Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Londons morgenpendlere havde ikke tid til deres protester.
Så da to klimaaktivister fra den kontroversielle gruppe Extinction Rebellion stillede sig op på taget af et tog i Canning Town i det østlige London torsdag morgen, blev de hurtigt revet ned igen – og den ene tilsyneladende også overfaldet. Det kan man se i en video, som lige nu cirkulerer på Twitter.
Tidligere på ugen udstedte Londons politi et forbud mod Extinction Rebellions protester i London, og de blev kort efter flyttet fra Trafalgar Square, hvor de indtil da havde fået lov til at demonstrere.
Men det lader ikke til at have bremset gruppen, som i otte dage inden forbuddet også havde arrangeret demonstrationer og protester uden for det område, hvor de indtil da havde fået tilladelse til at være.
Sadiq Khan, Londons borgmester »Det her er ulovligt, og det er enormt farligt, uproduktivt og skaber uacceptable forstyrrelser for folk, som bruger offentlig transport, i London.«
Aktivisternes demonstrationer har hovedsageligt handlet om at blokere veje, broer og trafikknudepunkter i byen – og det var angiveligt også, hvad de forsøgte torsdag morgen, da de dukkede op på flere tog- og metrostationer i byen.
Det var altså ikke bare i Canning Town, at demonstranterne forsøgte at bremse togene. Det var også tilfældet i Stratford og på togstationen i Shadwell. Mindst otte personer er ifølge Sky News blevet arresteret på de stationer torsdag morgen.
Men i Canning Town blev det altså filmet. Og inden de blev arresteret, blev aktivisterne tæsket af pendlere på stationen.
Londons borgmester, Sadiq Khan, fordømmer ifølge Sky News demonstrationerne på Londons tog- og metrostationer.
»Det her er ulovligt, og det er enormt farligt, uproduktivt og skaber uacceptable forstyrrelser for folk, som bruger offentlig transport til at komme på arbejde, i London,« siger han ifølge Sky News.
»Jeg opfordrer demonstranterne til at protestere fredeligt og inden for lovens grænser.«
Det britiske såkaldte transportpoliti – altså de politibetjente, der holder øje med Storbritanniens togskinner – er også »virkelig skuffet« over demonstrationerne.
»Metro og tog er en af de grønneste transportmetoder i London,« siger transportpolitiets chef, Sean O'Callaghan, til Sky News.
Han mener, at demonstrationer mod togbanerne er en demonstration mod det, som klimabevægelsen ellers hævder at kæmpe for, og at det kun vil gøre Londons pendlere vrede.
Extinction Rebellion demonstrerer blandt andet med krav om, at regeringen udsteder en miljømæssig undtagelsestilstand og forpligter sig til at blive CO2-neutral inden 2025. De ønsker i øvrigt, at der nedsættes en civilstyret kommission, som skal have direkte medindflydelse på regeringens klimakamp.