København opgiver multiarena

En storstilet plan om en multiarena med plads til 15.000 tilskuere i Ørestad er faldet til jorden. Underholdningsgiganten AEG har ikke pengene.

Sådan skulle den nye multiarena i Ørestad Syd til at se ud, når den efter planen skulle stå færdig i 2013. Fold sammen
Læs mere
Foto: AEG Europe

Københavnerne kan glemme alt om at tage til koncert eller se internationale sportsbegivenheder i en ny multiarena i Ørestad.

Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger opgiver Københavns Kommune nu forhåbningerne om, at underholdningsgiganten AEG kan gennemføre det storstilede arenaprojekt. For et år siden vandt AEG retten til at bygge multiarenaen i Ørestad og fik dermed adgang til et rente- og afdragsfrit lån på 200 mio. kr. fra Københavns Kommune, hvis selskabet selv fandt resten af pengene - op til en mia. kr. Men nu har AEG reelt smidt håndklædet i ringen.

»Fristen for udbuddet udløber den 1. marts, så i sagens natur kan vi ikke begynde at kommentere på enkeltheder, før vi ved, hvor vi står. Men det er da rigtigt, at der ikke er meget, der tyder på, at AEG kommer med noget, idet det endnu ikke er sket,« siger overborgmester Frank Jensen (S).

Multiarenaen i Ørestad er det tredje og sidste projekt i hovedstaden, der er kuldsejlet de seneste år. En multiarena på Vestegnen er allerede droppet, mens en multihal ved Parken på Østerbro næppe ser dagens lys. Københavns Kommune står dermed tomhændet tilbage, og drømmen om store idrætsbegivenheder og koncerter i verdensklasse er udskudt på ubestemt tid.

»Det er tragisk, at København er den eneste hovedstad i Europa, hvor det ikke lykkes at etablere noget så basalt som en multiarena. En arena ville kunne komme både de offentlige kasser til gode og gavne turismen, som i øjeblikket bløder helt utroligt,« siger Lars Bernhard Jørgensen, adm. dir. i Wonderful Copenhagen.

Kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V) skyder skylden på finanskrisen, men hun håber, at et nyt arenaprojekt kan gennemføres på langt sigt: »Vi er klar til at gå andre veje, hvis det bliver nødvendigt,« siger hun.