Københavnere vil have fixerum

På tværs af partiskel er københavnerne enige om, at hovedstaden har brug for et fixerum i arbejdet med byens stofmisbrugere.

En narkoman er ved at forberede et fix heroin i nærheden af sundhedsrummet på Vesterbro, hvor københavnerne er enige om at placere et fixerum. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mikkel Møller Jørgensen
Byens stofmisbrugere skal have et fixerum. Det mener langt de fleste københavnere.

En Gallup-måling foretaget for Berlingske Tidende viser, at 77 pct. af københavnerne støtter, at der skal etableres et fixerum ud over det sundhedsrum for stofmisbrugere, der blev åbnet i november sidste år.

»Københavnernes opbakning til et fixerum glæder mig. Det er en af de løsninger, vi er nødt til at indføre for at skabe bedre forhold for narkomanerne og beboerne i området,« siger socialborgmesteren i København, Mikkel Warming (EL).

Misbrugsmiljøet på Vesterbro har i mange år været en udfordring for København. Organisationen DUGNAD, der arbejder for bedre forhold for stofmisbrugerne på Vesterbro, samlede for år tilbage brugte kanyler fra gaderne på Vesterbro i en uge. Det blev til omkring 12.000, og i foråret viste en undersøgelse fra Rambøll Management, at 51 pct. af børnefamilierne i bydelen er utrygge ved at lade deres børn færdes i kvarteret af frygt for de mange kanyler, der ligger og flyder.

På Københavns Rådhus er der bred enighed om, at et fixerum vil være med til at løse problemerne med misbrugsmiljøet på Vesterbro.

»Min personlige holdning er, at vi skal indføre fixerum. Men det er fra Folketinget, der skal gives lov til det, og mit parti er imod fixerum,« siger sundhedsborgmester Mogens Lønborg (K) og henviser til erfaringerne fra udlandet, hvor fixerum redder liv.

DF erkender behov
Flertallet for et fixerum har i flere år været til stede på Københavns Rådhus, og en plan for at føre det ud i livet ligger klar. Og på Christiansborg ønsker oppositionspartierne at give København lov til at afprøve det redskab, som talrige andre lande i årevis har benyttet sig af. Regeringspartierne står imidlertid stejlt på, at etableringen af fixerum vil være et skridt i den forkerte retning.

»Erfaringerne fra udlandet overbeviser os ikke om, at fixerum er en god idé. Vi er bekymrede for, at det vil give lettere spil for folk i miljøet og trække flere ud i et misbrug,« siger Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen.

Dansk Folkeparti har hidtil støttet regeringens afvisning af fixerum, men erkender, at der er behov for en massiv indsats på området, og partiet er ikke afvisende over for en diskussion om tiltaget.

Uafklarede spørgsmål
»Der er en masse uafklarede spørgsmål i forbindelse med fixerum. Hvordan skal politiet forholde sig til, at folk går til og fra med stoffer på sig, og skal der være yderligere tilbud tilknyttet? Jeg kunne godt ønske mig en dialog, hvor vi både diskuterer forslag som fixerum og tvangsbehandling af narkomaner, som vi tidligere har foreslået,« siger partiets socialordfører, Martin Henriksen.

Og en debat på området bliver der lejlighed til i efteråret.

»Vi rejser diskussionen om fixerum igen og fremsætter beslutningsforslag her i efteråret,« siger Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen, som tilføjer, at fixerummene er en hjertesag for hende.

På Vesterbro håber man på et fixerum:

»Vesterbro har haft de samme problemer de seneste 35 år, og det er på høje tid, at man forsøger sig med noget nyt,« siger lederen af DUGNAD, Michael Lodberg Olsen.