Enke efter kinesisk fredsprismodtager får behandling i Tyskland

Efter otte år i husarrest er Liu Xiaobo rejst til Tyskland for at blive behandlet på et hospital.

Foto fra 22. oktober 2002, der viser den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo og hans kone Liu Xia. Kinas udenrigsministerium oplyser tirsdag, at Liu Xia er rejst til Tyskland for at blive behandlet på et hospital. Hun har siddet otte år i husarrest. Hendes mand døde sidste år. Handout/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Kinas udenrigsministerium oplyser tirsdag ifølge Reuters, at Liu Xia, der er enke efter den kinesiske modtager af Nobels fredspris Liu Xiaobo, er rejst til Tyskland for at blive behandlet på et hospital.

Liu Xia er rejst til Europa efter otte år i husarrest.

Talskvinden for udenrigsministeriet i Beijing, Hua Chunying, siger, at Liu Xia tog af sted for at modtage medicinsk behandling.

»Hun tog af sted af egen fri vilje,« siger talskvinden.

Kinesiske embedsmænd har insisteret på, at Liu Xia har kunnet bevæge sig frit rundt, hvilket står i skarp kontrast til udtalelser fra hendes venner og fra personer, som har mødt de vagter, som forhindrede dem i at besøge hende.

Vestlige regeringer og aktivister har i årevis rettet indtrængende opfordringer til Kina om at frigive Liu Xia, som aldrig er blevet tiltalt for at brudt nogen lov.

De kinesiske myndigheder satte hende i husarrest i 2010 - få dage efter Norges Nobelkomité havde givet fredsprisen til hendes mand. Prisen vakte vrede hos kommunistpartiets ledere.

Liu Xiaobo døde af leverkræft i juli sidste år, mens han var fængslet.

Han var en af Kinas mest kendte dissidenter og var aktiv i protesterne på Den Himmelske Freds Plads i 1989.

Han blev derfor sat i fængsel i to år og frataget sin stilling som universitetsprofessor.

Den 25. december 2009 blev han dømt 11 år for at have været medforfatter til det politiske manifest Charter 08 med krav om demokrati og politiske reformer i Kina.

De kinesiske myndigheder lod hverken Liu, hans kone, Liu Xia, eller andre medlemmer af familien rejse til Oslo for at modtage Nobelprisen.

/ritzau/Reuters