Pavens ophold på hospital forlænges efter operation

Det er første gang, at pave Frans er indlagt, siden han blev udnævnt som den katolske kirkes overhoved i 2013.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Yara Nardi / Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pave Frans skal fortsat opholde sig på et hospital i den italienske hovedstad, Rom, i nogle dage, efter at han 4. juli blev opereret i tyktarmen.

Det oplyser Vatikanet.

For seks dage siden blev det meldt ud, at han skulle forblive indlagt til observation i en uge, men det ser nu ud til at blive forlænget med nogle dage.

»Opholdet forlænges, så hans forløb og genoptræning kan blive tilpasset,« siger talsmanden Matteo Bruni fra Vatikanet om den 84-årige pave.

Paven siges at have et generelt godt helbred, men han har flere skavanker. Som ung fik han fjernet dele af den ene lunge. Derfor har han nogle gange svært ved at få vejret.

Han lider også af iskiassmerter, som nogle gange gør, at han har ondt i ryg og ben. Derfor har han indimellem besvær med at gå. Han modtager med jævne mellemrum behandlinger for lidelsen.

Det er dog første gang, at pave Frans er indlagt, siden han blev udnævnt til den katolske kirkes overhoved i 2013.

Søndag så pave Frans ud til at være ved godt mod, da han fik afviklet sin ugentlige bøn. Den holdt han fra sin hospitalsbalkon foran hundreder af mennesker.

Her stod han i omkring ti minutter og læste op fra en forberedt tekst, men tilføjede også flere improviserede bemærkninger.

Blandt andet understregede han vigtigheden af et godt sundhedssystem, som er gratis og tilgængeligt for alle.

»I disse dage, hvor jeg har været på hospitalet, så jeg endnu en gang, hvor vigtigt det er at have en godt sundhedssystem, der som i Italien er tilgængeligt for alle,« sagde han til de fremmødte.

»Denne dyrebare vare skal ikke gå tabt. Den skal opretholdes, og det skal alle være engagerede i at opretholde,« lød det.

/ritzau/Reuters