LONDON: Irland står i denne uge over for en historisk folkeafstemning om homoseksuelle ægteskaber. I weekenden besluttede den skotske kirke at tillade folk i homoseksuelle partnerskaber at blive ordineret som præster. Nye vinde blæser over de britiske øer, og selv om det fortsat er »Union Jack«, der vajer over det britiske parlament i Westminster, kunne det blafre side om side med de homoseksuelles regnbueflag.

Det netop overståede britiske parlamentsvalg resulterede i flere folkevalgte erklærede homoseksuelle og biseksuelle end i noget andet parlament i verden. En undersøgelse refereret i en række britiske medier viser, at 32 ud af de 650 politikere i Westminster, 4,9 procent, betegner deres seksuelle observans som bøsser, lesbiske eller bisesksulle. University of North Carolina har igennem en række år indsamlet data om parlamentarisk repræsentation i forhold til seksualitet, og professor Andrew Reynolds opgør, at Sverige som nummer to på listen har 12 åbent homoseksuelle, biseksuelle eller transkønnede. Holland har procentvis flere end briterne med 6,7 procent, men i faktiske tal er det ti folkevalgte. Danmark har ifølge opgørelsen fire, der udgør 2,2 procent.

I en artikel i New Statesman konstaterer Reynolds, at briterne har flyttet sig langt i spørgsmålet. I Danmark har homoseksualitet været legalt i mere end 80 år, men England og Wales ophævede først et forbud i 1967, mens Skotland og Nordirland fulgte efter med selvstyrelovgivning i 1980 og 1982.

Flest homoseksuelle konservative

Professoren skriver i New Statesman, at hvis den seksuelle observans overhovedet har haft indflydelse på det britiske valg, ser det ud til at have været til fordel for de homoseksuelle. De Konservative opstillede flest erklærede homoseksuelle kandidater med 39 mænd og tre kvinder. 11 kandidater blev genvalgt, og i Bath-kredsen tog en homoseksuel kandidat et ellers sikkert mandat fra Liberaldemokraterne. Labours skuffende valg resulterede trods alt i »erobringen« af ti tidligere konservative mandater, og tre af kredsene blev vundet af homoseksuelle kandidater. Labour havde i forvejen ni homoseksuelle parlamentsmedlemmer, og de holdt alle fast i deres mandat. Partiet har nu i alt 13 erklærede homoseksuelle parlamentsmedlemmer. Liberaldemokraternes fire bi- og homoseksuelle parlamentsmedlemmer tabte deres kredse, men Reynolds påpeger, at det må siges at være en naturlig konsekvens af partiets katastrofevalg.

Mest markant er situationen i Skotland, hvor de skotske nationalistparti SNP fik indvalgt syv bi- og homoseksuelle parlamentsmedlemmer i Westminster. Heriblandt er den 20-årige studerende fra Glasgow, Mhairi Black. Hun vandt en choksejr over manden, som Labour havde udset til at være udenrigsminister, og man skal 200 år tilbage i tiden for at finde et yngre britisk parlamentsmedlem end Black.

Med den nuværende repræsentation i Westminster svarer det nogenlunde til den formodede andel af bi- og homoseksuelle og transkønnede i den britiske befolkning. Reynolds gør dog opmærksom på, at der kun er seks kvinder i parlamentet, mens 26 er mænd. Han konstaterer også, at Storbritanniens etniske minoriteter ikke er repræsenteret i gruppen og også var næsten helt fraværende blandt de bi- og homoseksulle kandidater, der ikke blev valgt ind. Nordirland skiller sig ud ved ikke at have repræsentation af bi- og homoseksuelle parlamentsmedlemmer i Westminster, og her var der en ophedet debat i valgkampen om homoseksuelles rettigheder.