Godmorgen! Kongehuset har løftet sløret for, at kronprins Frederik og prins Joachim først fik besked om dronning Margrethes abdikation tre dage før nytår. Men først nogle af dagens øvrige vigtige historier. 

Tophistorier 

  1. Den klassiske fortælling om, at danskere er efterkommere af et folk, der altid har været her, holder ikke længere. Det viser et opsigtsvækkende studie med Eske Willerslev i front.

  2. Ny aftale skal redde kriseramt supersygehus i hovedstaden. Regionen satser på at få genoptaget milliardprojektet, der har været truet af store forsinkelser og budgetoverskridelser.

  3. Med en ny analyse i hånden retter kommunernes førstemand nu hård kritik af Christiansborg og regeringen. Regeringen arbejder på sagen, forsikrer finansministeren.

  4. Stort set alle bankerne tilbyder en langt lavere rente på lån til elbiler end til brændstofbiler. Se hvor meget billigere i de enkelte banker.

  5. Ikke alle tror på Pernille Vermunds begrundelse for at nedlægge partiet. Men ifølge tidligere toprådgiver giver hendes beslutning god mening

Dagens vigtige: Kronprins Frederik fik først besked om Dronningens plan til allersidst

Dronning Margrethe ses her køre hjem fra nytårskuren på Christiansborg 4. januar 2024.
Dronning Margrethe ses her køre hjem fra nytårskuren på Christiansborg 4. januar 2024. Niels Ahlmann Olesen/Berlingske

Det lykkedes dronning Margrethe at holde på hemmeligheden om at abdicere lige til det sidste. Selv hendes to sønner blev holdt i uvidenhed til få dage før nytårsaften.

Det bekræfter Kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, over for Berlingske.

»Jeg kan bekræfte, at dronning Margrethe informerede både Kronprinsen og prins Joachim om beslutningen den 28. december,« siger kommunikationschefen.

Det var altså først tre dage inden, at offentligheden fik besked via Dronningens nytårstale, at de to sønner blev orienteret om planen om at abdicere. 

Det er overraskende, at kronprins Frederik og prins Joachim blev orienteret så sent, mener historiker Mie Ellekilde.

»Jeg er faktisk rystet. Det kommer som en bombe fra siden, at de først har fået besked så sent,« siger Mie Ellekilde til Berlingske.

Ifølge Berlingskes kongehuskommentator, Jakob Steen Olsen, er det en beslutning, som står i forlængelse af den måde, Dronningen har udøvet sit hverv på igennem sine 52 år på tronen.

»Hun har helt fra begyndelsen af sin regeringstid været meget bevidst om, at det var hende, der var den suveræne. At hun selv har skullet bære størstedelen af ansvaret for kongehusets ve og vel på sine skuldre,« skriver han i en kommentar.

Du kan dagen igennem følge med i vores liveblog om tronskiftet. Lørdag svarer Berlingskes kongehuskommentator på spørgsmål fra jer læsere.

Dagens Pilestræde

På søndag træder kong Frederik 10. frem på balkonen på Christiansborg Slot, hvor han vil lade sig hylde som Kongeriget Danmarks nye regent.

Meningsmålinger viser, at danskerne bakker op om det nye regentpar, kong Frederik og dronning Mary  og dronning Margrethes beslutning om at abdicere.

Men Berlingskes kongehuskommentator mener, at abdiceringen kan svække monarkiet - og at »Fredes« folkelige person kan gøre institutionen sværere at forklare.

I dagens Pilestræde forklarer han hvorfor. Lyt med her.

Fik du læst?

  • Forsvar | Mens vores nabolande forbereder sig på krig og kriser, har vi sovet i timen, advarer pensioneret kontreadmiral Torben Ørting Jørgensen og formand for foreningen Folk & Sikkerhed. Foreningen har onsdag udgivet en såkaldt beredskabspjece, som giver dig ti gode råd til at sikre dig og din familie

  • I retten | Der var onsdag forvirring i retten, efter dommeren besluttede, at Ebbe Preisler, som er tiltalt for at dræbe sine demente hustru, skulle løslades. Ebbe Preisler, som har forklaret, at han gjorde det efter hustruens ønske, skal trods beslutningen forblive fængslet, fordi anklagemyndigheden kærede afgørelsen, indtil landsretten afgør løsladelsesspørgsmålet. Læs hvad der skete i retten her

  • Narkotika | En række nye stoffer med euforiserende virkning, som man indtil nu lovligt kunne sælge og ryge, bliver gjort ulovlige. Læs mere her

Lige nu

I dag begynder en opsigtsvækkende høring i Haag:

Ved den Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag har Sydafrika anklaget Israel for at begå folkedrab i Gazastriben.

Det er notorisk svært at løfte bevisbyrden for, at nogen skulle begå folkedrab. Den slags tager har tidligere taget årevis. 

Sydafrika har bedt domstolen i Haag om at reagere hurtigt og implementere »midlertidige foranstaltninger«, der skal stoppe Israels mange drab på civile i Gaza.

God dag!

Venlig hilsen

Philip Sune Dam, journalist