Skrækkelige Olfert

Oskar Lafontaine er manden, mange tyskere elsker at hade. Selv hans modstandere medgiver, at han er intelligent og har folketække. Men tonen er skinger, og han er løbet af pladsen. Derfor er han nummer sjok i menings

BERLIN: Oskar Lafontaine er en lille mand, men selv betragter han sig som lidt af en kæmpe. Man kan kalde ham tysk politiks Skrækkelige Olfert. Det har gjort ham elsket og hadet. Mest det sidste.

Det er ikke kun Lafontaine selv, der mener, at han er halvvejs genial. Endog hans modstandere, af hvilke der er mange, medgiver, at han er intelligent og har folketække. Også hans tilhængere beklager imidlertid, at han ofte kæmper for de forkerte sager og navnlig bruger tvivlsomme midler til at fremme dem.

Willy Brandt
Den 64-årige bagersøn har været medlem af det socialdemokratiske SPD det meste af sit liv. Som borgmester i Saarbrücken og senere ministerpræsident for Saarlandet, en af de tyske delstater, steg han til tops i partiet og blev betragtet som en af arvtagerne til Willy Brandt, den navnkundige tidligere kansler og SPD-formand. Brandt foreslog ham som sin efterfølger i partiet allerede 1987, men Lafontaine betakkede sig. Sådan har det, med korte afbrydelser, været siden: Hver gang en landspolitisk toppost var inden for rækkevidde, veg han tilbage. Eller sagde ja og flygtede kort efter.

Det har ikke afholdt ham fra at føre sig frem som national frelserfigur. Han anbragte sig på SPDs venstrefløj og gik sammen med den senere kansler Gerhard Schröder imod NATOs såkaldte dobbeltbeslutning fra 1979. Dobbeltbeslutningen indebar, at Vesten på samme tid rustede op og forhandlede med Sovjetunionen om at ruste ned. Venstrefløjen og fredsbevægelsen var imod, men opskriften gav resultat. Den var medvirkende til Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud ti år efter. Siden protesterede han mod køreplanen for Tysklands genforening. Heller ikke her sejrede Lafontaine.

Tåbeligheden
Undertiden er der detaljer i hans argumentation, som viser sig at være rigtige; f.eks. de økonomiske omkostninger ved DDRs nedlæggelse, der var langt større, end daværende kansler Helmut Kohl havde forudset. Men de er altid fremført med en så skinger stemme og uovertruffen arrogance, at de færreste kunne tage ham alvorligt. Napoleon fra Saarlandet er han blevet kaldt.

Ikke desto mindre var han SPDs kanslerkandidat ved forbundsdagsvalget 1990. Han tabte stort. Det hang ikke blot sammen med, at han et halvt år forinden var blevet livsfarligt såret ved et attentat, begået af en sindsforvirret kvinde, og sat midlertidigt ud af spillet. Befolkningen, selv mange socialdemokrater, havde ikke fidus til ham. Han var SPDs formand fra 1995 til 1999, mere på grund af sine talegaver end politiske visioner. »Hvilken historisk tåbelighed,« sagde han f.eks. i december 1989 til et forslag om, at et genforenet Tyskland skulle være medlem af NATO. Et år efter var forslaget gennemført, og i dag kan man ikke forestille sig, at det skulle være anderledes.

Honecker
Det største mysterium udløste han i 1999. Få måneder forinden var han blevet finansminister i Schröders regering, men efter 186 dage smed han alt, hvad han havde. Han trådte tilbage som finansminister, som formand for SPD og som medlem af Forbundsdagen. Han begrundede det med dårligt samarbejdsklima i regeringen. Schröder har senere sagt, at den abrupte afgang kan have været en eftervirkning af attentatet.

2005 forlod han SPD og blev medlem af en venstrefløjsbevægelse, der til dels er bygget på resterne af det østtyske kommunistparti. Dets gamle formand Erich Honecker, der stammede fra Saarlandet, plejede han i sin tid venskabelige forbindelser med. I dag er han en af lederne af bevægelsen, der nu kalder sig Die Linke. Han er igen i Forbundsdagen og laver ballade, hvor han kan komme til det. Han kæmper imod globaliseringen, imod indvandringen, imod kvinder på arbejdsmarkedet og imod stort set alle andre moderniteter. Personligt foretrækker han en luksuøs livsstil. Han elsker årgangsvine og det franske køkken. Han bor i en kolossal villa uden for Saarbrücken, der ser ud som en russisk oliebarons palads. Han er nummer sjok i alle meningsmålinger om politikeres popularitet. Han er langtfra færdig, skønt selv venstrefløjen er begyndt at føle et vist ubehag. Han lader sig ikke styre, han er helt sin egen, og på den måde ligner han virkelig Napoleon. Men denne tilhørte en anden tid. Det har Oskar Lafontaine ikke opdaget. Befolkningen ved det åbenbart. Og så er den ikke længere.