»Kan I se noget fra jeres position? Han har kurs mod byen, og vi er lige i røven på ham.«

Krisen har fået tyverier og anden kriminalitet til at eksplodere i de spanske landdistrikter, hvor bønderne har oprettet private vagtværn som alternativ til et beskåret politikorps.

Her på en bakketop i Alcarras med god udsigt ud over land­området har Josep Siscart, Manel Ezquerra og Gerard Companys vagten denne aften. De er klar til at drøne ud på markvejene i firehjulstrækkeren, hvis de ser noget lys, der ikke hører til derude. Foto: Thomas Vilhelm Fold sammen
Læs mere

ALCARRÀS. Baglygterne danser drillende foran os i mørket som to røde sommermyg. Med ét forsvinder de bag en bakketop for at dukke op igen efter et sving, og hele tiden er de for langt væk til, at Manel Ezquerra kan tyde bilens nummerplade. Mens den godt 40-årige landmand presser firehjulstrækkeren til det yderste, sidder Josep Siscart på bagsædet og råber til et par kolleger i en anden bil via sin walkie-talkie:

»Kan I se noget fra jeres position? Han har kurs mod byen, og vi er lige i røven på ham.«

Da vi drøner ind i Alcarràs, en forvokset landsby i det vestlige Catalonien, lykkes det endelig at få et glimt af nummerpladen. Den optræder ikke i det register over mistænkelige biler, som de lokale landmænds vagtværn gennem de seneste halvandet år har opbygget. Men det kommer den til nu, for biljagten ad de mørke markveje tyder ikke på, at føreren har rent mel i posen.

»Hvis der i morgen bliver anmeldt et tyveri her omkring, ringer vi til politiet og fortæller dem, hvor og hvornår vi har set bilen. Nogle gange tager vi også et billede og lægger det ud på de sociale medier som advarsel. Det er det hele. Vi forsøger aldrig at stoppe nogen. Dels selvfølgelig fordi det er ulovligt, men også fordi det kan være farligt,« forklarer Manel Ezquerra.

Landmændene i Alcarràs-området begyndte som de første i Spanien at organisere natlige patruljer i begyndelsen af 2012. Siden har idéen bredt sig over hele landet, og flere steder er man gået skridtet videre og har hyret bevæbnede vagter fra private vagtselskaber som værn mod, hvad der efterhånden ligner lovløse tilstande i de spanske landdistrikter.

Krisen har fået de traditionelle rapserier, som landmænd alle dage har måttet leve med, til at eksplodere. Men det er den mindste del af problemet. For samtidig gennemfører organiserede bander deciderede kup, der kræver professionalisme og grundig planlægning.

Eksempelvis stjal kvægtyve for et par måneder siden op mod 100 fedekalve, svarende til en samlet slagtevægt på 15 ton, i den vestspanske region Galicien. I de frugtbare områder omkring Valencia er citrusplantager for tiden bandernes foretrukne mål, fordi de udmærket ved, at svigtende høst andre steder i Europa har sendt priserne på himmelflugt. Og det er ikke kun afgrøder og husdyr, som forsvinder. Tyvene går desuden efter redskaber, suger landbrugsmaskinerne tørre for diesel og flår kobberet ud af el-installationer, hvilket næsten er det værste, forklarer Manel Ezquerra, tilbage i Alcarràs.

»Det er alvorligt nok, når der forsvinder jern og kobber for mange hundrede euro. Men samtidig koster det ofte det femdobbelte at reparere alt det, som tyvene har ødelagt for at få fat i metallet, og så bliver man for alvor vred,« siger vagtværnslederen.

Det afmægtige raseri, der har fået tusindvis af spanske landmænd til at tage sagen i egen hånd, omfatter ikke kun tyvene, men i høj grad også ordensmagten. Som i andre dele af den offentlige administration har krisen tvunget politiet ud i voldsomme besparelser, og når der skal skæres ned, skaber det mindre ballade i medierne at rundbarbere vagtplanen uden for de større byer.

Sådan har det i hvert tilfælde været, indtil en række voldelige episoder begyndte at vække opsigt og debat om wild west-tilstande i landdistrikterne. Eksempelvis døde en formodet tyv sidste sommer af et hjerteslag – eller, om man vil, af skræk – mens han blev forfulgt af lokale landmænd ikke langt fra Alcarràs. Og først på året blev en privat vagtmand skudt ned, da han forsøgte at stoppe tyveri fra en appelsinplantage nær Valencia.

Det er næppe tilfældigt, at Civilgarden kort efter satte »kavaleriet« ind i området omkring den østspanske by i form af en særlig, bereden indsatsgruppe. Samtidig har myndighederne flere steder i landet forsøgt at bremse de private vagtværn – bl.a. i Catalonien, hvor det regionale parlament har opfordret regeringen til at forbyde dem.

Foreløbig er det blevet ved snakken, og under alle omstændigheder har Manel Ezquerra og Josep Siscart ingen planer om at indstille deres »frivillige hjælpearbejde«. Da adrenalinsuset efter biljagten har lagt sig, tager de os med på en guidet tur til bagsiden af Alcarràs. Den lille by har kun omtrent 8.000 faste indbyggere. Men omfattende frugtavl på egnen tiltrækker store strømme af løsarbejdere, og ikke alle har ærlige hensigter.

I hvert tilfælde ikke dem, som holder til i den lokale narkobule, der ironisk nok er nabo til kirken, og hvor en marokkansk pusher for nylig hakkede en rival til døde med en økse. De to landmænd udpeger også flere forladte bygninger, hvor illegale indvandrere klumper sig sammen uden nogen kontrol eller bistand fra myndighederne.

»Aviserne skriver, at krisen får immigranterne til at forlade Spanien. Men det er kun de »gode« af dem, som rejser. De, som skaber problemer, er her stadig, og det handler jo ikke om, at de er rumænere, sigøjnere eller sorte afrikanere, men om måden de lever på,« siger Manel Ezquerra og tilføjer:

»Alcarràs er måske ikke noget særligt, men det er vores by, og den er ved at gå til i alt det her. Det eneste, vi beder om, er, at politiet i det mindste forsøger at opretholde den offentlige orden og gerne med vores hjælp.«