Godmorgen og velkommen til fredagens nyhedsoverblik.
I dag skal det blandt andet handle om juleønsker, som børn og voksne risikerer at måtte skyde en hvid pind efter som følge af coronaforårsagede propper i verdenshandlen.
Og så har Berlingske kåret byens bedste oplevelser, fra mad over spændende aktuelle nyheder inden for kunstarterne til byens bedste biograf Gentofte Kino, der har gjort selve biografturen til en kunstart i sig selv.
Der er ingen undskyldning for coronadepression. Den dejlige by byder sig til. Start din efterårs-staycation med at læse listen her.
Husk også at du kan høre Berlingskes nyhedspodcast her.
Allerførst skal vi dog have den daglige status på coronasituationen:
Berlingskes analytiker Bent Winther ser nærmere på konsekvenserne af den opsigtsvækkende lydfil, som avisen afslørede i en nyhed i aftes. Lydfilen kan vise sig at være katastrofal for Morten Messerschmidts modstandere i Dansk Folkeparti, idet den dokumenterer, at resten af partitoppen var gjort bekendt med, at den omstridte MELD-konference havde fundet sted. Det harmonerer ikke med udtalelser, som blandt andre Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl tidligere er kommet med. Læs analysen her.
Du skal allerede tænke jul nu – og det er coronavirussens skyld
Coronavirussen har sat en pind i hjulet på den globale handel, skriver vi i Berlingske, og det betyder at man allerede nu bør lave lister over sine julegaveønsker. Drejer det sig om elektronik og legetøj er der nemlig en vis risiko for, at det kommer til at hobe sig op i en havnehangar i Kina.
Det er først og fremmest den smitsomme deltavariant, der har lukket havnene, såsom Kinas containerhavn Ningbo, der er et knudepunkt for landets handel med omverdenen, og som netop er genåbnet efter to ugers lukning.
»Det betyder to ting for forbrugerne: Der er færre varer, og det går ud over prisskiltet. Hvis man skal købe elektronik i julegave, kan det være en god idé at sikre sig dette lang tid inden juleaften. Det bliver ikke nemt at få Playstations hjem til jul i det omfang, man normalt ville se,« siger Andreas Steno Larsen, der er chefstrateg hos Nordea.
Læs Berlingskes historie her.
Så meget er danskerne parate til at betale om året for at få stilhed
En ny rapport udarbejdet af forskere fra Københavns Universitet har sat kroner og ører på, hvor meget danskerne hver især er parate til at slippe om året for naturbevarelse og andet miljø. Rapporten omtales i Kristeligt Dagblad og bygger på over 14.000 indsamlede spørgeskemaer. Undersøgelsen viser, at danskerne prioriterer ro og stilhed og naturbevarelse.
For mens danskerne er parate til at betale gennemsnitligt 1.900 kroner om året pr. husstand for at undgå støj, vil de kun slippe 860 og 800 kroner for henholdsvis at beskytte unik natur og undgå, at der sker påkørsler af vilde dyr. Læs historien her.
Kritik: Mette Frederiksen har svigtet sit løfte om et stabilt arbejdsmarked
Regeringen bærer en del af ansvaret for, at det nu er kommet til et indgreb i sygeplejerskekonflikten. Det siger Mette Frederiksens støttepartier i Jyllands-Posten i dag. Kritikken følger efter, at regeringen torsdag fik Folketingets opbakning til at tvinge sygeplejerskerne tilbage på arbejde uden den ekstra lønstigning, som de har krævet.
Det passer ikke godt sammen med, at statsminister Mette Frederiksen tilbage i 2018 lovede, at en S-ledet regering ville modernisere den danske arbejdsmarkedsmodel og dermed mindske risikoen for konflikt og politiske indgreb.
»På den måde bærer regeringen nu en del af ansvaret for den her konflikt. Dels ved ikke at ville lave en løsning sammen med de offentligt ansatte og dels ved ikke at have kigget på den skævhed, der er i modellen,« siger SFs gruppeformand, Jacob Mark.
Læs historien her.
Det sker i dag:
Klokken 9 i København indledes en konference på byens rådhus om at erstatte varebiler med ladcykler. Det er blandt andre Region Hovedstaden, Københavns Kommune og Cykelvæksthuset, der er Cyklistforbundets rådgivningscenter for virksomheder, der ønsker et større fokus på at erstatte varebiler med ladcykler drevet på el og benmuskler.
Kulturhavn Festival i København begynder også i dag. Festivalen varer frem til søndag og besøgende kan forvente masser af vand-relaterede arrangementer, mulighed for at prøve forskellige vandsportsgrene og komme ud på vandet.
Og så er der kunst for alle pengene. Den internationale kunstmesse Enter Art Fair åbner for offentligheden i Nordhavn i det store venue, Tunnelfabrikken. Samtidig åbner Charlottenborg Charts kunstmesse, hvor 26 førende nordiske gallerier og 11 kunstnerdrevne udstillingssteder medvirker.