er i sin nuværende form for lidt fleksibel og mere restriktiv end EUs budgetregler. Både vismændene og Nationalbanken anser lempelsen af budgetloven for dybt ansvarlig: »Nationalbanken vurderer, at justeringen af underskudsgrænsen og saldomålet er forenelig med sunde og holdbare offentlige finanser og en troværdig fastkurspolitik,« slog Rohde klart fast i onsdags. Og det er ikke det hele.
Holdbarheden mindst lige så stor
Berlingskes Kasper Kildegaard kunne torsdag skrive historien i Berlingske om, at finanspolitikken på langt sigt – den finanspolitiske holdbarhed – er mindst lige så stor efter det nationale kompromis som før.
Finansministeriet har således hidtil skønnet, at underskuddet på statsfinanserne ville ligge på 0,7 procent af BNP i 2030. I det nationale kompromis står der et bredt politisk flertal bag, at det underskud kun må være højst 0,5 procent af BNP, hvilket gør finanspolitikken mere holdbar på lang sigt med cirka fire milliarder kroner.
Nogle skal nok studse over de forventede 0,7 procent af BNP i forventet underskud i 2030, som strider mod Forståelsespapiret bag Mette Frederiksens regering, hvor partierne forpligter sig til at sigte mod ligevægt på statsfinanserne i 2025 og 2030. Finansministeriet har klogeligt behandlet Forståelsespapiret som en løs aftale. Nu står der et bredt politisk flertal bag målet om et underskud på højst 0,5 procent af BNP.
Uanset om der skal købes nye våbensystemer og ammunition, er kernen i enhver hær mennesker, hvilket vi sådan set bliver mindet om i nyhederne fra Ukraine hver eneste dag.
Vi skal, som CEPOS peger på, mindst skaffe 13.000 ekstra sæt hænder, måske flere, hvis Danmark skal kunne forsvare sig selv og kunne deltage i NATOs forsvar. Der er dermed reelt tale om, at vi skal gennemføre en tredjedel af en stor velfærdsreform for at finde det nødvendige arbejdsudbud.
Tilbagetrækningsaftalen fra 2011 løftede eksempelvis beskæftigelsen med godt 60.000 personer. Problemet er naturligvis ikke bare løst ved at hæve pensionsalderen, for det er unge mennesker, Forsvaret har brug for, selvom den pensionerede udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) i Berlingske demonstrerer stor kampvilje.
Opgaven er som skabt for Nina Smith
Opgaven med at skaffe soldater er som skabt til at blive lagt i hænderne på økonomiprofessor Nina Smith og hendes kommission for 2. generationsreformer.
Præmissen for Nina Smith-kommissionens arbejde er netop, at reformerne i modsætning til fortidens store arbejdsmarkedsreformer ikke nødvendigvis skal skaffe penge, og så er det selvsagt belejligt, at det heller ikke er nødvendigt.
Et af de klare mål for Nina Smiths reformarbejde er allerede at finde veje ind til arbejdsmarkedet for de alt for mange unge, der ikke får en uddannelse eller et job. Fagbevægelsens økonomiske tænketank AE har i en analyse fra november sidste år regnet sig frem til, at 76.000 unge mellem 15 og 29 år står uden uddannelse eller job.
Forsvaret og værnepligt kan åbne vejen for en masse unge ind i både job og uddannelse. Man kunne som i USA efter Anden Verdenskrig indgå en aftale med de unge, som melder sig til Forsvaret, om at der står en uddannelse klar til dem, hvis de har taget 12 eller 24 måneders værnepligt; en »GI-bill«, der skabte et amerikansk uddannelsesmirakel efter Anden Verdenskrig, på moderne dansk. Man kan så håbe, at ingen nogensinde skal i kamp.
Nina Smith skal gøre, hvad Lord Beaverbrook gjorde for Storbritanniens krigsproduktion under Anden Verdenskrig, og hvad danske William Knudsen gjorde for den amerikanske krigsproduktion i de samme år – bare med mennesker, for vi har ingen store våbenfabrikker i Danmark.
Nina Smith er i gang, og vi har brug for hurtige svar.
