Støj, skrald og fyldte busser gør party-turister upopulære i Berlin

Millioner af turister er en god forretning for Berlin, men de lokale indbyggere protesterer mod støj, skrald og stopfyldt offentlig transport. Nu vil turistorganisationer og politikere lokke tilrejsende ud i byens mindre populære randkvarterer

Turister på kanalrundfart i Berlin. Med et nyt koncept vil Berlins bystyre afhjælpe generne i forbindelse med voksende masseturisme til den tyske hovedstad. Fold sammen
Læs mere
Foto: FABRIZIO BENSCH

Festglade og kulturinteresserede turister skæpper i kassen, men de fører også til utilfredshed i Berlin, hvor masseturismen for alvor er slået igennem.

Siden murens fald er den tyske hovedstad blevet et stadig mere yndet turistmål for alverdens turister. Hvert år rejser godt 13 mio. mennesker til Berlin, der årligt omsætter for næsten 12 mia. euro på turisme. En markant stigning i forhold til 2006, hvor 7 mio. besøgte Berlin. I dag er 235.000 fuldtidsjobs direkte afhængig af turismen i den tyske hovedstad, lyder det ifølge Berliner Zeitung i en vurdering fra rådhusets økonomiforvaltning.

Men selvom pengene er rare, får generne i forbindelse med masseturismen et stigende antal berlinere til at vende mundvigene nedad. I særligt belastede områder klager beboere over støj, skrald og propfyldte busser og tog.

Burkhard Kieker fra turistorganisationen visitBerlin til rbb24

»De lokale kvarterer er ikke tvunget til at give udskænkningstilladelse til den ene bar efter den anden for derefter at undre sig over, at der opstår en festzone. Det har ingen brug for. «


En meningsmåling fra 2014 viser, at hver tredje indbygger i forlystelseskvarterer som Kreuzberg og Friedrichshain føler sig generet af masseturismen.

Derfor fremlagde ledende politikere i samarbejde med turistorganisationen visitBerlin i februar et nyt koncept for »byvenlig turisme« i Berlin. Fremover vil Berlin forsøge at lokke de mange turister væk fra de mest populære turistattraktioner som Brandenburger Tor og tv-tårnet på Alexanderplatz. I stedet skal turisterne spredes ud over hele byen.

Endelig vil turistorganisationen slå et slag for en kultur- og ’kvalitetsturisme’, der er mindre belastende for lokalmiljøet end den såkaldte partyturisme, der foretrækkes af et yngre segment af turister.

Netop festende turister, der kommer til Berlin for at tage del i byens berømmede natteliv, opleves som en stor belastning af mange lokale indbyggere. Set med turistorganisationen visitBerlins øjne har lokalpolitikere et væsentligt ansvar for at dæmpe generne i forbindelse med masseturisme.

»De lokale kvarterer er ikke tvunget til at give udskænkningstilladelse til den ene bar efter den anden for derefter at undre sig over, at der opstår en festzone. Det har ingen brug for,« siger Burkhard Kieker fra visitBerlin til rbb24.

Troels Heeger er Berlingskes korrespondent i Tyskland