Jo, Anders Fogh. Der er faktisk en del at komme efter

Anders Fogh Rasmussen har taget bladet fra munden og svarer nu kritikere af den økonomiske politik under sin tid som statsminister igen. Men den krasse kritik var faktisk berettiget, mener Berlingskes politiske analytiker.

Anders Fogh Rasmussen overhørte, at vismændene og Nationalbanken begyndte at advare om overophedning, og gjorde Danmark sårbar over for finanskrisen. Foto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det har smertet Anders Fogh Rasmussen, at økonomer og eksperter i så høj grad har angrebet hans økonomiske politik.

I Berlingske leverer han et stålsat forsvar for sine dispositioner. Kritikerne får klar besked. Der er ganske enkelt intet at komme efter, lyder beskeden fra Fogh.

Problemet er, at han ikke har ret. Der er faktisk en del at komme efter.

I Foghs sidste tid som regeringschef var dansk økonomi præget af overophedning, et rødglødende boligmarked, uholdbare lønstigninger og budgetskred, hvilket gjorde os sårbare, da finanskrisen eksploderede i 2008 og ramte Danmark som et kølleslag.

På grund af den blide medvind fra konjunkturerne gennem nullerne blev Fogh aldrig tvunget til at træffe samme vanskelige og upopulære beslutninger, som først Lars Løkke Rasmussen (V) og siden Helle Thorning-Schmidt (S) måtte gennemføre efter finanskrisen.

Fogh forlod Danmark i foråret 2009, netop som finanskrisen udfoldede sig i al sin destruktive kraft, hvilket betød, at Løkke som ny regeringschef kom på en umulig mission med akut økonomisk krisestyring som øverste punkt på dagsordenen.

Når vi ser tilbage, er der flere årsager til, at Fogh ikke har fået topkarakterer for sin økonomiske politik. Han har ganske vist ret, når han konstaterer, at S og SF aldrig ønskede at medvirke til at fremtidssikre dansk økonomi i de gode år.

Selv om Fogh omfavnede den offentlige sektor, tilførte milliarder til velfærd og lod antallet af offentligt ansatte stige, stod S og SF fast på, at der var tale om nedskæringer og kritiserede ham for at udsulte velfærden.

Set i tilbageblikket kan denne del af den økonomiske debat forekomme næsten surrealistisk. Det var i de år, at Thorning-Schmidt som ny S-formand var fortaler for at udvikle hele kataloger over rettigheder og velfærdsydelser, som borgerne skulle have garanti for at kunne få. En tankegang, som hendes mere besindige partifæller i kommunerne advarede imod.

Men Fogh havde selv det problem, at han i sin iver efter at vinde midtervælgerne bevægede sig så langt ind på den socialdemokratiske bane, at det blev svært for ham at være en kraftfuld reformator.

Indtil 1998 optrådte han i rollen som stålsat liberal, hvilket kom til fuld udblæsning i bogen »Fra socialstat til minimalstat«, som var et fnysende opgør med velfærdsstaten. Men fra valget i 1998 flyttede han systematisk Venstre ind mod midten og gjorde det klart, at han ville udvikle og ikke afvikle velfærdsstaten.

Strategien blev en enestående vælgermæssig succes. Ved valget i 2001 blev Venstre Danmarks største parti. Men succesen betød, at han måtte gå forsigtigt frem, hvis han ikke skulle skubbe de mange nye vælgere fra sig. Resultatet blev »de små skridts politik«, som handlede om, at reformer kun skulle gennemføres i det tempo, som borgerne kunne følge med i.

Når Fogh i dagens interview diskret forsøger at give Dansk Folkeparti skylden for, at hans VK-regering ikke var mere reformivrig, er det ganske enkelt ikke hele sandheden. For han var i den grad selv opmærksom på at pleje den nye massive vælgerstøtte til Venstre, og hans effektive »kontraktpolitik« kom derfor først og sidst til at handle om at give vælgerne mere velfærd.

Fogh har heller ikke ret, når han indirekte beskylder økonomer for at være imod hans skattestop udelukkende af ideologiske grunde.

Selv om økonomi ikke er en eksakt videnskab, argumenterede de fleste økonomer for, at det ville være mere virkningsfuldt, hvis politikerne gjorde mere for at lette skatten på arbejde og til gengæld beskattede mursten.

Et tredje problem var, at budgetterne i kommunerne konstant blev overskredet. Her burde Fogh have gjort mere for at sikre den budgetdisciplin, som blev gennemført af hans efterfølgere i Statsministeriet.

Endelig bevæger Fogh sig tæt på det ufrivilligt morsomme, når han fremhæver, at han gennemførte reformer i ro og orden, fordi han lod tankerne »modne«, inden han slog til.

For Løkke og Thorning må den udlægning forekomme absurd.

På grund af de massive problemer efter finanskrisen fik de aldrig tid til at lade reformer »modne«, men måtte handle i hastværk og under et voldsomt pres

Alt dette betyder ikke, at Fogh kan rubriceres som uansvarlig, som kritikere har haft tendens til. Som sagt, hvis den tidligere statsminister kan kritiseres for ikke at have holdt økonomien i strammere snor, da overophedningen truede, var uansvarligheden endnu større i S og SF.

Derudover formåede Fogh konstant at afdrage på gælden, og det lykkedes for ham at gennemføre den suverænt største og vigtigste økonomiske reform, når det handler om at bidrage til den langsigtede finanspolitiske holdbarhed.

Velfærdsaftalen fra forsommeren 2006 er således en af grundpillerne under dansk økonomi.

Det kan indvendes – og det har økonomer gjort – at reformen skulle være løbet i gang tidligere. Men det ændrer ikke ved, at reformen var mesterlig. For i intet andet europæisk land var det lykkedes at gennemføre det simple, men effektive greb, som handlede om, at når borgerne levede længere, ja så skulle de også arbejde længere.

Med reformen sørgede Fogh for, at danskernes pensionsalder kom til at stige i takt med deres øgede levetid. Reformen ventes at bidrage med et øget arbejdsudbud på 247.000 personer i år 2040 og overgår effekterne af alle øvrige reformer. Tilsammen.

Desværre reagerede V-toppen ved at sige, at nu var fremtidens udfordringer løst, og Fogh styrede væk fra det reformspor, som Velfærdskommissionen med økonomer som Nina Smith og Torben M. Andersen havde hjulpet ham ind på.

Da vismændene og Nationalbanken begyndte at advare om overophedning, overhørte han advarslerne og gjorde Danmark sårbar over for finanskrisen, der snart efter kastede den globale økonomi ud i den værste krise siden 1930erne.