Fire uger før valget taler Pelosi om at fjerne Trump: »Kunne det blive dummere?«

Demokraternes majoritetsleder, Nancy Pelosi, er bekymret for, at Donald Trumps psyke og dømmekraft har taget skade, efter at han har fået covid-19. Nu vil hun kigge på den forfatningstilføjelse, der gør det muligt at fjerne en syg præsident.

USAs præsident, Donald Trump, er så vidt vides symptomfri igen, efter at han torsdag den 1. oktober blev testet positiv for covid-19. Ifølge hans læge er han endda så frisk, at han i denne weekend kan deltage i offentlige arrangementer igen.

Men Demokraternes majoritetsleder, Nancy Pelosi, stoler tilsyneladende ikke på den vurdering. Derfor vil hun i dag samle Demokraterne for at drøfte den 25. forfatningstilføjelse – den, der gør det muligt at fjerne en præsident fra sit embede, hvis han eller hun bliver syg.

Det forklarede hun kortfattet på et pressemøde torsdag, der ellers handlede om de forhandlinger om nye coronahjælpepakker til amerikanere, som tirsdag blev afbrudt af Donald Trump, men genoptaget torsdag.

Hun beskyldte på pressemødet præsidenten for at være psykisk ustabil og »adskilt fra virkeligheden«. Hun henviste blandt andet til, hvordan præsidenten i et nyligt interview til Fox Business jokede med, at han havde klaret sig gennem coronavirussen, fordi han fysisk var »et perfekt pragteksemplar«.

»Det ville være sjovt, hvis det ikke var så dødeligt,« sagde Nancy Pelosi torsdag.

Donald Trump har omgående reageret på Nancy Pelosis beskyldninger og skrevet på Twitter, at det er hende, som han ofte omtaler som Crazy Nancy eller Skøre Nancy, der »bør være under observation«:

»De kalder hende ikke for skør uden grund,« skriver han på Twitter.

Ifølge The Guardian har Nancy Pelosis kontor siden pressemødet annonceret, at hun og kongresmedlemmet Jamie Raskin fredag vil holde endnu et pressemøde, hvor de sammen vil bekendtgøre en ny kommission.

Den skal ifølge forfatningstilføjelse 25 bruges til at evaluere præsidentens helbred og egnethed til at beholde præsidentposten. Men selv hvis kommissionsmedlemmerne skulle nå frem til, at Donald Trump ikke er egnet til at blive siddende, kan de ikke fjerne ham.

Det er i praksis nemlig umuligt for Demokraterne at fjerne præsidenten, medmindre vicepræsident Mike Pence også går med til det. Og det er der intet, der tyder på, at han vil.

Det er højst usædvanligt, at forfatningstilføjelsen bliver taget i brug – og den er først og fremmest tiltænkt som en nødforanstaltning, i tilfælde af at en præsident bliver ramt af et hjertetilfælde eller pludselig dør og dermed ikke selv kan give magten videre til vicepræsidenten, skriver National Review.

»Kunne det blive dummere?« spørger den konservative avis i en kommentar og henviser så til timingen af Pelosis nye plan:

»Med mindre end fire uger til valget, på et tidspunkt, hvor der ikke er en brøkdel af en indikation af, at præsidenten er ude af stand til at udføre sine pligter. Og uden den mindste chance for at imødekomme de forfatningsmæssige krav, der stilles for at kunne tage tilføjelsen i brug.«

Pelosi krævede desuden på pressemødet, at Donald Trump fortæller omverdenen, hvornår han sidst blev testet negativ for coronavirus, forud for at han i torsdags blev testet positiv.

Fra Det Hvide Hus har det tidligere lydt, at præsidenten bliver testet hver dag, men det er nu uklart, om det også var tilfældet i sidste uge. Altså, om han således blev testet negativ hver dag, indtil han torsdag blev konstateret smittet, eller om han i stedet i flere dage kunne have været positiv uden at være blevet testet.

En række rådgivere og medarbejdere i Det Hvide Hus er blevet testet positive for covid-19, efter at Donald Trump blev syg.

Pelosi har desuden mere end antydet, at Donald Trumps dømmekraft kan have taget skade af den medicin, han har fået imod covid-19. Fra præsidentens læge lyder det dog, at Trump har reageret »ekstremt godt« på sin behandling.