Journalist: Sådan var det på skandaleavisen

Dan Arnold var som purung journalist ansat på 1990ernes News of the World. Han beretter om en hverdag med frygt og bæven - både indadtil og udadtil.

Sidste udgave af News of the World siger farvel og tak på forsiden. Fold sammen
Læs mere
Foto: PAUL HACKETT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man behøvede bare at ringe op til en politiker eller kendt og sige: "Hej, jeg er journalist på News of the World". Så kunne man høre frygten dirre som knogleraslen i den anden ende af røret.

Man vidste, at man havde over fem mio. læsere - flere end nogen andre skrivende journalister - hver uge.

Man var på toppen af den afslørende, kompromisløse journalistik.

Men man var også en del af et paranoidt, konkurrencepræget og moralsk korrumperet miljø, hvor den bedste og vigtigste historie kunne blive skubbet til side, hvis prinsesse Diana havde købt ny kjole.

En trykkoger af frygt

Dan Arnold, journalist og ansat på den nu lukkede skandaleavis News of the World i 1990erne, løfter i dag sløret for hverdagen på tabloid'en i dens storhedstid. Det var dengang, den solgte 4,7 mio. eksemplarer hver søndag, da CNN-værten Piers Morgan sad i redaktørstolen og da telefonaflytningerne endnu ikke var begyndt.

Moralen var dog ikke meget bedre, skriver Dan Arnold i en artikel på BBCs hjemmeside

- Vi vil have eksklusive historier, ikke undskyldninger ("exclusives, not excuses", red.) var et af mange mantraer på News of the World. Journalistik er per definition en profession under højt pres, men News of the World var en særlig trykkoger af frygt og rivalisering, skriver Dan Arnold.

Han fortæller, hvordan avisen hverken skyede økonomiske eller etiske midler for at "få historien". F.eks. blev Dan Arnold bedt om at tilbyde en skraldemand 250.000 kroner, en ny bil og en rejse for at udlevere noget sladder. Skraldemanden sagde nej.

Voldsom konkurrence

Dan Arnold var 23 år og benovet over at være del af den hårdkogte avis. Der var masser af penge, spændende opgaver og kilderne frygtede alt, man gjorde.

Men der var en pris. Internt på avisen var der voldsom konkurrence, man holdt historier hemmelig for hinanden i ren mistro, ældre kolleger snød yngre for "med-byline" - altså navn på artiklen - kun de bedste historier kom i. Resten - dem, der ikke have lavet historier nok, når redaktørerne førte statistik over antal bylines - blev hældt ud. 

- Blev jeg bedt om at gøre noget ulovligt? Nej. Men på samme tid blev det forventet, at vi hele tiden havde hold i vores historier. "For enhver pris" betød netop det. Husk, at News of the World kun trykte, hvad den kunne bevise. Uden stensikre beviser ville din historie blive smidt ud, indtil man kom med "varerne", fortæller Dan Arnold om presset for at skaffe vildere og vildere historier. Et pres, der bestod i, at man kun var så god som sin sidste historie og stod til fyring, hvis man ikke magtede at skaffe dem.

Dan Arnold blev fyret i 1996, da krisen begyndte at kradse i de engelske mediehuse. Noget, han er glad for i dag:

- Jeg tror ikke, at jeg ville have hacket mig ind i Milly Dowlers telefon, men folk med stressede karrierer og kæmpe realkreditlån kan drives til de mest sindssyge valg. Jeg forlod stedet med mine principper i behold, skriver Dan Arnold.