Massive problemer på japanske atomkraftværker

Nedkølingen af endnu en reaktor på det japanske Fukushima-værk skaber problemer, værket Onagawa er i nødberedskab og værket Tokai 120 kilometer fra Tokyo har også køleproblemer. Meget alvorlig situation, siger dansk ekspert

Den ødelagte bygning ved reaktor 1 på Fukushima atomkraftværket. Det er dog kun bygningens yderste betonlag, der er ødelagt. Den indre stålkappe er intakt. Fold sammen
Læs mere
Foto: TEPCO/HO
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Problemerne fortsætter på de japanske atomkraftværker.

På værket Fukushima fortsætter problemerne og værket Onagawa er i nødberedskab. Værket Tokai, der ligger 120 kilometer fra Tokyo, har nu også problemer med pumper i køleanlægget, oplyser BBC online.

Problemerne på Tokaiværket kommer efter en dag, hvor ansatte på Fukushimaværket dagen igennem har kæmpet for at nedkøle reaktorerne.

- Det er en meget alvorlig situation, siger Steen Hoe, chefkonsulent i Beredsskabsstyrelsen, der følger situationen i Japan tæt.

- Man har problemer med alle reaktorer, fordi tsunamien har ødelagt alle nødkøleanlæggene. Værket opførte sig som det skulle under jordskælvet, men tsunamien har både ødelagt dieselgeneratorer, der skulle drive nødkøleanlæggene, pumpeanlæggene og infrastrukturen, der bringer vand, som er vigtig for nedkølingen, siger han:

- Derfor er man gået over til at nedkøle med havvand. Det køler lige så godt, men det ødelægger værket, som kun vil kunne bruges igen efter en meget meget grundig og kostbar rengøring, siger han.

Situationen i Onagawa er ikke så bekymrende, mener han:

- Det er et gæt, men det passer godt med vores prognoser, at den forøgede stråling man har registreret er resultatet af det mindre udslip fra Fukushima i går. Der har ikke været meldinger om problemer på selve værket, men på alle atomkraftværker vil man straks gå i nødberedskab, når der konstateres øget stråling, indtil man har fundet årsagen. Det er det, der er sket her, siger han.

I Fukushima fortsætter problemerne:
 
På værket Fukushima 1, der ligger 250 km. nord for Tokyo, har  Reaktor 2 der er en af værkets fire reaktorer, nu også problemer med nedkølingen, oplyser det japanske tv-selskab NKR. Der hældes havvand på reaktoren for at nedkøle den.

Reaktor 1 blev lørdag ramt af en eksplosion, som ødelagde den betonskal, der omgiver reaktoren, sandsynligvis som resultat af en overophedning, fordi køleanlægget ikke fungerer godt nok efter jordskælvet. Reaktoren er dog stadig dækket af en stålskal og  har en tyk stålbund, som forventes at ville kunne holde, selv i tilfælde af en nedsmeltning, siger den danske atomkraftværkekspert Erik Nonbøll.

Reator 3 blev søndag også fyldt med havvand, fordi det vand, der køler brændselsstavene, ikke virker, oplyser BBC online, og det blev meddelt på den japanske regerings pressekonference søndag, at stavene havde været tre meter over vandstanden. Der bliver nu fyldt havvand i i reaktoren, men vandstanden er ikke steget, oplyser BBC online. Måske skyldes det, at reaktorens måleinstrumenter ikke virker længere.

Japanske regeringskilder oplyser, at der er risiko for en hydrogenudløst eksplosion ved reaktor 3, som der skete lørdag ved reaktor 1.

Lykkes det ikke at nedkøle brændselsstavene, vil der være risiko for en nedsmeltning, som, hvis reaktorbygningen ikke er tæt, vil kunne medføre et stort udslip af radioaktive stoffer.

- Det bedst mulige scenarium er, at man kan blive ved med at køle brændslet af. Det udvikler stadig meget varme, og det vil det gøre i en måned endnu, så man må køle det konstant. Forhåbentligt vil man også snart få gang i de sædvanlige nødgeneratorer, siger Steen Hoe, chefkonsulent i beredskabsstyrelsen:

- Det værste vil være, at man ikke længere kan køle brændslet ned, for så vil der ske en nedsmeltning, der giver en stor risiko for et større udslip.
 
De japanske myndigheder mener ikke, at der umiddelbart er sundhedsrisisci ved at opholde sig i nærheden af atomkraftværket, men har indført en 20 kilomters sikkerhedszone.