Trump er klar til at vende tilbage til kampagnesporet: Planlægger vælgermøder i weekenden

Lørdag er det ti dage siden, at Donald Trump blev testet positiv for covid-19, og nu vurderer hans læge, at præsidenten er klar til at deltage i offentlige begivenheder igen.

Lørdag vil USAs præsident, Donald Trump, vende tilbage til kampagnesporet med et vælgermøde i Florida, hvis det er muligt.

Sådan lød det fra Trump i et telefoninterview på Fox News natten til fredag dansk tid.

Donald Trump, der flere gange måtte rømme sig og hoste under interviewet, fortalte, at han havde det fantastisk og nu ville forsøge at sætte et vælgermøde op i Florida lørdag aften – og måske endnu et i Pennsylvania den følgende aften.

Det har hidtil været uklart, om Donald Trump er testet negativ, siden han i sidste uge blev diagnosticeret med covid-19.

»Er du blevet testet, siden du fik din diagnose for en uge siden?« spurgte TV-værten Sean Hannity præsidenten.

»Vi skal formentlig lave en test i morgen, for der er ingen grund til at blive testet hele tiden, men de fandt meget lidt infektion eller virus, hvis de overhovedet fandt noget. Jeg talte ikke meget med lægerne om det,« forklarede Donald Trump og roste derefter lægerne for den behandling, han har fået.

Præsidenten har reageret »ekstremt godt« på behandlingen, har hans læge Sean Conley medgivet i en pressemeddelelse natten til fredag. Også han tror på, at Donald Trump fra lørdag igen kan være klar til at deltage i offentlige begivenheder.

»Lørdag vil være ti dage siden diagnosen sidste torsdag, og baseret på holdets diagnosevurderinger forventer jeg fuldt ud, at præsidenten på det tidspunkt kan vende tilbage til offentlige forpligtelser på en sikker måde,« lyder det i pressemeddelelsen.

Præsidenten og førstedame Melania Trump blev torsdag i sidste uge begge testet positive for covid-19, og den 74-årige Donald Trump blev dagen efter indlagt på militærhospitalet Walter Reed, hvor han opholdt sig de følgende tre dage.

Præsidenten havde forud for sin indlæggelse haft høj feber og fået ilt og flere medikamenter, som kun gives til alvorligt syge covid-19-patienter. I Fox News-interviewet fortæller han åbent om de eksperimentelle behandlingsformer, han har fået, mens han har været indlagt.

Han lover blandt andet, at han vil levere den eksperimentelle medicin til alle USAs hospitaler. Tidligere har han sagt, at medicinen tilmed skal gøres gratis for alle amerikanere.

Som følge af præsidentens sygdomsforløb meddelte kommissionen for præsidentdebatter tidligere torsdag, at den næste debat 15. oktober mellem præsidenten og hans demokratiske udfordrer, Joe Biden, skal afholdes virtuelt.

Beslutningen er truffet »for at beskytte alle involveredes helbred og sikkerhed«, lød det fra kommissionen, der mener, at fysisk fremmøde for kandidaterne ikke er forsvarligt.

Men Donald Trump har efterfølgende afvist at deltage i den virtuelle debat. Fra hans kampagnechef, Bill Stepien, som også er testet positiv for covid-19, lyder det, at man i stedet vil bruge dagen på at arrangere et vælgermøde.

»Alles sikkerhed kan nemt garanteres uden at aflyse vælgernes mulighed for at se de to kandidater ansigt til ansigt. Vi springer denne sørgelige undskyldning for at redde Joe Biden over og afholder et vælgermøde i stedet,« skriver han i en pressemeddelelse delt på Twitter.

Den første præsidentdebat mellem de to kandidater blev afholdt i sidste uge og synes især at have hjulpet Joe Biden i meningsmålingerne, skriver The Wall Street Journal.

I en ny national meningsmåling fra Wall Street Journal og NBC News fører Joe Biden med 14 procentpoint over Donald Trump og står til at få 53 procent af stemmerne mod Donald Trumps 39 procent.

Det er den hidtil dårligste meningsmåling for Donald Trump, og en fjerdedel af de adspurgte vælgere har i meningsmålingen oplyst, at præsidentens præstation i den første debat har fået dem til at ville stemme på Biden.

Følger man det vægtede gennemsnit af alle landets meningsmålinger, fører Joe Biden med 9,7 procentpoint over Donald Trump ifølge RealClearPolitics.