Stor frustration bag uro i Tunesien

Høj ungdomsarbejdsløshed og mangel på rettigheder ligger bag uro i Tunesien.

Hvorfor er der sociale uroligheder i Tunesien:

Urolighederne startede i byen Sidi-Bouzid ca. 200 kilometer sydvest for hovedstaden Tunis i sidste måned.

En ung mand ved navn Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv i protest mod, at politiet forbød ham at sælge grøntsager uden licens. Han døde senere af sine kvæstelser.

Indbyggere i byen demonstrerede og urolighederne bredte sig til andre byer.

At det er gået så galt, skyldes ikke mindst den høje arbejdsløshed blandt unge. Mange har taget høje uddannelser, men har ikke kunnet finde arbejde. Problemet er særlig stort i den centrale del af landet.

Et andet problem er vreden over, at Tunesiens regering ikke har investeret lige meget i alle områder af landet. Regeringen siger, at millioner af dollar er blevet investeret i de mere tilbagestående områder, men indbyggerne siger, at det ikke er nok.

Regeringens manøvremuligheder er begrænsede. Tunesien har ikke som nabolandene Algeriet og Libyen indtægter fra energieksport.

Tunesien har også problemer med menneskerettighederne. Regeringen siger, at den er forpligtet over for demokrati og menneskerettigheder, men ifølge det amerikanske udenrigsministerium er Tunesiens regering intolerant over for kritik. Samtidig er der betydelige begrænsninger i indbyggernes mulighed for at vælge en anden regering./ritzau/Reuters