Udlændinge strømmer til Danmark for at arbejde

Østarbejderne har for alvor fået smag for det danske arbejdsmarked - alene i årets første seks måneder er 17.000 udlændinge kommet til Danmark for at arbejde.

Udlændinge - især polakker og borgere fra de andre nye EU-lande - valfarter til Danmark som aldrig før for at udfylde hullerne på det danske arbejdsmarked.

Alene i årets første seks måneder er der indgivet cirka 17.000 ansøgninger om at komme hertil for at arbejde - og kun ganske få procent får afslag. Det oplyser direktør Inge Bruhn Thomsen fra Center for Job og Visit under Udlændingeservice. Mandag viste tal fra Danmarks Statistik et markant fald i antallet af arbejdstilladelser i andet kvartal. Men det er ifølge Inge Bruhn Thomsen ikke det afgørende. Det er derimod antallet af ansøgninger.

- Og et stigende antal udlændinge strømmer til Danmark for at arbejde, specielt i antallet af østarbejdere. Og samlet set er der kommet langt flere udlændinge hertil på de første seks måneder af året, end vi så i hele 2006, siger Inge Bruhn Thomsen.

Sidste år kom cirka 10.000 østarbejdere til landet.

/ritzau/