Et år efter bomberne i Bruxelles: »Ingen burde lide så meget«

Onsdag er det et år siden, at to terrorangreb dræbte 32 uskyldige og sårede flere end 300 i Bruxelles. Terroren har sat spor, der stadig er tydelige i såvel bybilledet som politisk.

Arkivfoto I dag er det et år siden, at to terrorangreb dræbte 32 uskyldige og sårede flere end 300 i Bruxelles. Terroren har sat spor, der stadig er tydelige i såvel bybilledet som politisk. Fold sammen
Læs mere

Man er ikke i tvivl om, at Belgien stadig er et land i alarmberedskab. En rolig lørdag aften i Bruxelles står to soldater og bevogter indgangen til et af byens spillesteder, selv om der kun er ukendte navne på plakaten denne martsdag, som måske kan trække nogle få hundrede gæster.

Sådan er det overalt i Bruxelles. På metrostationer, foran museer og på byens markeder. Der er altid soldater, som patruljerer forbi med jævne mellemrum. Og sådan har det været lige siden terrorangrebene i den belgiske hovedstad for et år siden, der dræbte 32 uskyldige og sårede flere end 300, da to bomber sprang i afgangshallen i Bruxelles-lufthavnen kl. 7.58, og yderligere en bombemand ramte metrostationen Maelbeek kl. 9.11.

For de overlevende og pårørende er smerten stadig nærværende. Det gælder i høj grad for Karen Northshield, der som den eneste af de sårede stadig ikke har forladt hospitalsvæsenet. Hun var så tæt på den ene af bomberne i lufthavnen, at lægerne efterfølgende fortalte hendes familie, at hun ingen chance havde for at overleve.

I en videoreportage, som avisen de Standaard har lavet med Karen Northshield, fortæller hun om sin smertefulde kamp for livet med hele 20 operationer, og om hvordan hun stadig kæmper for at komme til at gå igen en dag – imod alle odds. Hun var elitesvømmer, og kun hendes exceptionelle fysiske form har muliggjort, at hun trodsede lægernes dødsdom.

Men det er også fortællingen om en statslig fond for ofrene, som har begrænsede midler og ikke har mandat til at betale for årelange behandlingsplaner, som Northshield har brug for.

»Ingen burde skulle lide så meget,« siger Karen Northshield i videoen med en kombination af dyb frustration og den jernvilje, der overhovedet gør, at hun er i live.

Belgiens svar på terroren

Hun rammer dermed lige ind i en politisk debat om terroren og de midler, der er sat af. Et Belgien på offentlig sparekur skal ikke bare hjælpe ofrene, men også styrke indsatsen mod radikalisering og give efterretningstjenester på permanent overarbejde flere muskler.

Kritikken af de belgiske myndigheder var nådesløs for et år siden, fordi terrorcellen kunne gemme sig forskellige steder i de mange Bruxelles-kommuner og planlægge nye angreb, selv om myndighederne i månedsvis var på sporet af den.

Belgiens sikkerhedsstruktur med mange politi- og efterretningsenheder og en utilstrækkelig kommunikation mellem dem fik en del af skylden, mens Bruxelles-bydelen Molenbeek, hvor flere af terroristerne var vokset op eller havde boet i mange år, kom på verdenskortet som arnested for terroren i Europa.

De to ansvarlige ministre for politiet og efterretningstjenesterne tilbød at trække sig, men premierminister Charles Michel holdt fast i dem, og de talrige høringer i den igangværende undersøgelseskommission har efterhånden tegnet et mere nuanceret billede af myndighedernes arbejde.

Foto: CEDRIC SIMON.

En frisk status fra den uafhængige belgiske tænketank Egmont Institute viser, at 26 af de 30 tiltag mod terror, som regeringen allerede annoncerede i 2015 efter terroren i Paris, enten er blevet implementeret, eller er i gang med at blive det.

Ifølge tænketanken viser opgørelsen og undersøgelseskommissionen, at de belgiske myndigheder ikke har fejlet så meget, som først antaget, selv om ethvert terrorangreb, som ikke forhindres, per definition er en fiasko for efterretningstjenesterne. Opgørelsen peger også på, at der fortsat skal gøres mere, ikke mindst hvad angår at bekæmpe radikalisering, samt investeres mere i efterretningsvæsenet.

»Det er nødvendigt at gøre mere, og gøre det mere effektivt, for at håndtere udfordringerne fra terrorisme og radikalisering«, konkluderer tænketanken i sin status op til års-dagen for terrorangrebene i Bruxelles.

Flere former for radikalisering

Især radikalisering er et stort problem, som myndighederne ikke har fået has på. Belgien vurderes at være det land, som i forhold til indbyggertal har flest jihadister, der er taget til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat. Og i takt med at den globale koalition presser Islamisk Stat mere og mere i defensiven på landjorden, forventes flere af jihadisterne at vende tilbage til Europa. En del af dem vil sandsynligvis være så radikaliserede, at de er potentielle terrorister på europæisk jord, og opgaven med at »afradikalisere« hjemvendte jihadister har både i Belgien og andre europæiske lande vist sig meget vanskelig.

Samtidig sker der stadig radikalisering i fængslerne, selv om det længe har været et indsatsområde. Problemet er, at radikaliserede islamister bevidst går efter de småkriminelle, der ender i fængsler, for at overbevise dem om, at terror er den eneste udvej fra deres syndige liv.

Den belgiske TV-station RTL talte tilbage i november med en fange, der efter syv år i belgisk fængsel kunne berette, at »der er snesevis som Abdeslam og Abrini« i fængslerne med reference til de to, der er anholdt for deres roller i terrorangrebene i Paris og Bruxelles. De er »tidsindstillede bomber«, vurderede fangen, som ikke kunne se nogen effekt af myndighedernes forsøg på at afradikalisere fængslerne.

Foto: FRANCOIS LENOIR.

Også uden for fængslerne stiger den religiøse radikalisering ifølge en af de seneste rapporter fra den belgiske myndighed, der vurderer terrortruslen. Her udtrykkes der bekymring over, at en streng salafisme vinder indpas i et stigende antal moskeer i Belgien.

Egmont Institute peger desuden på et andet problem, nemlig at det ikke kun er religiøse, der bliver radikaliserede, men at der i visse miljøer også sker en form for social radikalisering, hvor religion ikke er hovedårsagen til radikaliseringen, men derimod social accept og en gruppeidentitet.

Molenbeek-kommunens chef for de projekter, der skal bekæmpe radikalisering, fortalte således tidligere på måneden til den nationale undersøgelseskommission, at stadig flere unge bliver radikaliserede som en del af deres sociale identitet snarere end af religiøse årsager.

En yderligere udfordring er, at radikalisering over internettet spiller en stigende rolle, fordi Islamisk Stat i takt med det tabte terræn i Syrien og Irak er begyndt at fokusere endnu mere på at hverve terrorister online.

Styrket indsats i Molenbeek

Hovedfokus for myndighederne har netop været de bydele som Molenbeek, hvor der er radikaliserede miljøer, og her er der lavet en særlig plan med ekstra politi og penge for at »få ryddet op«, som indenrigsminister Jan Jambon tidligere har formuleret det med specifik reference til Molenbeek.

Som led i det arbejde kunne den belgiske avis De Morgen mandag fortælle om en frisk politirapport fra den nye indsatsgruppe i Molenbeek, der mistænker hele 51 på papiret almennyttige organisationer i bydelen for at have en mulig forbindelse til radikaliserede miljøer eller endda terrorisme. På baggrund af den styrkede indsats er der ludarbejdet en liste over 72 potentielle terrorister, hvoraf de 26 stadig er i Syrien eller Irak, mens 46 er vendt hjem til Belgien. Heraf sidder 20 i fængsel, mens 26 er under overvågning, ifølge rapporten.

Af de mange tiltag fremhæver Egmont Institute desuden en række initiativer på EU-niveau mod terroren, som Belgien og Frankrig i høj grad står i spidsen for. Herunder et bedre samarbejde mellem efterretningstjenester på tværs af grænser samt en stærkere indsats mod illegal våbenhandel, fordi det har været for let at få fat på våben.

Afhøringerne af Mohamed Abrini og Salah Abdeslam har foreløbigt ikke ført til store gennembrud, der er kommet til offentlighedens kendskab, men deres historier vidner om udfordringen med utilpassede unge småkriminelle, som terrororganisationerne bevidst går efter, når de hverver potentielle terrorister.

I dag vil ofrene blive mindet ved flere arrangementer i Bruxelles. Kl. 9.11 stopper alle metrotog i et minut, og selskabet bag metrodriften har på forhånd opfordret alle til at bruge minuttet på at lave støj og klappe for at markere, at Bruxelles altid vil huske ofrene og samtidig er klar til at slås for friheden.