Filmbranchen præges af »bøllemetoder«. Derfor tøver politikerne med at blande sig

Tidligere i dag offentliggjorde 415 filmmedarbejdere et brev, hvori de beder om hjælp til at løse problemer med chikane, mobning og stress. Men de danske kulturordførere er ikke meget for at love handling. »Jeg har svært ved at se, hvordan vi skal lave særlige regler for film- og tv-branchen,« siger socialdemokraternes kulturordfører, Kasper Sand Kjær.

Filmbranchen anerkender, at der er uløste problemer med dårlige arbejdsvilkår. Arkivfotoet har ikke noget at gøre med den aktuelle kritik og er derfor sløret. Morten Juhl/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Chikane, mobning, stress, ulykker, trusler, bøllemetoder. Hverdagen i den danske film- og tv-branche kan være hård, og nu har 415 medarbejdere, der blandt andet tæller skuespillere, instruktører og scenografer, underskrevet en protestskrivelse, hvori de beder om politisk hjælp.

Ifølge initiativtager Emilie Nordentoft kunne man lave bedre lovgivning, etablere en whistleblowerordning eller – i sidste ende – trække den offentlige støtte tilbage, hvis ikke produktionsselskaberne kan sikre de ansatte ordentlige arbejdsforhold.