Svensk valg: Yderste venstre og yderste højre har medvind – de store, gamle partier lider

De svenske partiledere har stridt sig gennem den sidste TV-debat i en lang række. Valgkampen er ovre. Berlingske tager pulsen på de otte partier med en realistisk chance for at komme over Riksdagens spærregrænse på fire procent.

Foto: Bax Lindhardt. Jimmie Åkesson vil revoulutionere svensk politik. Meningsmålingerne er gået i stå for Sverigedemokraterna, men ingen tør spå, om det vil være gældende for valgresultatet søndag aften.
Læs mere
Fold sammen

Vänsterpartiet

Foto: 11720 Erik Simander/TT. Den yderste venstrefløj i Sverige ser ud til at få et af de bedste resultater i partiets historie, og partileder Jonas Sjöstedt får ros for en klar linje i valgkampen. Fold sammen
Læs mere

Partileder: Jonas Sjöstedt

Har haft en rigtigt god valgkamp. Det tidligere kommunistparti, der er Sveriges svar på Enhedslisten, står til lige knap en fordobling til omkring 10 procent af stemmerne. Det vil være et af partiets bedste valgresultater nogensinde. Partileder Sjöstedt har klogt udnyttet, at han kunne tage klokkeklar afstand fra både den borgerlige alliance og Sverigedemokraterna, og han udstrålet ro og erfaring i en til tider skinger valgkamp. Partiet har som støtteparti for den nuværende regering ikke fået snavset hænderne til af regeringsansvar.

Valgformen: Kan blive valgets helt store vinder på venstrefløjen. For at det også giver mere indflydelse, er partiet afhængig af at få en ny socialdemokratisk ledet regering.

 

Miljöpartiet

Foto: 11610 Stina Stjernkvist/TT. Miljöpartiet har ikke haft en god valgkamp. Et lavpunkt var, da historien kom ud, om at partileder Isabella Lövin som udviklingsminister altid flyver på første klasse til FN-møder i New York. Fold sammen
Læs mere

To partiledere: Isabella Lövin og Gustav Fridolin

Valgkampen blev en stor skuffelse. Partiets ledelse vidste, at det ville blive svært. De seneste fire år har de grønne for første gang haft regeringsansvar, og kompromisløsninger om klima og miljø har kostet på troværdigheden hos kernevælgerne. De to partiledere har ikke formået at slå igennem i TV-debatter, selv om de i modsætning til de øvrige partiledere har kunnet deles om arbejdet. Det har heller ikke hjulpet, at svenske medier har beskrevet, hvordan Lövin som udviklingsminister er fløjet til FN-møder i New York og andre steder på første klasse ved at udnytte statens rejseanvisninger til sidste CO2-dråbe. Samtidig har partiet været arkitekten bag en flyskat.

Valgformen: Skal være glade for, at valgkampen er slut. Nedturen er ved at ramme spærregrænsen.

 

Socialdemokraterna

Foto: 10040 Anders Wiklund/TT. Stefan Löfven risikerer at stå i spidsen for det værste valgresultat nogensinde for Socialdemokraterna. Men han vil gå efter at blive statsminister uanset resultatet. Fold sammen
Læs mere

Partileder og statsminister: Stefan Löfven

Styrer direkte mod det dårligste valgresultat nogensinde med omkring 25 procent af stemmerne. Partiet har i næsten 100 år tegnet Sverige og med kortere afbrydelser haft et magtmonopol. Den selvforståelse kan man mærke hos statsminister Löfven. Han har erklæret sig villig til at bryde den svenske blokpolitik op – og stiller sig selv rådighed for at lede en ny regeringsformation. Löfven har haft det svært. Den gamle svejser og fagforeningsmand har lydt træg og omstændelig, når han var oppe imod toptunede, politiske modstandere med rappe replikker. Til gengæld udstråler han en ægthed, som man i Danmark kunne sammenligne med tidligere statsminister Anker Jørgensen.

Valgformen: I det mindste er forårets frie fald tilsyneladende stoppet. Men de unge er stået af. Partiet fænger kun hos de ældre svenskere.

 

Centerpartiet

Foto: 11610 Stina Stjernkvist/TT. Centerpartiets Annie Lööf har tiltrukket borgerlige unge kvinder til sit parti. Men det kan blive svært at udnytte den forventede valgsuccese i en blå blok. Fold sammen
Læs mere

Partileder: Annie Lööf

Kan blive et af det svenske valgs store paradokser. Godt kan blive til skidt for partiet, der i dansk oversættelse ville være Det Radikale Venstre. I Sverige er Centerpartiet med i blå blok, og det kan gøre det svært at udnytte det forventede bedste valgresultat i et kvart århundrede. Partiet henter tilsyneladende utilfredse vælgere fra Moderaterna. Det har i de politiske debatter tydeligvis gjort det svært at manøvrere for Lööf i en borgerlig alliance. Rammerne i blandt andet spørgsmål om integration passer ikke rigtigt Centerpartiet, der har virket som en magnet for unge borgerlige kvinder. Det kan blive endnu vanskeligere i en eventuel blå regering. Og forholdet til Sverigedemokraterna kunne ikke være værre.

Valgformen: Det går tilsyneladende fint, men hvad med efter valget?

 

Liberalerna

Foto: 11610 Stina Stjernkvist/TT. Liberalernas partileder Jan Björklund vil gerne tale om EU, frit marked og liberale ideer. Det har det svenske bare næsten ikke handlet om.  Fold sammen
Læs mere

Partileder: Jan Björklund

EU, det frie marked, liberale værdier. Partilederen med skægstubbene og den afslappede blå skjorte uden slips vil så gerne tale om alt det, som den svenske valgkamp ikke rigtigt har drejet sig om. Forslag om meget tættere svensk tilknytning til EU har ikke været nogen katastrofe, og men det har bestemt heller ikke været noget slagnummer for at få nye vælgere. Partiet står til at få nogenlunde samme resultat som sidst. Den liberale fanebærer forsøgte endnu en gang i den sidste TV-debat at lave en kant til Vänsterpartiets socialisme, men løbet synes kørt ved dette valg. Til gengæld har Sverigedemokraterna så småt skudt en Svexit-debat i gang, så det kunne give de EU-begejstrede liberale væsentligt mere opmærksomhed ved valget i 2022.

Valgformen: Tjah, bum, bum. Må håbe på ministerposter og opmærksomhed i en borgerlig regering.

 

Moderaterna

Foto: JONATHAN NACKSTRAND. Det virker som om, at de fleste svenskere kan lide Moderaternas partileder, Ulf Kristersson. De vil bare ikke stemme på hans parti. Fold sammen
Læs mere

Partileder: Ulf Kristersson

Den svenske borgerlige oppositionsleder står til at tabe sig vej til regeringsmagten. Procentvis kan nedturen blive endnu større end Socialdemokraternas. Men Kristersson er fortsat den borgerlige alliances statsministerkandidat. Vejen kan være banet, fordi Sverigedemokraterna uden for alliancen ikke rigtigt har nogen andre at støtte. Men et direkte ydmygende, dårligt valgresultat vil ikke være noget godt fundament for Kristersson. Moderaterna har slået på lov og orden samt strammere krav til indvandrere. Problemet for partiet er, at det taber vælgere til både højre og venstre og derfor tøver i de politiske formuleringer.

Valgformen: Kristersson virker energisk og topper partiledernes troværdighedsbarometer, men budskabet flagrer.

 

Kristdemokraterna

Foto: INTS KALNINS. Kristdemokraternas partileder Ebba Busch Thor talte om sundhed, familier og mere fokus på atomkraft. Og det ser ud til, at vælgerne har villet lytte. Fold sammen
Læs mere

Partileder: Ebba Busch Thor

Er den svenske valgkamps store og overraskende, funklende stjerne. Mange dømte Kristdemokraterna ude og under Riksdagens spærregrænse, da valgkampen gik i gang i foråret. Siden har partileder Thor boltret sig med stadigt større selvbevidsthed, mens meningsmålingerne krøb opad. I de sidste TV-debatter har hun holdt fast i diskussionen om sundhed, ældre og familieværdier – tilsat et krav om at udbygge svenske atomkraftværker. Et riksdagsmedlems afgang efter rod i statsbetalte rejsebilag og en betroet partifunktionærs afhopning til Sverigedemokraterna ser ikke ud til at gøre skade. Når Thor redder Kristdemokraterna fra spærregrænsen, holder det liv i den borgerlige regeringsdrøm.

Valgformen: Strålende. Men partilederen har langet ud efter sine fæller i blå blok. Det kan koste i samarbejdet.

Sverigedemokraterna

Partileder: Jimmie Åkesson

Har som ventet været valgkampens altoverskyggende hovedperson. Åkesson og Sverigedemokraterna har allerede sat brand i svensk politik. På en del punkter ligner partiets historie den om Dansk Folkeparti, og Kristian Thulesen Dahls indrykning af en støtteannonce i avisen Expressen i weekenden cementerer broderskabet med Åkesson. Et problem kan blive, at de øvrige partier allerede er begyndt at kopiere Sverigedemokraternas politik, inden partiet har fået politisk indflydelse. De seneste uger har man måske kunnet ane en begyndende metaltræthed, og partiets politiske argumenter har de svenske vælgere efterhånden hørt mange gange. Men det er mest, fordi partiet i foråret virkede ustoppeligt.

Valgformen: Rigtig god. Er der mørketal i meningsmålingerne, kan et jordskred blive til et jordskælv i svensk politik.