LONDON. Hvis der er én ting, der kan konkluderes om britisk politik, så er det, at det aldrig er kedeligt. Der går snart ikke en uge, uden at en fremtrædende politiker dolker en af sine gamle venner i ryggen, eller at en minister er centrum i en eller anden påstået snasket sexaffære. Således også i denne uge.

Men det hele kan ikke bare rubriceres som kulørt gossip. De to centrale figurer i ugens historier - Labours tidligere premierminister Tony Blair og de Konservatives nye udenrigsminister, William Hague - kan begge vise sig at have begået famøse selvmål og skadet deres egne partier. Tony Blair med sin nye erindringsbog, The Journey. William Hague med en pressemeddelelse, hvor han benægter at være bøsse.

Først balladen om Tony Blairs bog. Som ventet var der hug til Gordon Brown. Til trods for at de to opfandt og opbyggede New Labour sammen, og til trods for at de i årevis arbejdede tæt sammen som Labours to fremmeste ledere, så har de altid haft et anstrengt forhold. Det er der sagt og skrevet meget om gennem årene, men selv har de ikke stået og råbt det ud over hustagene. Men i sin bog kaster Tony Blair sig over en bagvaskelse af Gordon Browns resultater. Han anklager ham derudover for afpresning og hævder, at Brown havde »nul følelsesmæssig intelligens« og ikke var »psykisk« gearet til at være premierminister, og at han i øvrigt tabte valget i maj, fordi han svigtede New Labours idealer.

Men Tony Blair blander sig også i Labours verserende formandsopgør. Ikke blot ved at udgive sin bog selvsamme dag, som afstemningen gik i gang, men også ved at lægge kraftig afstand til den venstredrejning af partiet, som formandskandidaten Ed Miliband ønsker, og ved at omklamre den mere midtsøgende formandskandidat, storebroderen David Miliband. Tony Blair afslører, at han i 2007 - da han gik af som premierminister - tilskyndede David Miliband til at udfordre Gordon Brown på formandsposten. Han sagde til Miliband, at han »meget muligt« kunne vinde, fordi Brown ville blive »skyllet ud« i enhver kampagne. David Miliband valgte dengang ikke at stille op i et formandsopgør. Men i dag er han favorit til at overtage posten den 25. september, når afstemningen er slut.

Sandheden er dog, påpeger kommentatorer, at Blairs omklamring og støtte af David Miliband kan få den direkte modsatte effekt: Nemlig at de stemmeberettigede i stedet vælger at give deres stemme til en af de andre fire kandidater og i særdeleshed hans lillebror, blot som et oprør mod den årelange fløjkrig mellem Brown-tilhængere og Blair-tilhængere, som de er dødtrætte af. Blairs popularitet er ikke, hvad den har været.

Det ved også David Miliband, og derfor var han - ligesom de andre fire kandidater - straks ude og lægge afstand til Tony Blair og hans bog.

David Miliband erklærede, at han var »dødtræt« af, at formandsopgøret 2010 var ved at udvikle sig til en karikatur på at være for og imod New Labour, for og imod Blair eller Brown. »Nok er nok, det er tid til se fremad,« fastslog David Miliband. Hvis han taber formandsvalget, kan det ende med, at Tony Blair får skylden for, at de stemmeberettigede vendte sig væk fra den politiske modstander, som de Konservatives premierminister, David Cameron, frygter mest, nemlig David Miliband.

Lige nu synes David Cameron mere at frygte al den bøssesnak, der verserer om hans gifte udenrigsminister William Hague, de Konservatives tidligere partileder. For uanset hvad der er sandt, og uanset at ens seksuelle observans er hamrende ligegyldig for at bestride en ministerpost, så har Hague nu bragt sig i en situation, hvor han kan få et alvorligt forklaringsproblem.

Efter at bloggere uden dokumentation begyndte at skrive, at han havde en affære med en 25-årig mandlig specialrådgiver, gik han selv ud i en pressemeddelelse og afviste, at han nogensinde havde været sammen med en mand. Men jo, skrev den 49-årige mangemillionær William Hague, det var rigtigt nok, at han flere gange under sin valgturné op til valget den 6. maj havde delt hotelværelse med sin unge rådgiver.

PR-veteranen Max Clifford, der har specialiseret sig i at sælge »kys-og-sælg« historier til pressen, mener, at Hague har begået en kæmpe PR-bommert. »Nu spørger folk: »Hvorfor deler en rig mand, en multimillionær, hotelværelse med en anden mand?«Hvis det kommer frem, at denne unge mand har haft seksuelle forhold med andre mænd i sin fortid, beviser det ikke, at William Hague er bøsse - men han er færdig.«