Er du altid den, der vågner i sommerhuset med flest myggestik på ben og arme?
Det er der en naturlig forklaring på, siger Dr Jonathan Day fra University of Florida til Time.
Det handler blandt andet om sammensætningen af kemikalier såsom mælkesyre i folks hud, men også ens blodtype har betydning for, hvor attraktiv man er i en mygs øjne. Myg foretrækker således blodtype 0 fremfor A eller B.
Disse faktorer er afhængige af ens genetik, og derfor kan man ikke uden videre ændre på, hvor meget man bliver stukket.
Dog spiller ens stofskifte, eller rettere den mængde af karbondioxid, der udløses gennem ens forbrænding, også en rolle, og her er der bedre mulighed for at gøre en forskel. Hvis man nedsætter mængden af karbondixod, der slippes løs fra ens krop, som for eksempel ved at ændre kost og øge graden af træning, kan man bedre holde myggene væk.
»Gravide og overvægtige personer har en højere forbrænding under hvile end andre, og det gør dem mere attraktive for myg,« siger Jonathan Day.
Det samme gør alkoholkonsumption og fysiske anstrengelser, hvorfor den værst tænkelige kombination er at dyrke sport for derefter at slappe af med en øl.
Endelig er der tegn på, at myg orienterer sig efter mørke silhuetter, hvorfor mørkt tøj formodes at tiltrække flere myg end lyst. Man kan også holde myg væk ved at sætte sig i blæsten fra en ventilator, da myg nødigt flyver i vind.