Når perker-Allan besøger Danmark

Det nidkære forhold, lande har til uskrevne regler og koder, vil for mig altid være noget af det mest underholdende. Jeg er perker i Danmark og ham den naive europæer, man kan snyde, i Mellemøsten. For altid. Læs denne uges Globetrotter fra Berlingskes korrespondent i Jerusalem, Allan Sørensen.

12INDGlobetrotter49.jpg
Illustration: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

JERUSALEM: »Så gå dog ind, for helvede din ...«

Vi stod alle seks i Kastrup Lufthavn foran elevatoren, der fører op til metroen. Vi var lige ankommet fra Israel og på vej hjem til Jylland. Da dørene åbnede sig, mosede vi ind med vogn, baggage, barnevogn, poser og sutteflaske. Næsten alle. Min seksårige datter havde fået øje på noget og stod stille uden for elevatoren. Den fireårige var i gang med at afprøve samtlige knapper, den toårige var træt og græd, og kun den største på syv havde fundet sig en fornuftig plads i elevatoren.

Det var da, bemærkningen faldt. En dansk herre i 50erne stod bag min datter og ventede. Først tålmodigt, som det jo er kutyme, men i løbet af ingen tid forvandlede tålmodigheden sig til en sprudlende raserianfald, og han gav sig til at overfuse en seksårig.

Med den grønne »Welcome to the happiest nation in the world«-plakat ved lufthavnens baggagebælter i baghovedet mindede jeg mig selv om, at nu er det skifte-kode-tid igen, lige som alle de andre gange jeg ankommer med flyveren til Danmark fra Israel eller til Israel fra Danmark. Alle lande har sine koder og måder at opføre sig på. De har deres køkultur og uskrevne regler om, hvordan man handler i et supermarked og står på en bus. For ikke at tale om forskellen på størrelsen af den privathedsbuffer man altid slæber rundt på, når man bevæger sig i det offentlige.

Jeg har boet uden for Danmark i snart 20 år, men har familie, venner og arbejdsplads i Danmark og har tæt kontakt til moderlandet. Jeg ved, der eksisterer en fare for, at skriveriet vil blive tolket som endnu en udlandsdanskers jamren over forholdene i lille Danmark. Det er ikke hensigten. I stedet er det observationer, der munder ud i den konklusion, at når man har tilbragt den ene halvdel af sit liv i ét land og den anden halvdel i et andet, nyder man godt af to verdener. Men man bliver også hurtigt, som jeg, til et kodernes analfabet, der hele tiden kommer væltende iklædt de »forkerte« koder.

Som i supermarkedet i Rødovre, hvor jeg var i gang med at fylde poserne ved kassen, da kassedamen, der i dette tilfælde var en kassemand, fløj irriteret op af stolen for at gøre mig opmærksom på, at jeg jo skulle rydde den ene side først, for at han kunne komme videre. Der var ingen kø bag mig, og jeg ville have de tungeste ting nederst i posen for ikke at smadre mine danske jordbær under den danske mælk. Men jeg overholdt ikke forventningerne om optimal dansk supermarkedseffektivitet.

For det er jeg vant til ikke at gøre i Israel og andre dele af Mellemøsten. Israelerne har et udtryk for de personer, der som mange danskere strækker sig en ekstra tomme for at tage hensyn til andre, der ikke beder om at blive taget hensyn til. Det hedder »Friar«, udtalt frajer, og bruges hernede temmelig negativt om sådan nogle blåøjede skabninger som mig, der håbløst naivt giver plads i trafikken eller bliver stående på pladsen i køen, når dem bagved breder køen ud til at forme fire rækker og derved, hokuspokus, pludselig står forrest. Hvor svært kan det være?

Efter så mange år hernede kender jeg køkoden og alle de andre koder, men er ude af stand til at bruge de fleste af dem selv, fordi jeg ikke er vokset op med dem og tilsyneladende er for dansk. Jeg har heller aldrig lært den manglende personlige buffer i Israel og finder det stadig provokerende, at vidt fremmede spørger, om jeg er jøde, sekundet efter at de har hørt mit navn for første gang. Eller når fremmede mænd aer min kones gravide mave.

Jeg har intet problem med at forstå hvorfor. Stærkt forenklet er Israel et lille land, oprettet efter det 20. århundredes største traume, og følelsen af at være én samlet familie mod de ydre fjender er en del af den måde, man taler og omgår hinanden på. Deraf den direkte facon, der stadig ikke er blevet min egen kode, så længe der er tale om fremmede folks religion, lønniveau eller for den sags skyld svømmende fostre gemt bag en stramtsiddende bomuldskjole og en udspilet navle.

Til gengæld udvikler et land, der konstant er plaget af trusler og krig, en helt enestående evne til at improvisere sig uden om næsten alle forhindringer. Og det har sin charme.

Jeg husker stadig, da jeg undersøgte mulighederne for at overflytte studierne fra Jerusalem til Carsten Niebuhr. Kurserne blev acceperet, og så var det kun et spørgsmål om den formelle ansøgning. Dengang var faxen det fremmeste på innovationsfronten, og min ansøgning blev sendt med syv minutters forsinkelse. Erindrer ikke om papiret sad fast, eller om der manglede blæk i den anden ende, men beskeden fra København lød; »Det var da ærgerligt, men du kan jo søge igen næste år«. Allerede dengang havde jeg glemt eller fortrængt nogle af de koder, der blandt andet også gør, at Danmark, også i de israelske aviser, omtales som verdens mindst korrupte land.

Men i Israel havde man fundet en knap så firkantet og til enhver tid mere charmerende løsning på Carsten Niebuhr-sagaen.