LONDON: Forbrydelsen var så voldsom og uforståelig, at briterne spurgte sig selv, om Satan selv havde taget bo i kroppene på to tiårige drenge fra Liverpool.

Året var 1993, og de to kammerater, Jon Venables og Robert Thompson, summede hvileløst rundt i deres lokale shoppingcenter. Her så de den toårige James Bulger, som var ude at handle med sin mor. Men på en eller anden måde fik de lokket den lille purk med sig. På overvågningskameraer kunne man senere se, hvordan James Bulger på sine små ben traskede af sted ved siden af sine senere banemænd. Uvidende om det mareridt, som snart skulle udspille sig.

På vejen til helvede gik de - skulle det senere vise sig - forbi 38 vidner, som ulykkeligvis ikke stoppede de to tiårige drenge, der gik alene af sted med den lille dreng.

Da mørket faldt på bragte Jon Venables og Robert Thompson deres offer til et jernbanelegeme. Her slog og sparkede de ham ihjel og overhældte ham med mursten og en jernbjælke, inden de efterlod hans næsten nøgne krop midt på jernbaneskinnerne. James Bulgers livløse krop blev efterfølgende tromlet over af et tog.

Drabets brutalitet sendte chokbølger gennem Storbritannien, og debatten blev blot voldsommere, da det viste sig, at drabsmændene var blot ti år gamle. Sagen blev hurtigt politisk. Den dengang nye stjerne i Labour, Tony Blair, talte om, at briterne var på vej ud i et »moralsk kaos« med de konservative ved rorpinden. Mens Tony Blair lovede, at Storbritannien med ham i spidsen ville være »tough on crime«, så svarede den konservative premierminister Michael Howard igen med, at »det hjælper at komme i fængsel«.

I DAG 17 ÅR senere spørger briterne, om det har hjulpet noget som helst, og om Storbritannien blot har stået i stampe. For den ellers livstidsdømte Jon Venables, som efter offentlig undren blev løsladt med en ny identitet i 2001 efter at have udstået blot otte år af sin straf, blev i al hemmelighed buret inde igen i sidste uge.

Efter det er sluppet ud, er en ophedet debat om moral, kriminalitet og ikke mindst krænkede retsfølelser blusset op igen. Ikke mindst fordi såvel anklagemyndigheden som justitsminister Jack Straw blankt afviser at oplyse offentligheden om, hvad Storbritanniens måske mest foragtede kriminelle nu har gjort.

Titusindvis af borgere har i underskriftindsamlinger protesteret imod hemmeligholdelsen af Jon Venables nye gerninger. Og James Bulgers mor, Denise Fergus, har på åbent TV krævet en forklaring og fortalt om, hvordan hun altid har været imod løsladelsen af drabsmændene til sin søn, og at »smerten af at have mistet ham aldrig vil gå væk«. Men justitsministeren står fast. Selv ikke flere pressehistorier om, at Jon Venables nu er under anklage for angiveligt at ligge inde med billeder af børnebiografi, har fået Jack Straw til at give efter. Det eneste han vil sige er, at der er tale om »ekstremt seriøse anklager«. Ministeren har blandt andet begrundet sin lukkethed med hensyn til efterforskningen, og at Jon Venables under sin nye identitet skal kunne få en »fair retssag«.

Men det er netop det store hensyn til Jon Venables, der ophidser folk. De spørger, om det er blevet sådan, at forbrydere skal nyde større retssikkerhed end ofre. Eller som det hed sig i en overskrift denne uge: »Hvad med vores menneskerettigheder?«

MEN ER JON VENABLES Satan selv, eller er han i virkeligheden et offer?

Både Jon Venables og hans kammerat Robert Thompson kom fra stærkt belastede og brudte familier.

Robert Thompson var en ud af seks søskende, som konstant var oppe at slås. Deres mor var alkoholiker og psykisk syg.

Jon Venables blev, ironisk nok, set som den mest normale i hans familie, hvor hans to søskende var blevet klassificeret som dem med de største indlæringsproblemer i skolen. Men Jon Venables kontaktbog var til gengæld nærmest farvelagt med meddelelser til hjemmet om, hvordan han havde været oppe at slås i skolen og konstant udfordrede lærerne.

Efter at Jon Venables og Robert Thompson var idømt livslang forvaring for deres ugerning - børn ned til ti år kan straffes i Storbritannien - kom deres afsoning i lukkede børneinstitutioner dog på mange måder til at minde om et ferieophold i forhold til opvæksten i deres familier. Ferie var det naturligvis ikke, men derimod et forsøg på at få rehabiliteret de to forstyrrede drenge ved at give dem omsorg og en så normal børneverden som mulig.

Selv kunne de dog næsten ikke fatte den for dem luksuriøse verden, de var havnet i efter deres drab. Som var de blevet belønnet for at have begået den mest forfærdelige forbrydelse af alle.

ROBERT THOMPSON BLEV placeret på den lukkede børneinstitution, Barton Moss, lidt uden for Manchester, og når han skrev til sine venner derhjemme, begyndte han sine breve: »Bobby her, direkte igennem fra det femstjernede Hotel Barton Moss.«

Han havde sit eget værelse - med TV og Playstation - i det moderne kompleks med 20 værelser, hvor han også havde adgang til have, gymnastiksal og computer. Thompson, som udviklede en stor interesse for design og for at sy, fik anerkendelse for at lave en perlebesat brudekjole og en gobelin med et løvehoved, som blev udstillet i foyeren på Barton Moss. Han bestod flere eksamener og blev af personalet taget med på indkøbsture og i teatret, for at han kunne vænne sig til at være ude i det offentlige rum.

Jon Venables blev anbragt på den lukkede børneinstitution, Red Bank. Hans værelse var større end de andre børns, væggene dekoreret med tapet med favoritholdet Manchester United og udstyret med computer, spil og TV. I skolegården kunne han køre ræs på motorcykler, og overvåget af personale nød han ture hjem til familien, til Wales og til en nærliggende svømmehal. Hver måned fik han sat faste beløb ind på en særlig oprettet konto til tøj, toiletsager og hårklipning. Til sin fødselsdag modtog han hvert år 30 pund og til jul 40 pund, hvilket steg til 60 pund, da han fyldte 16 år.

Kort før sin løsladelse i 2001 blev han af sin far taget med til Old Trafford for at se Manchester United spille, for at han kunne vænne sig til at være i store forsamlinger og få fjernet sin angst for at blive genkendt og overfaldet.

Selve løsladelsen af Jon Venables og Robert Thompson - som skete samtidig og kort før begges 18 års fødselsdage - har altid været omgærdet af mystik. Og det var ikke før forleden, hvor The Times som det første medie kunne bringe uddrag af psykolograpporten på Jon Venables, der var med til at udløse løsladelsen før tid, at offentligheden fik et fuldt indblik i forløbet.

Gennem de sidste tre år, inden han kom på fri fod, havde samme psykolog tilset ham, og han beskrev hans forandringer som »ekstremt slående«. Som teenager havde han gjort »exceptionelt psykologisk fremskridt«.

»Jon Venables af i dag er en meget anderledes person end Jon Venables som tiårig. Det har været en meget vigtig del af hans rehabilitering indtil nu, at han på en fuldstændig realistisk måde er kommet til forståelse af sin frygtelige opførsel for otte år siden,« står der i psykolograpporten fra august 2000. I rapporten påpeges det endvidere, at Jon Venables »meget store« mulighed for fuld rehabilitering sandsynligvis vil forpasses, hvis han 18 år gammel ender i et voksenfængsel udsat for stoffer.

I DAG SYNES VERDEN dog at se helt anderledes ud.

Efter at både Jon Venables og Robert Thompson er blevet udstyret med nye navne, nye bopæle og strikse regler om ikke at besøge deres barndomsby eller for den sags skyld blot tale om opvæksten i Liverpool, er det i voksenlivet efter alt at dømme gået galt for dem begge.

De er stadig under opsyn af sagsbehandlere, som de skal rapportere tilbage til på faste tidspunkter. I 2003 var der historier i pressen om, at de i forbindelse med deres 20-års fødselsdage var sendt på ferie på det offentliges regning. Men Venables attitude var så dårlig, at hans oppassere endte med at holde ham fast på kølerhjelmen af en bil. I afmagt truede de med at tage ham hjem til Liverpool og binde ham til en lygtepæl. Så kunne han få at føle, hvordan borgerne i hans hjemby ville behandle ham.

I 2005 var der også historier fremme om, at Thompson var blevet afhængig af heroin og var kommet på afvænning med metadon. Året efter kunne avisen Daily Mail fortælle, at systemet havde ladet det sive til hans homoseksuelle kæreste, hvad der var Robert Thompsons virkelige identitet. Ganske enkelt af frygt for, hvad forholdet kunne føre til.

Flere gange er den i dag 27-årige Jon Venables blevet knyttet til voldelige overfald, selv om dette er i strid med betingelserne for hans løsladelse. Nu tales der altså om børnepornografi, som baggrunden for hans nylige anholdelse. Men ingen ved endnu, om det er rigtigt, kun at der med justitsministerens ord er tale om »ekstremt seriøse anklager«.

Professor i kriminologi, David Wilson, mener, at offentligheden har krav på at få den fulde sandhed med det samme.

»Ikke kun om Venables brud på betingelserne for hans løsladelse, men også på hvor lang tid han skal forblive i forvaring, og om hans identitet vil blive ændret igen. At blive ved med at fastholde offentligheden i uvidenhed vil kun underminere tilliden til retssystemet yderligere,« skriver David Wilson i en kronik i avisen Daily Mail.

Andre maner til besindighed.

Flere eksperter peger på, at hadet mod Jon Venables er så stort, at han sandsynligvis vil blive dræbt, hvis folk kendte til hans formodede nye forbrydelse og hans nye identitet.

Den i dag pensionerede professor fra Manchester Universitet, filosoffen Raymond Tallis, peger i The Times på, at det, der karakteriserer et retssamfund, netop er, at staten - og ikke den ophidsede folkemængde - tager sig af at dømme folk for forbrydelser: »Alt andet vil føre til uretfærdighed og potentielt anarki. Hævn uden for det juridiske system har ingen plads i det civiliserede samfund.«

Sagen er blot, at Jon Venables vækker så stærke følelser, at mange gerne ser hævn. For dem er han ikke et offer. For dem mistede han sin retssikkerhed, da han tog en toårig drengs liv. For dem er han satan selv.