Uroen ulmer efter mordbrand mod palæstinensisk dreng

Spændingerne mellem palæstinensere og israelere er stigende, efter at formodede jødiske ekstremister sendte brandbombe mod palæstinensisk familie på Vestbredden.

En israelsk soldat skyder tåregas mod palæstinensiske demonstranter under fredagens sammenstød på Vestbredden. Fold sammen
Læs mere
Foto: ABED AL HASHLAMONI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Angrebet mod en palæstinensisk familie på Vestbredden, der kostede en halvandet år gammel palæstinensisk dreng livet, har ført til stigende spændinger mellem palæstinensere og israelske sikkerhedsstyrker.

Det skriver Times of Israel.

Der meldes om stenkastende unge i den palæstinensiske by Issawiya i det nordøstlige Jerusalem, og tidligere på dagen var der en skudepisode i den jødiske bosættelse Kochav Hashachar på Vestbredden.

Ingen skulle dog være kommet til skade, skriver Times of Israel.

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, aflagde tidligere på dagen besøg hos familien til den dræbte dreng. Forældrene og den afdøde drengs fireårige bror er indlagt på hospital til behandling for de kvæstelser, de pådrog sig, da formodede jødiske ekstremister fredag morgen stak ild til et palæstinensisk hjem i en lille landsby på Vestbredden.

Gerningsmændene havde skrevet ordet »Hævn« på hebraisk på en mur uden for huset, og Benjamin Netanyahu har i skarpe vendinger fordømt angrebet og kaldt det for terror.

Den israelske premierminister foretog ifølge Times of Israel tidligere på dagen et opkald til den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas.

Her fordømte han ifølge BBC angrebet og fortalte, at israelske sikkerhedsstyrker har fået ordre på at »bruge alle midler til rådighed for at finde drabsmændene«.

Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) siger i en erklæring, at organisationen holder den israelske regering »fuldt ansvarlige for det brutale mord« på drengen.

»Dette er den direkte konsekvens af den straffrihed, som den israelske regering har givet til bosætteres terrorisme,« hedder det ifølge BBC i en erklæring fra PLO.

Også Det Hvide Hus har fordømt angrebet og opfordret både israelere og palæstinensere til at bevare roen og undgå at optrappe spændingerne.