Opdateret kl. 21.38 med et afsnit om sanktionspolitikken over for Rusland
Præsident Vladimir Putin har hverken givet op i sin krig med Ukraine eller i den eskalerende økonomiske krig med Vesten. Sådan kan man læse den russiske præsidents meddelelse onsdag om, at såkaldte »fjendtlige stater« skal betale for gassen i russiske rubler og ikke i eksempelvis euro eller dollar som i dag. Et skridt, som onsdag udløste ny panik i gasmarkedet, hvor prisen på naturgas kortvarigt eksploderede med 30 procent og sendte den russiske rubel op med næsten otte procent på valutamarkedet.
Man skal dog læse alt det med småt i signalet, som Vladimir Putin sender onsdag i den økonomiske krig mellem Rusland og Vesten. Signalet fra Putin er dog ikke til tage fejl af. Beslutningen om at sætte en proces i gang, hvor ikke mindst Europa skal betale i rubler for den russiske gas, er et skridt i retning af en yderligere optrapning af konflikten om den russiske gas, uden at Putin endnu direkte advarer om, at han indstille forsyningerne af gas til de europæiske forbrugere og virksomheder.
Et symbolsk angreb
I sig selv er der tale om et i første omgang overvejende symbolsk angreb på Vesten, når Putin kræver betaling i rubler for den russiske gas. Her er, hvad Putin sagde onsdag:
»Jeg har truffet beslutningen om at skifte til rubelbetaling i forhold til vores naturgasforsyning til såkaldte fjendtlige stater,« sagde Putin, som har beordret den russiske centralbank til at udvikle en mekanisme, der kan sikre rubelbetaling af gaskontrakter. Det hører med, at Putin samtidig understregede, at Rusland fortsat vil leve op til sine kontraktforpligtelser i forhold til at levere gas.
Det lyder naturligvis dramatisk. Virkeligheden er mere nuanceret.
For det første er gaskontrakterne indgået i fremmed valuta, eksempelvis euro. Rusland eller de russiske gasselskaber som Gazprom kan ikke ensidig ændre betingelserne i de langvarige kontrakter. Da der var polemik om Ørsteds lange russiske gaskontrakter, brugte Ørsted netop de uopsigelige kontrakter som forklaring på, at Ørsted var låst i forhold til at ære indgåede forpligtelser og ellers kunne risikere milliardomkostninger på at rive kontrakten midt over.
Kræver betaling i rubler
For det andet er der især tale om ren symbolik, når Putin kræver betaling i rubler. Hvis eksempelvis Ørsted skal købe russisk gas, vil virksomheden som aftalt i kontrakten i dag blot købe euro i valutamarkedet, og så aflevere dem til Gazprom, som herefter placerer alle milliarderne – i euro – i den russiske centralbank. Derved vil den russiske valutareserve stige. Reserven er i marts vokset til over 4.000 milliarder kroner eller knap to gange Danmarks bnp.
Hvis nu Rusland kræver betaling i rubler, vil der i stedet ske det, at Ørsted vil gå til den russiske centralbank og aflevere euro til gengæld for at få rubler. Så stiger den russiske valutareserve. Herefter vil Ørsted betale rublerne til Gazprom, som så vil sætte dem ind på kontoen i russiske banker – og i sidste instans i centralbanken. Finten er, at der sker akkurat det samme, hvis Ørsted betaler i rubler frem for i euro, nemlig at der til syvende og sidst sendes euro til Rusland.
Rusland kunne måske få en gevinst på hele ideen om at kræve betaling i rubel, hvis den russiske valuta var anset som en forholdsvis sikker og stabil valuta. Dollaren og til en vis grad euroen er internationale reservevalutaer, som centralbanker, virksomheder og forbrugere gerne har liggende, fordi de anses for relativt sikre og værdifaste.
Den rolle spiller rublen ikke, slet ikke. Men naturligvis får den russiske regering og centralbank et ekstra kort at spille med i den økonomiske krig med Europa, når de vil tvinge lande og virksomheder til at handle i deres valuta.
Det er i sidste instans den russiske centralbank, som beslutter, om den vil tage imod euro eller dollar. Man taler i valutasprog om, hvorvidt den russiske rubel ønsker at være fuldt konvertibel – hvilket vil sige, at den russiske centralbank til enhver tid står klar til at veksle sig egen valuta til eksempelvis dollar, euro, pund eller euro.
Den russiske rubel vil kun stige i kurs, så længe at eksempelvis Ørsted køber rubler og sælger euro for at have valuta klar til at betale Rusland, og om de vælger at gøre det efter signalet fra Putin. Hvis man køber rubel og sælger dem med det samme igen, rykker det ikke noget som helst for rublen. Og man kan tvivle på, om Ørsted har tænkt sig at købe rubler for at have dem klar til at betale for russisk gas.
Putins signal om at kræve rubler som betaling for gassen, er også et forsøg på at omgå sanktionerne, som forhindrer den russiske centralbank i at få fingre i sin udenlandske valutareserver, der er placeret i USA og euroområdet. Ved at bede om betaling i rubel, vil de tvinge Vesten til at handle euro og dollar direkte med den russiske centralbank i strid med sanktionspolitikken.
Udstiller hykleriet i Vesten
Symbolsk er signalet fra Putin imidlertid interessant, markant og lidt ironisk. Det vil naturligvis på en vis måde udstille hykleriet i Vesten, at man midt under en krig i Ukraine og en syndflod af økonomiske sanktioner mod Rusland, skal tvinges til at købe russiske rubler for at betale for russisk gas.
Dette vil næppe gå ubemærket forbi i en europæisk offentlighed, hvor der er voldsom kritik af enhver virksomhed, som opretholder forretningsaktiviteter i Rusland og et folkelig ønske om at stoppe importen af russisk gas.
Ukrainekrigen og den voksende økonomiske krig mellem Rusland og Vesten har fra begyndelsen kredset omkring Vestens strukturelle afhængighed af russisk gas. Der høres fra mange sider krav om, at Europa uden skelen til energiforsyningen og forsyningssikkerheden ophører med at købe gas i Rusland, uanset de økonomiske omkostninger.
Man kan kun forstå Putins signal onsdag som et forsøg på at udstille Vestens afhængighed af russisk gas og et forsøg på at ydmyge den lange række af stater, som bakker op om Ukraines forsøg på at forsvare sig mod den russiske aggression.
Hvis Rusland om en uge eller om 14 dage meddeler, at der er lukket for den russiske gas, medmindre der betales i rubler, har Rusland selv brudt indgående kontrakter. Og så er tidspunktet for en gensidig gasembargo mellem Rusland og Vesten formentlig samtidig rykket tættere på at være en realitet.
Vi ved ikke i dag, om det går så galt, men vi erkende, at en gasembargo fra enten Vesten eller Rusland rykkede lidt tættere på onsdag.
Putins analyse kan være, at det vil gøre mere ondt på Europa at undvære den russisk gas, end det vil ramme Rusland. Læser han vestlige og tyske medier, får han helt eller delvis opbakning til den analyse.
For kun en uge siden sagde den tyske energi- og økonomiminister, Robert Habeck, ifølge The Guardian, at en boykot af russisk gas vil udløse »massearbejdsløshed« og »fattigdom« i Tyskland. I dette lys er det fristende for en russisk præsident at løbe risikoen ved at ydmyge Vesten og udstille Vestens svaghed, mens der er problemer ved fronten i Ukraine.
