47 migranter på et redningsskib ud for den italienske ø Sicilien får lov at komme i land onsdag. Det oplyser Italiens premierminister, Giuseppe Conte, til fremmødte journalister i Milano onsdag.
Conte har tidligere sagt, at fem EU-lande har accepteret at fordele migranterne mellem sig. Onsdag siger han, at et sjette har sluttet sig til aftalen.
»Om et par timer vil de begynde at gå i land,« siger han ved middagstid onsdag.
Personerne vil blive fordelt til Italien, Frankrig, Portugal, Malta, Luxembourg og Rumænien.
Skibet er et tysk redningsskib. Det blev sendt i havn på Sicilien for to uger siden.
Som udgangspunkt har den italienske regering lukket sine havne for nødhjælpsorganisationers skibe.
Og det er lige præcis sådan et, de 47 migranter befinder sig på. Skibet bemandes af en tysk nødhjælpsorganisation. Det har samlet de 47 personer op på Middelhavet.
/ritzau/Reuters