Huawei-konflikten eskalerer igen: USA vil kræve direktørens datter udleveret

Huaweis finansdirektør kan være på vej til USA. Det gør kineserne endnu vredere.

USA-CHINA/HUAWEI-CANADA
Wanzhou Meng er stadig tilbageholdt i Canada. Fold sammen
Læs mere
Foto: Handout

For næsten to måneder siden blev Wanzhou Meng – Huaweis finansdirektør og datter af firmaets øverste direktør – anholdt i Canada. Siden er konflikten mellem Kina på den ene side og USA og Canada på den anden vokset og vokset.

Nu ser striden ud til at kunne nå et nyt niveau: Det amerikanske justitsministerium vil officielt kræve Wanzhou Meng udleveret til USA, skriver CNN.

Telegigantens finansdirektør blev tilbageholdt i Canada i starten af december efter anmodning fra USA. Her er hun anklaget for at have brudt de amerikanske sanktioner mod Iran i en sag, hvor mange detaljer stadig er uklare.

Anholdelsen har vakt stor vrede i Kina. Ikke bare er Wanzhou Meng finansdirektør i en af Kinas kronjuveler, når det gælder internationale ambitioner – hun er også datter af selskabets stifter og direktør, Ren Zhengfei, som har tætte forbindelser til toppen af Kinas kommunistparti.

Som hævn har Kina anholdt to canadiske statsborgere: Michael Kovrig, tidligere diplomat og rådgiver fra tænketanken International Crisis Group, samt erhvervsmanden Michael Spavor. De beskyldes for at have bragt Kinas sikkerhed i fare – men derudover er anklagerne udokumenterede. Desuden har en kinesisk domstol dømt en canadisk statsborger til døden. Han var i forvejen fængslet for narkotikasmugling.

Hvis Wanzhou Meng skal udleveres til USA, skal amerikanerne sende en officiel anmodning til Canada inden 30. januar. Og det har USAs justitsministerium altså tænkt sig at gøre, siger en talsmand tirsdag.

»Vi vil fortsætte med at forfølge en udlevering af fru Meng Wanzhou og vil imødekomme alle de deadlines, der er sat af udvekslingsaftalen mellem USA og Canada,« meddelte talsmanden Marc Raimondi.

Ved det globale topmøde World Economic Forum i Davos lød det tirsdag fra Huaweis bestyrelsesformand, at han ønsker en hurtig afklaring af sagen, skriver Reuters. Han fortalte dog, at han hverken er i kontakt med de amerikanske eller canadiske myndigheder.

I onsdagens udgave af den statsejede kinesiske avis China Daily beskyldes Canada og USA for at forsøge at bremse Kinas teknologiske fremskridt ved at holde Huawei tilbage.

»Hvis Canada forsøger med at gøre, hvad USA kræver, så vil landet med sikkerhed se sine relationer – også handelsforbindelser – med Kina blive værre,« advarer avisen på lederplads.

USA har ligesom en række andre vestlige lande længe været bekymret over at se Huaweis indtog på det internationale marked for smartphones og teleudstyr. Vestlige efterretningstjenester frygter, at Huawei giver Kinas militær og efterretningstjenester mulighed for at foretage overvågning og virksomhedsspionage i udlandet. Mistanken er blevet forstærket af, at Huaweis stifter og nuværende direktør, Ren Zhengfei, har en fortid i den kinesiske folkehær.

USA har selv forbudt teleselskaber at indkøbe Huawei-udstyr til det kommende 5G-supermobilnet. Også Australien og New Zealand har blokeret for Huaweis adgang til det nye netværk.

Huawei nægter at have nogen forbindelse til den kinesiske sikkerhedstjeneste og fastholder, at det er en privat virksomhed.