Det får nu konsekvenser for præsten Michal Gutkowski, at han har krænket en række piger på Niels Steensens Grundskole og Gymnasium på Østerbro – og ikke mindst at han har holdt det hemmeligt.
Som Berlingske kunne fortælle lørdag og søndag har den prestigefyldte skole ifølge kritikere forsøgt at dække over, at skolens tidligere præst ved fire lejligheder i 2016 og 2017 krænkede mindreårige pigers blufærdighed.
Dels ved at belure dem i badet, fotografere én i afklædt tilstand og ved upassende berøringer. Alle episoder fandt sted på skolens lejrture i Rørvig på Vestsjælland.
Sagerne førte til præstens afsked fra Danmark. Men trods en bøde og en hjemsendelse til Polen kunne han fortsætte sin karriere inden for den katolske kirke. Også lejlighedsvist som præst.
Dog med den sanktion, at han ikke længere må arbejde med mindreårige.

En anden del af hans virke bliver der dog nu sat en stopper for. Den landsdækkende, polske spejderbevægelse ZHR har efter afsløringerne i Berlingske besluttet at suspendere Gutkowski. Det skriver det prisbelønnede og undersøgende korps af polske journalister Fundacja Reporterów, som Berlingske har samarbejdet med.
Michal Gutkowski har her arrangeret udflugter og holdt messer for spejderbevægelsen, der er for spejdere ned til 7-års-alderen.
Han har været tilknyttet spejderbevægelsen, siden han vendte retur til Polen i 2017, og var det også før, han i sin tid rejste til Danmark.
Men Gutkowski havde ikke oplyst bevægelsen om de forbrydelser, han havde begået i Danmark, meddeler Karol Sergi, der er præsident for ZHR-bevægelsen til Fundacja Reporterów.
»Det er ikke muligt for personer, der er dømt for forbrydelser, slet ikke seksualforbrydelser, at med at arbejde i vores land,« skriver spejderbevægelsen til de polske journalister.
I kontakt med børn
Michal Gutkowski havde udover den bøde, han fik af politiet i Danmark, også fået en dom udstedt af den religiøse myndighed inden for jesuiterordenen, som er den gren af katolicismen, Gutkowski bekender sig til.
Han måtte således ikke igen arbejde med mindreårige børn og unge under 18 år.
En række billeder og opslag på de sociale medier viser imidlertid, at Gutkowski flere gange har været i kontakt med børn. Også i sin egenskab af præst, selvom hans overordnede i Polen har forsikret Berlingske om, at Gutkowski alene udfører administrativt arbejde.
Men nye oplysninger om præstens mulige fortsatte tætte kontakt med mindreårige får alligevel nu jesuiterordenen i Polen til at ville undersøge, om Michal Gutkowski reelt overholder forbuddet mod at arbejde med børn. Det skriver de i en officiel meddelelse, der blev delt på de polske jesuitters hjemmeside lørdag.
Undersøgelsen kommer efter, at Fundacja Reporterów via en lokkedue foretog et opkald til European Centre for Communication and Culture i Falenica uden for Warszawa, hvor Gutkowski i dag er leder.

Her spurgte journalisten, om Gutkowski kunne deltage, hvis der blev afholdt en tur med overnatning for teenagepiger på centret. Dette blev der svaret bekræftende på fra den person, der tog opkaldet ved European Centre for Communication and Culture.
Og netop det får nu de polske jesuitter til at ville indlede en undersøgelse af deres præst, lyder det i meddelelsen:
»Præsten har forstået sine fejltagelser og har deklareret, at han stadig overholder forbuddet.«
»Men hvorom alting er, får nye oplysninger fra artiklerne om, at fader Michal Gutkowski ville afholde en lejrtur for børn og unge – og at han ville modtage grupper af mindreårige på det efteruddannelsescenter, han leder – hans overordnede til at bestille en grundig undersøgelse af, hvorvidt præsten i de seneste år har brudt sig mod forbuddet mod at arbejde med mindreårige.«
Meddelelsen er underskrevet den delegerede for sikkerhedspolitik for jesuiterordenen i Polen, Mr. Wojciech Zmudzinski.
Michal Gutkowski har ikke ønsket at kommentere disse oplysninger.