Havarigruppe afslører mistænkte fra MH17-nedskydning

Navne på "de første fire mistænkte" fra nedskydning af passagerfly bliver offentliggjort i Holland.

En international havarigruppe, som efterforsker nedskydningen af passagerflyet MH17 i Ukraine for fem år siden, fremlægger onsdag nye beviser i sagen.

Den hollandsk-ledede ekspertgruppe vil ifølge BBC offentliggøre navnene på fire mistænkte personer.

Gruppen dokumenterede sidste år, at flyet blev skudt ned med en Buk-raket fra det russiske forsvar. Det skete over et område, som blev kontrolleret af russiskstøttede oprørere i den østlige del af Ukraine.

Oplysningerne, som offentliggøres ved et pressemøde i Holland klokken 13.00, er allerede blevet givet til pårørende til ofrene for nedskydningen.

Boeing 777-flyet var på vej fra Amsterdam til Malaysia, da det blev skudt ned den 17. juli 2014. Alle de 298 ombordværende blev dræbt ved nedskydningen. De fleste af ofrene var hollændere.

Efterforskerne siger, at russiskstøttede separatister sendte et russisk bygget missil mod flyet.

Katerina Zelenko, talskvinde for Ukraines udenrigsministerium, har forud for pressemødet i Holland sagt, at navnene på "de første fire af de mistænkte vil blive offentliggjort". Det rapporterer BBC.

Zelenko siger, at hollandske anklagere derefter vil tage skridt til en retsforfølgelse af de pågældende personer.

Efterforskningsgruppen har medlemmer fra Holland, Malaysia, Australien, Belgien og Ukraine. Gruppen vil ud over fysisk bevismateriale fremlægge billeder, filmoptagelser og vidneudsagn.

Rusland afviser, at det var involveret i nedskydningen af passagerflyet. Fra russisk side hedder det, at raketten kan være blevet affyret af Ukraines militær.

/ritzau/AFP