Når man bruger det måske mest berømte Kennedy-citat i debatten om den største trussel mod Danmarks sikkerhed siden Den Kolde Krigs afslutning, har det naturligvis et formål. Kennedys indsættelsestale fra 1961 anses af kendere stadig som en af de retorisk flotteste tiltrædelsestaler gennem tiderne sammen med Abrahams Lincolns nummer to fra 1865, Franklin D. Roosevelts nummer et fra 1933 eller Ronald Reagans nummer et fra 1981.
Det er yderst passende og godt set, at Danmarks tidligere finansminister Bjarne Corydon i en leder i Dagbladet Børsen minder om John F. Kennedys måske kendteste citat: »Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land.« Umiddelbart før det berømte citat taler Kennedy om at forsvare friheden, mens den er maksimalt truet. Den Kolde Krig var temmelig varm i 1961 og blev næsten skoldhed under Cuba-krisen i oktober 1962.
Corydons pointe er imidlertid ikke kun at etablere en bro til fortiden, hvor vi forstår den historiske rækkevidde af krigen i Ukraine. Nærmest tværtimod. Corydon bruger Kennedys instruktive citat til at lancere et angreb på det nationale kompromis om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.
» … den danske politiske elite lavede med weekendens nationale kompromis en omvendt Kennedy i den økonomiske politik. Spørg ikke, hvordan vi vil betale for, at vi gør det nødvendige, var deres reelle budskab,« skriver Corydon.
Ted Sorensen, Kennedys taleskriver med de danske rødder, ville næppe give topkarakter til den retoriske elegance, men synspunktet er klart nok.
Bruger narkomanisk løs
Corydon kalder lempelsen af budgetloven et »dramatisk brud på de seneste 40 års møjsommeligt opbyggede evne til at styre økonomien ansvarligt«, og han taler om, at politikerne bruger »narkomanisk løs« af penge. Påstanden om økonomisk uansvarlighed blev fredag i »P1 Orientering« ganske vist hældt ned ad brættet af overvismand Carl Johan Dalgaard.
Corydon burde i sin leder have nævnt, hvad Kennedy siger i sætningen efter sin opfordring til at spørge, hvad man kan gøre for sit land: »Mine landsmænd i hele verden, spørg ikke, hvad USA kan gøre for dig, men hvad vi sammen kan gøre for menneskets frihed.«
En omvendt Kennedy vil være at sidde med armene over kors mødt med en trussel mod ukrainernes og måske vores egen frihed.
Ingen – slet ikke Berlingske – er uenige i, at vi skal værne om den finanspolitiske ansvarlighed. Det er også på sin plads at pege på, at det er en risikabel strategi at fifle med de finanspolitiske spilleregler, når det er politisk belejligt. Svagheden ved eksempelvis EUs fælles mønt har fra starten været en total mangel på respekt for de finanspolitiske spilleregler. Man kan også med rette diskutere visdommen i, at viljen til at prioritere og reformere er svækket under statsminister Mette Frederiksen (S).
Corydon fiksede et problem
Man bør også anerkende, at Bjarne Corydons budgetlov fra 2012 faktisk fiksede et designproblem i styringen af de offentlige finanser.
I årene op til finanskrisen i 2008-2009 tillod tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), at kommunernes økonomi fik lov at skride, hvilket bidrog til, at økonomien var noget for varm, da finanskrisen ramte. Budgetloven er imidlertid blot en tilbygning til det solide hus, som dansk økonomisk politik er blevet efter 1982.
Danmarks bomstærke statsfinanser skyldes især vedholdende reformer af dansk økonomi fra 1982 indtil 2019, da Mette Frederiksen blev statsminister: krydset med fastkurspolitikken, EUs budgetregler, de mellemfristede økonomiske planer, vismændenes rolle som vagthund samt budgetloven.
Styrker den politiske midte
Corydons leder er et angreb på den sikkerhedspolitiske akse hen over midten, som står bag det nationale kompromis. Det er opsigtsvækkende, at en tidligere finansminister, som har været talsmand for at styrke den politiske midte på bekostning af fløjene, bruger det nationale kompromis til at svække den politiske samling om forsvars- og sikkerhedspolitikken.
Man er på Børsen så heller ikke helt enig med sig selv. Den første leder i Børsen om det nationale kompromis var skrevet af erhvervskommentatoren Niels Lunde med overskriften: »Det nye nationale kompromis bør give fornyet energi til den politiske midte«, hvorefter Corydon dagen efter skriver, at den »politiske elite har lavet en omvendt Kennedy«.
Anvendelsen af ordene »politisk elite« har alene den effekt at forsøge at svække legitimiteten af en bred politisk aftale hen over midten.
Børsen som Løkkes partiavis
De eneste partier, som nyder godt af Corydons angreb, er yderfløjene – og naturligvis Lars Løkke Rasmussens nye partiprojekt, hvis drømme om at skabe en ny politisk midte Corydon længe har sværmet om. Var det i denne uge, at Børsen sprang ud som Moderaternes partiavis?
Alle de partier, som 6. marts indgik det nationale kompromis – undtagen SF – har i mindst tre årtier stået for en ansvarlig økonomisk politik, og de har skabt de stærke statsfinanser, som Danmark nyder godt af nu.
Berlingske var på lederplads dybt kritisk, da der i begyndelsen af sidste år efter statsministerens uansvarlige bemærkninger om gæld – dem tog Corydon ikke afstand fra, men gik alene op i bogholderlogikken – blev diskuteret en lempelse af budgetloven. Anledningen var, at Nationalbanken meldte sig med opbakning til vismændenes forslag om at lempe budgetreglerne, fordi budgetloven efter Det Økonomiske Råds opfattelse er unødig stiv og ufleksibel.
Berlingske – eller jeg – har ikke ændret mening. Men vi lever med, at reglerne lempes i den nuværende sikkerhedspolitiske situation, Danmark står i, og vi konstaterer, at det nationale kompromis er indgået mellem – et parti undtaget – økonomisk ansvarlige partier – og ikke kun med regeringens røde støttepartier.
I debatten om finansieringen af det nationale kompromis virker Bjarne Corydon som en blanding af en forfængelig arkitekt, der ikke kan bære, at der pilles ved hans tilbygning på et hus, han ikke selv har tegnet, og en overforsigtig revisor, der ikke kan bære, at kassekreditten forhøjes en smule – eller som en kynisk magtpolitiker, der ligesom under socialdemokraternes fodnotepolitik i 1980erne er fortabt i et taktisk politisk spil frem for at se på Danmarks sikkerhedspolitiske interesser.
